Der var noget på én gang helende, dræbende og bevarende ved harpiksen, som betog Jens Haarder.”
Ane Riels anden roman ”Harpiks” fra 2015 foregår ligesom debutromanen i den danske provins, hvor alle kender alle, men hvor hemmelighederne samtidig hober sig op i det stille livs kulisser.
Pigen Liv vokser op på den fiktive ø Hovedet i en familie, der samler og har svært ved at smide noget ud, henter ting hos kroejeren i nattens mulm og mørke, og som hænger juletræet op i loftet, fordi der ikke er plads på gulvet. Efterhånden hober al ragelset – stjålet eller klunset – sig op i hjemmet, og familien lukker sig mere og mere om sig selv. Moren Maria æder sig stille og roligt mod sin egen undergang, mens hun bliver mere og mere tavs. Det er som om, hun har svært ved både at skille sig af med ordene og maden.
51958233
Imens går faren Jens ude i værkstedet, lærer sin datter at bygge ting og gå på jagt med bue og pil ude i skoven. Liv tilbringer sin barndom mellem granerne og vokser op i den tro, at andre mennesker er onde. Det har hendes far lært hende. Angsten for at miste og det ihærdige forsøg på at bevare er det gennemgående tema i ”Harpiks” og manifesterer sig konkret i familiens isolation, morens overspisning og farens samlermani. Men også i farens fascination af harpiksens mange egenskaber. Harpiks er bogen igennem et tilbagevendende motiv og et symbol på ønsket om at fastholde og bevare.
Som fortæller gengiver Liv de usædvanlige begivenheder i familien naivt og selvfølgeligt, som om det hører hverdagen til, at den døde farmor tilbringer julen sammen med dem i sin lænestol foran det svævende juletræ, eller at far lærer én at lave mumier med harpiks og bandager. Ligesom i sin debutroman arbejder Ane Riel med at portrættere og undersøge en virkelighed, som vendt på vrangen fremstår grotesk. Det er en Robin Hood-logik, som legitimerer Liv og hendes fars natlige udflugter til byen, hvor de kun tager, hvad de lige har behov for. Hjemmestrikket er også farens logik, når han fortæller sin datter, at det, der sker i mørket, hverken kan være eller gøre ondt. Det er disse groteske, men også rørende logiske kortslutninger, der skaber den melankolske og urovækkende stemning af, at noget er helt galt i den lille familie, og at rigtig og forkert og godt og ondt ikke længere er skarpt afgrænsede kategorier.