Klaus Rifbjerg har udgivet langt over 100 bøger, hvortil kommer film-, radio- og tv-manuskripter til diverse spil, som ikke alle er trykt. Han er ophavsmand til en af de mest læste og optrykte romaner i vor tid, Den kroniske uskyld (1958): historien om en ungdommelig trekant og dens fortrængte seksualitet. Titlen, som er blevet et bevinget ord, hentyder til den uskyld, der bliver livsfarlig ved at forlænges kunstigt. Den dramatisk-realistiske handling har flertydige dimensioner, der giver romanen mytens og eventyrets perspektiver.
Uanset om Rifbjergs værker læses meget eller lidt, vækker de altid opsigt, giver anledning til følelsesmæssige kommentarer og debat, tit til højst modstridende anmeldelser. Det gælder ikke mindst hans satiriske bøger, som aldrig lægger fingrene imellem, hvor det drejer sig om at navngive menings- og holdningsmodstandere, fx i romanen Marts 1970 (1970), hvor mange er nævnt ved eget navn. Endvidere i pamfletten mod sensationspressen: Du skal ikke være ked af det, Amalia (1974), i burlesken Det ville glæde (1989), en regulær nøgleroman om mediepampere, og i det lange essay Karakterbogen (1992), hvor han gør op med højrefløjens nemme triumferen over udviklingen i samtiden.
Satiren er en vigtig side af hans aktiviteter i offentligheden, og den har provokeret mange, da hans placering i systemet har været ganske magtfuld som journalist og kritiker ved bl.a. Information og Politiken, som redaktør sammen med Villy Sørensen af tidsskriftet Vindrosen i modernismens gennembrudsperiode 1959-63, som konsulent og i en syvårsperiode fra 1984 som litterær direktør for Gyldendal.
Store Klaus er blevet et begreb, som af let forståelige grunde er omgivet af hengivenhed og irritation. Hans sproglige udtrykskraft er fornyende i både polemik og poesi. Hvad angår det sidste, hans lyrik, er respekten for hans værk entydig og højlydt.