Ideerne til sine fortællinger får Ingvild H. Rishøi ofte fra brudstykker af samtaler, hun overhører. Hun fik inspiration til novellen ”Vi kan ikke hjælpe alle”, da hun en dag stod i et prøverum og overhørte, hvad der foregik i rummet ved siden af. Her snakkede en mor med sin lille pige, der havde tisset i bukserne, og de skulle købe et par nye underbukser til pigen. Det blev til en historie om en fattig mor, der mangler de sidste 20 kroner for at kunne købe sin datter et par rene underbukser: ”Jeg tror, jeg lægger mærke til sådanne bittesmå scener, fordi de kan være ladede med store ting. Alenemorens kærlighed til datteren ligger jo i det trussekøb. Når de store ting vises i helt konkrete småting, det er det, jeg synes, er spændende. Jeg prøver af og til nye ting af, men jeg har indtil videre ikke kunnet skrive store, episke romaner eller krimier med plot og sådan. Jeg arbejder hellere med trusser og småtterier.” (Hanne Mauno: Bragefølelsen. Dagsavisen, 2014-11-08. Egen oversættelse).
Om længden på sine tekster fortæller Ingvild H. Rishøi, at hun kun mestrer det korte format, og at en fordel ved at skrive noveller er, at man kan overskue hele teksten på en gang. Hun fortæller, at det bliver for kedeligt at skrive langt, og at hendes måde at arbejde med hver sætning på passer bedre til novellen end til romangenren: ”Novellen er et fantastisk sted at finpudse sin form. Men det hænder, det bliver for meget form og for lidt indhold. Selv læser jeg ikke for at studere form, men for at blive berørt.” (Jannie Schjødt Kold: Vinter er noget, vi kan miste. Weekendavisen, 2015-03-20).
Rishøi læser selv mange krimier for at aflure plot- og spændingsstrukturer, og barndommens eventyrinteresse afspejles også i hendes tekster. I slutningen af flere af hendes noveller kommer en tilfældig hjælper, der som en gæst fra et eventyr minder os om, at velfærdsstaten ikke samler alle op, og at vi derfor hver især har et ansvar for at tage hånd om hinanden. Rishøi oplever dog, hvordan folk i hendes nærmiljø i Groruddalen tager ansvar for hinanden, ”fordi vi bor tæt,” som hun siger (Mia Andersen: Historieskaperen. Groruddalen, 2014-12-01).
Sympatien ligger hos de mennesker, som har svært ved at rejse sig fra stolen eller gå udenom pubben. Alle har en grund til at handle, som de gør, og medmenneskelig omsorg og kærlighed kan lige præcis godt rumme næsten.
Rishøi portrætterer sine karakterer ud fra detaljer og lægger vægten på de små betydningsbærende forskelle. Klasseforskelle optegnes i detaljerne, som da Thomas overraskes af Live, der læser avis ved morgenbordet, hører NRK KLASSISK og foreslår at gå en tur i det fine vejr. Hun giver ham allernådigst to Panodiler, og han ”havde aldrig nogensinde taget færre end fire Panodiler” (s. 50). Novellerne tematiserer sociale skel og menneskers forskellige livsbetingelser i en erkendelse af, at man ikke altid selv er herre over sit liv og sine muligheder.
I sprækker i det klare sprog finder formuleringer fra behandlingssystemet vej. Mørke rande under øjnene er udtryk for ”lav kompetence i egenomsorg” (s. 106), og karakteren har både sin egen og sin sagsbehandlers formuleringer på tungen. På den måde er der hele tiden to blikke på en situation.
Gennem teksterne optræder der mange fraværende og ustabile mødre, og mennesker der forsvinder ind i sig selv i enten sygdom, ensomhed eller misbrug.