Richard Birkefeld og Göran Hachmeister

Birkefeld og Hachmeisters debut ”Wer übrig bleibt, hat recht” fra 2002 (”Den der bliver tilbage har ret”, 2011) handler om 2. Verdenskrig i Berlin fra vinteren 1944 og frem til krigens afslutning. Romanen tegner et nuanceret billede af to mænd, som man på en og samme gang afskyr og sympatiserer med. De to hovedpersoner har i forskellig grad været tilhængere af regimet. Den lille købmand Rupert Haas er efter 1930’ernes krise tilhænger af NSDAP. Han er en almindelig tysk erhvervsdrivende, som lever et simpelt liv med sin familie og holder af sin faste torsdagsøl. Men da han får meldingen om sin sidste brors fald, mister han besindelsen og taler negativt om Hitler. Han bliver meldt og sendt til KZ-lejren Buchenwald. Herfra flygter han til Berlin og er fyldt med en utrættelig hævntørst over dem, som angav ham.

Den anden hovedperson, Hans-William Kalterer, er jurist i politiet men melder sig til fronten for at gøre karriere i SS. Da han såres, sendes han hjem og bliver sat til at lede efterforskningen på mordet af et højtstående medlem af nazipartiet. Kalterer vikles ind i et kompliceret net af politiske interesser og erfarer hurtigt, at sandheden om mordet ikke er i høj kurs. Selv prøver han at forhale opklaringsarbejdet, så han kan undgå at blive udsendt igen. Alt imens bomberne flyver om ørerne på Berlins borgere og hele situationen bliver mere og mere håbløs, krydses de to mænds veje. Synsvinkelen skifter mellem de to desperate hovedpersoner og giver ved brug af indirekte tale og dækket direkte tale adgang til deres tanker og følelser. Deres opklaringsarbejde og jagt efter sandhed foregår inden for rammerne af et hæsblæsende krimiplot, hvor intet er, som det ser ud til.

Tidsbilledet af det stadig mere og mere sønderbombede Berlin, og den gennemgribende angst og desperation, som fylder mennesker og gader, fremstilles på realistisk vis via citater fra taler og radioaviser, angstfulde dialoger i beskyttelsesrum og flere og flere frafaldne nazister, der har travlt med at vaske hænder og retfærdiggøre deres handlinger. Den historiske indsigt mærkes helt nede i sproget, som er fyldt med talemåder og svulstige udtryk taget ud af den nazistiske ideologis propagandastil. Det er fortællingen om menneskets reaktioner, når alle værdier er tabt, og eneste fokus er at overleve. Bogen sætter et ironisk fokus på historiefortællingens vilkår. Den der bliver tilbage, kan som overlevende ganske vist fortælle historien, men er det det samme som at have moralsk ret?

I Birkefeld og Hachmeisters ”Deutsche Meisterschaft” fra 2006 (”Tysk mesterskab”, 2011) danner det tyske mesterskab for motorcykler i 1926 den ydre ramme for fortællingen. Romanen følger to konkurrerende motorcyklister, der indædt hader hinanden. Den grove Arno Lambrecht kæmpede i 1. Verdenskrig, er skadet af sine oplevelser og kan ikke fungere i det samfund, han er vendt hjem til. Han har været under mistanke for at have myrdet og skåret hovedet af sin kone og kommer igen i politiets søgelys, da flere mystiske hovedløse lig dukker op i nærheden af løbene. Arno indleder en indædt og hæsblæsende kamp for at finde sin kones morder og hendes afskårne hoved.

Den lavadelige Falk von Dronte var passioneret medlem af et nazistisk frikorps omkring 1. Verdenskrig men forsøger nu at leve et helt andet liv med den smukke og ekstravagante Thea von Bock, som uddeler præmier og kindkys til løbsvinderne. Den brutale major fra fortiden opsøger Falk og presser ham til at efterforske fundet af det lig, som Falk selv var med til at likvidere i 1923. Falk er for lang tid om at indse graden af sin fortids konsekvenser, og det får majoren til at sætte hårdt mod hårdt. Meget uventet står de to rivaler til sidst i en situation, hvor de har brug for hinandens hjælp, og der opstår en art sympati og forståelse imellem dem, inden det hele eskalerer.

