Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters historiske krimier sammenlignes som oftest med den skotske krimiforfatter Philip Kerr, der har skrevet Berlin-noir-serien om enspænderen, privatdetektiven Bernhard Gunther. Bøgerne har udgangspunkt i Berlin og favner foreløbigt årene fra 1936-1955. Ligesom Kerr anvender Birkefeld og Hachmeister historiske personer, tegner stemningsfulde tidsbilleder og har masser af action og periodeatmosfære. Men Kerr placerer i højere grad detektiven – helten – i begivenhedernes centrum i den mere klassiske amerikanske hårdkogte krimiform. Birkefeld og Hachmeister har ingen hovedpersoner, man rigtig kan sympatisere med.
Efter årtusindskiftet er der set en stigende tendens til at fokusere på og undersøge tiden før, efter og omkring de to verdenskrige i Tyskland. Dette ses både i film, f.eks. i ”Der Untergang” (2004) og i krimigenren, hvor 1. og 2. Verdenskrig ofte har været kulisse for krimiplots, som det også f.eks. ses hos Arne Dahl og Jo Nesbø.