Beslægtede forfatterskaber

I beskrivelsen af det lille bysamfund samt de skæve og tragiske eksistenser er Ane Riels forfatterskab beslægtet med den engelske forfatter J.K. Rowling. Udover at have skrevet Harry Potter-bøgerne har J.K. Rowling under pseudonymet Robert Galbraith udgivet voksenromanerne ”Den tomme plads” og ”Gøgens kalden” – begge i spændings- og krimigenren. Både Rowling og Riel har en skæv tilgang til genren, og i en satirisk tone giver de plads til skarpe person- og miljøbeskrivelser.
En del af ”Slagteren i Liseleje” foregår i 1960'erne, hvor drengen Jørgen går i skole på 1960'ernes Frederiksberg, inden det blev forbudt for lærerne at benytte sig af fysisk afstraffelse. Beskrivelsen af den sorte skole og lærerstabens forskellige dæmoner bringer tankerne hen på Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår”. I stedet for Lektor Blomme fremskriver Ane Riel en homoseksuel gymnastiklærer, som nyder at kærtegne skoledrengenes numser, og en fysiklærer, som giver uvorne drenge elektrisk stød.
Udover krimigenren henviser bøgerne også til eventyrgenren. Handlingen i ”Bæst” foregår i en lille provinsby, som fremstår som et gammeldags og alligevel tidløst og universelt sted – akkurat som i mange eventyr. Mere konkret er den intertekstuelle reference til eventyrgenren i ”Slagteren i Liseleje” i kraft af de tre alkoholiske skæbner Hans, Christian og Andersen. I H.C. Andersens eventyr ”Klods-Hans” er Klods-Hans den mindste og mest ringeagtede af tre brødre, ligesom den lille og tavse grønlænder Hans i ”Slagteren i Liseleje” er den af de tre kammerater, som på trods af sin undselige karakter viser sig at være den klogeste. Æble-figuren er et andet motiv i romanen, som leder tanken hen på eventyret ”Snehvide og de syv små dværge” og den onde stedmor, som forgifter sin steddatter med et giftigt æble.
I forbindelse med udgivelsen af ”Bæst” nævner Ane Riel John Steinbeck som en inspirationskilde, blandt andet i skildringen af venskabet mellem Mirko og den naive Leon, der minder om venskabet mellem George og Lennie i Steinbecks ”Mus og mænd”. Hun fortæller, at det var midt i skrivningen, at hun pludselig opdagede Steinbeck i sin egen tekst: ”Skulle jeg så fjerne mig fra ham eller gøre noget andet, tænkte jeg. Er det farligt, at det pludselig minder lidt om ham? Eller skal jeg bruge ham? Jeg elsker Steinbeck, elsker hans universer og det meget visuelle i hans bøger, de vide horisonter, de svedige mænd i markerne, at der er højt til himlen - og så tænkte jeg, at jo, det er det, jeg har lyst til, nu bruger jeg ham sgu.” (Johannes Baun: Utilsigtede ondskaber. Weekendavisen, 2019-10-11).