Birkefeld og Hachmeisters debut ”Wer übrig bleibt, hat recht” fra 2002 (”Den der bliver tilbage har ret”, 2011) handler om 2. Verdenskrig i Berlin fra vinteren 1944 og frem til krigens afslutning. Romanen tegner et nuanceret billede af to mænd, som man på en og samme gang afskyr og sympatiserer med. De to hovedpersoner har i forskellig grad været tilhængere af regimet. Den lille købmand Rupert Haas er efter 1930’ernes krise tilhænger af NSDAP. Han er en almindelig tysk erhvervsdrivende, som lever et simpelt liv med sin familie og holder af sin faste torsdagsøl. Men da han får meldingen om sin sidste brors fald, mister han besindelsen og taler negativt om Hitler. Han bliver meldt og sendt til KZ-lejren Buchenwald. Herfra flygter han til Berlin og er fyldt med en utrættelig hævntørst over dem, som angav ham.
Den anden hovedperson, Hans-William Kalterer, er jurist i politiet men melder sig til fronten for at gøre karriere i SS. Da han såres, sendes han hjem og bliver sat til at lede efterforskningen på mordet af et højtstående medlem af nazipartiet. Kalterer vikles ind i et kompliceret net af politiske interesser og erfarer hurtigt, at sandheden om mordet ikke er i høj kurs. Selv prøver han at forhale opklaringsarbejdet, så han kan undgå at blive udsendt igen. Alt imens bomberne flyver om ørerne på Berlins borgere og hele situationen bliver mere og mere håbløs, krydses de to mænds veje. Synsvinkelen skifter mellem de to desperate hovedpersoner og giver ved brug af indirekte tale og dækket direkte tale adgang til deres tanker og følelser. Deres opklaringsarbejde og jagt efter sandhed foregår inden for rammerne af et hæsblæsende krimiplot, hvor intet er, som det ser ud til.
Tidsbilledet af det stadig mere og mere sønderbombede Berlin, og den gennemgribende angst og desperation, som fylder mennesker og gader, fremstilles på realistisk vis via citater fra taler og radioaviser, angstfulde dialoger i beskyttelsesrum og flere og flere frafaldne nazister, der har travlt med at vaske hænder og retfærdiggøre deres handlinger. Den historiske indsigt mærkes helt nede i sproget, som er fyldt med talemåder og svulstige udtryk taget ud af den nazistiske ideologis propagandastil. Det er fortællingen om menneskets reaktioner, når alle værdier er tabt, og eneste fokus er at overleve. Bogen sætter et ironisk fokus på historiefortællingens vilkår. Den der bliver tilbage, kan som overlevende ganske vist fortælle historien, men er det det samme som at have moralsk ret?
