Bjarne Bertram Reuter blev født i Brønshøj, en forstad til København i 1950. Her boede han i en toværelses lejlighed sammen med sin far, der arbejdede for et firma, der solgte køleskabe, sin mor, der var hjemmegående husmor og sin lillebror.
Da Bjarne Reuter var en lille dreng, fandt han en kasse med sin fars gamle bøger på familiens loftsrum. Fundet kom til at betyde meget for Bjarne Reuter. Timerne på loftet var nemlig både en måde at skabe sig et frirum på og få fred til at forsvinde ind i ordenes verden. Om dette siger han selv: ”Fra jeg var fem-seks år gammel, sad jeg der næsten hver dag, ofte helt indtil lyset forsvandt. Det blev til kolossalt mange timer. Jeg havde brug for et gemmested og et privatliv. Mine forældre ville nok have syntes, at det var mærkeligt, hvis de havde vidst, at jeg opholdt mig så meget på loftet. Især min far ville virkelige være blevet bekymret. Men det var bare så rart at være der.” (Helle Retbøll Carl: En som Bjarne Reuter, s. 36-37).
Det var også på loftet, at han skrev sin første tekster i form af fædrelandssange.
Bjarne Reuter gik i realskolen, det der i dag ville svare til 7.-9. klasse og tog sine afsluttede eksamener i 1966. Da han var færdig med skolen, arbejdede Bjarne Reuter et års tid som postbud, men droppede jobbet, da han begyndte på HF-uddannelsen i 1967.
I 1971 begyndte han på læreruddannelsen på Blaagaards Seminarium. Under læsningen til den afsluttende eksamen på seminariet skrev han sin første roman, ”Kidnapning”, på bare en uge. Romanen udkom i 1975 og blev en stor succes. Sideløbende med sin forfattervirksomhed arbejdede Bjarne Reuter som lærer på Gladsaxe skole. Det fortsatte han med indtil 1980, hvor han kunne leve af sit arbejde som forfatter.
Siden har Bjarne Reuter skrevet omkring 80 bøger og prøvet kræfter med stort set alle litterære genrer, foruden film- og tv-manuskripter. Bjarne Reuter har fire børn fra to ægteskaber og bor i Lyngby sammen med sin kone Annette.