Historien om fru Berg

Citat
”Så svømmer han. Jeg kan mærke strømmen i vandet mod kroppen. Jeg flyder lige over hans ryg, og jeg kan mærke i hele min krop at jeg er hans bror, jeg kan mærke at han trækker vejret en ekstra gang for mig./ De første år af mit liv er det kun sommer.”
”Det som lyser”; ”Historien om fru Berg”, s. 75.

Ingvild H. Rishøis første bog på dansk, ”Historien om Fru Berg” fra 2011 (”Historien om fru Berg”, 2013) består af fem noveller af varierende længde. Titelnovellen handler om en lille pige, der på sin fødselsdag står forstenet foran køkkenvinduet og venter forgæves på sin mor, der har lovet at komme. Pigen har tidligere fået hamsteren Fru Berg af sin mor, og da hun en dag finder den død, giver hun sig selv skylden: Hun har glemt at fortælle mor, at en hamster skal have vand. Barnets ansvarsfulde og naive refleksion tegner konturerne af morens svigt. Ikke kun pga. den døde hamster, men som et rungende fravær og en sorg over at blive forladt af en ustabil mor i en skilsmisse.

En fysisk lighed med Janis Joplin får i ”The life and death of Janis Joplin” en pige til at give sig hen til Joplins musik uden at kunne forstå teksterne. I stedet for at gå i skole får hun job som gartner på en kirkegård, hvor hun lurer på en tavs mandlig kollega. Der lægges an til en kærlighedshistorie mellem to, og der tegnes et næsten komisk billede af et par inkompetente sagsbehandlere ved kommunen.

50678806

Den lysende bille sankthansorm er et genkommende motiv i novellerne. Hunnen lyser om natten for at tiltrække hannerne, men når den holdes tæt i en lille barnehånd, brænder den og efterlader ar. Novellen ”Mine piger” handler netop om en mand, der drages af lysende kvinder, der ender med at brænde op eller brænde ham (af).

”Det som lyser” er en jegfortælling om en lille dreng, der som femårig lærer at svømme i elven på ryggen af sin storebror Rickard. Senere ser han sin bror forsvinde ind et indre virvar, mens han selv forsøger at forstå verden omkring sig. Det, der de første år af drengens liv var en evig sommer, bliver til en mørk og tung tid, og novellen slutter med et konstaterende spørgsmål: ”… og min bror er væk, hvordan skal det nu gå med mig.” (s. 94).

Det, der lyser, fortærer os, og kærligheden som lys, der kan aftage eller slukke, er et centralt tema i samlingen. Mennesker kan vende sig indad i sorg eller sygdom og på den måde ufrivilligt vende sig væk fra dem, der har allermest brug for dem.

Flere af novellerne har et kriminalistisk afsæt, og der foregår en masse, som ikke bliver fortalt. Fortællerstemmen er lagt hos både børn og voksne, kvinder og mænd, så familielivet og kærligheden anskues fra alle sider.