Livsalder

Kan man med et kronologisk gennemsyn af det samlede værk i dets forskellige genrer aflæse og genkende tiårenes temperatur, må man spørge til, om hans egen livsalder kan spores i den sene produktion gennem 1990’erne og henover årtusindskiftet, hvor han passerede de 70 år. Det blev fejret med 70 Epifanier (2001), en titel, han selv forklarer: ’Pludselig intensiv oplevelse, fx af det trivielle og banale’. Måske en formel for den lyriske impuls. Identiteten er tydelig nok gennem hele forfatterskabet, men med nye accenter, her bl.a. bevidstheden om døden langt ind i idyllen. Der er hele tiden kræfter på færde, som søger nedad, til stedet, stilheden, i en ligefrem, sproglig originalitet, der driver prosadigtets særlige måde i højden.

24540049

Det bliver en genre, han nu udvikler med udgangspunkt i Udenfor har vinden lagt sig (1984), hvor denne særlige kortform blev afprøvet – og snart blev adopteret af en ny generation digtere. Hans prosa har altid haft lyriske kvaliteter og forefindes nu som en lyrisk prosa i renkultur – eller som blandform, bl.a. i Sæsonen slutter (2003), tituleret ’digte’ og af ham selv også kaldt en roman for dens sammenhængs skyld, som tydeligvis er aldringens sanseliv. Afskedsstemning er der i genrens foreløbige højdepunkt, miniaturerne Mojácar (2004), scener fra Rifbjergs hus og landskabet i Andalusien, fotografisk klarlagt i liv og linjer. Både nærheden og fremmedheden ved bjergbyens folk, landskabets forvandling til moderne grimhed, detaljerne i vejr og lys og bevægelser står med en ejendommelig tegnagtig og reel klarhed, skærpet af bevidstheden om tabet og døden..