På utallige måder har han fortalt om sig selv, altid undervejs. Direkte og indirekte, selvbiografisk på alle fiktive niveauer, uden som sæben at opbruges med den vidende praksis, at barndommen er uudtømmelig. Og at manddommen er mangfoldig.
Det nye i selvopgørelserne løber ad to spor: de usædvanligt direkte og detaljerede erindringer, der vender indad, og de dagbogsagtige, udadrettede opgør. De sidste tog deres begyndelse allerede med den nævnte En udflugt, men kommer som en serie på fire ensudstyrede bøger 1992 og 2002 med en særlig sort typografi og titlerne Karakterbogen – som allerede er omtalt - Synderegistret, Facitlisten og Tidsmaskinen forfattet af ’et virrehoved’, en ’angergiven’, ’en gammel snyder’ og ’en rutsjebanefører’. Det kunne ligne en opsparet, muntert og frækt polemisk samfundskritik, efter hans år som litterær direktør på Gyldendal, idet han vedgår sin subjektivitet, sin rolle som satyr, nar, gøgler og kunstner.
Rifbjerg udviklede her en strømmende essayform, en lang, lang vejrtrækning, indåndinger af tiden og dens truende højredrejning og udåndinger af kulturradikal ræson. Protester mod protestantismens påtvungne syndsbevidsthed og paradoksale velsignelser af militarismen, karakterbogens og facitlistens tyranni, som han så vil afsløre i politik og medier og vækstideologi. Tidsmaskinens kværn maler hastigt og uforandret gennem de store katastrofer: 11. september 2001 fik tankerækken i gang i et forrygende debatindlæg, der sætter det dagsaktuelle i relief og adskillige medieaktører i gabestokken.
24880761
En regulær dagbog er Berlinerdage fra et ophold marts-maj 1995, i 50-året for sammenbruddet og befrielsen, der atter inspireret af stedet reflekterer over krig og fred og kunst. Den store stroppetur og det åbne orienteringsrum af politisk, litterær, international iagttagelse har meget konkret karakter, hvor heller ikke det personlige liv som antydet er tilsidesat.
Det koncentreres til gengæld i det andet spor i perioden, tre sammenhørende bøger 1998-2000: familieromanen Billedet, livsreportagen Sådan og bogen om, ’hvad der gjorde mest indtryk på mig i det tyvende århundrede’: Huset. Sidstnævnte er i samme udstyr som det store digt Camouflage fra de tidlige forfatterår og har egentlig samme emne og stof, barndomshjemmet, ligesom Amagerdigte, men nu i beskrivende klarsprogsprosa, hvor de materielle detaljer og elementer i ekstrem realisme synger sig sammen i et følelsesladet univers, næsten et digt: ”Lågen sad mellem to formstøbte dragere af cement, der buede svagt foroven”. Sådan kan et kapitel begynde, og der åbnes virkelig for en verden gennem intensive oplevelser af det banale, trivielle. Epifanier, Billedet har tydeligere fiktionsform med fortællingen om en familiefødselsdag registreret af drengen Morten. Slægten tropper op. Sådan leverer udtrykkeligt kendsgerningerne i hans liv gennem tres år, sandheden uden digt. Og nok kan genreforskellen mærkes, men også den samme fantasibårne skrivestil. Man skal ikke tro, at kilderne nu er udtrømt, eller at sandheden er entydig.
Tilbage at nævne er, at fiktionslysten er usvækket, demonstreret i hele tre følgende romaner. Regnvejr har atter en fest som ramme, vennernes besøg i Spanien hos den noget anløbne rejsebogsforfatter Karl Asferg – et gammelt satirisk dæknavn for Klaus Rifbjerg. Noget nær et hovedværk er i al sin korthed Nansen og Johansen. Et vintereventyr, ikke desto mindre rasende omstridt for sin frie omgang med den norske nationalhelt Frithiof Nansen og hans kaptajn på ’Fram’ under den store nordpolsekpedition. Tilsyneladende en dokumentarisk inddækket skildring, men det er en fri drøm om lykke og ømhed, en hjerteskærende længsel, der kvæles af kulde i et isnende menneskeligt drama.
Med eller uden hensigt lykkes det digteren at vække forargelse. Og det er ikke tilfældigt i ’tilfældighedsromanen’ Alea (2003), der over næsten 500 sider har kastet terningerne i en ny overdådig blandform af drillerier, vanvittige dialoger, fiktioner, kærligt forvreden poesi, syrede portrætter af de kendte og dem, der vil være kendte, inklusive figuren ’hr. Rifbjerg’. En vældigt udvidet version af den lidt ældre Divertimento i moll (1996) og Rapsodi i blåt. En mangefarvet komisk opera.
Humoren er en egenskab, Rifbjerg selv har understreget som bærende i hans værk og hele aktivitet. Han er ikke patetiker, ser helst tingene i radikalitetens tvelys. Han ynder rollespillet og fornyelserne, selv om han egentlig stædigt gentager sine grundoplevelser og er tydelig nok som person i sin insisteren på den overordnede kunstnerrolle – som satyren, der har det meste af verden som lege- og arbejdsplads, og det en verden, som tages såre alvorligt.