29818339

I sin komposition ligner romanen ”Den der bliver tilbage har ret”. ”Tysk mesterskab” følger ligeledes skiftevis de to hovedpersoner Arno og Falk med indre synsvinkel og mange dialoger. Gradvist og i et højt tempo bygges der op til sammenstødet imellem dem. Romanen er på én gang et portræt af en krigstraumatiseret sjæl, som er ude af stand til at leve et almindeligt liv efter krigen og den stigende racetænkning og ekstremisme, symboliseret og samtidig gjort til grin via majoren. Majoren presser Falk til at begå forbrydelser i racerenhedens og fædrelandets ånd men ud fra et forsmået personligt udgangspunkt. Falks ungdommelige glødende højreradikalisme indhenter ham, og han er lige så lidt som Arno i stand til at fortrænge eller løbe fra fortidens gerninger.

Romanen er en indføring i tiden med autentiske beskrivelser af 1920’ernes vilde løssluppenhed, teknologirus, musik og mode, sideløbende med ideologiske slåskampe, stigende racediskrimination, efterkrigsdesperation og efterkrigstraume på det personlige såvel som det samfundsmæssige plan. Bogen beskriver de antidemokratiske virkninger, som peger frem mod nazismens udfoldelse nogle år efter.

Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters historiske krimier har høstet stor anerkendelse for måden, de anvender deres faglige viden i romanerne. Den historiske autenticitet og aura er centralt i forfatterskabet. Bøgerne formår at favne både teknologibegejstring og de tiltagende politiske grupperinger og nationalistiske strømninger i 1920’erne i ”Tysk mesterskab” og et tysk folk i moralsk og ideologisk opløsning, da sammenbruddet nærmer sig ved 2. Verdenskrigs afslutning i ”Den der bliver tilbage har ret”.

Birkefeld og Hachmeister skriver rammende og med insisterende intensitet om tiden i og omkring verdenskrigene i de to meget forskellige perioder i tysk historie. De gør brug af historiske begivenheder, citater fra taler og radioaviser og skriver velintegreret om teknologi, mode, musik og racetænkning og skaber således troværdige stemninger og billeder. Göran Hachmeister siger: ”Motorcykelløbene i ”Tysk mesterskab” er historisk korrekte, og en del af de medvirkende er også historiske personer. Og det er nogle meget voldsomme motorcykelløb. Det er en tid, hvor man prøver at opbygge et demokrati samtidig med en stigende voldeliggørelse af det offentlige rum, hvor politiske grupperinger tæver løs på hinanden. Tiden har karakter af at være en generalprøve på det, som kommer få år senere med nazismen, og den atmosfære har vi prøvet at skabe.” (Jakob Levinsen: Forfattersamtale med Richard Birkefeld og Göran Hachmeister fra krimimessen i Horsens. www.dr.dk, 2013-03-19).

I begge bøger er personerne fremstillet med den alvidende fortællers adgang til de mørke afkroge af personernes sind. Med en blanding af intense dialoger og en indre synsvinkel, der giver indsigt i personernes tankesprog og følelsesliv, fremstår de klart og levende i deres desperation efter at finde mening i den turbulente tid. Det er centralt for begge bøger, at personerne er realistisk fremstillet, men at ingen af dem fremstår som egentligt sympatiske. De er desillusionerede, forarmede og bliver alle indhentet af deres fortid, som det er umuligt at lukke øjnene for. De jagter hver især deres egen individuelle sandhed og retfærdighed, men mister dem selv, deres selvrespekt, moral og menneskelighed på vejen.

Forfatterskabet sætter fokus på den tyske version af nazismens udvikling og forførelsen af det tyske folk i vidt forskellige samfundslag. De to forfattere bidrager på indsigtsfuld vis til at sætte fokus på Tyskland og et tysk behov for at skrive historie og bearbejde den katastrofiske og traumatiserende fortid.

Richard Birkefeld og Göran Hachmeisters historiske krimier sammenlignes som oftest med den skotske krimiforfatter Philip Kerr, der har skrevet Berlin-noir-serien om enspænderen, privatdetektiven Bernhard Gunther. Bøgerne har udgangspunkt i Berlin og favner foreløbigt årene fra 1936-1955. Ligesom Kerr anvender Birkefeld og Hachmeister historiske personer, tegner stemningsfulde tidsbilleder og har masser af action og periodeatmosfære. Men Kerr placerer i højere grad detektiven – helten – i begivenhedernes centrum i den mere klassiske amerikanske hårdkogte krimiform. Birkefeld og Hachmeister har ingen hovedpersoner, man rigtig kan sympatisere med.

Efter årtusindskiftet er der set en stigende tendens til at fokusere på og undersøge tiden før, efter og omkring de to verdenskrige i Tyskland. Dette ses både i film, f.eks. i ”Der Untergang” (2004) og i krimigenren, hvor 1. og 2. Verdenskrig ofte har været kulisse for krimiplots, som det også f.eks. ses hos Arne Dahl og Jo Nesbø.