I 2014 udkom Ingvild H. Rishøis ”Vinternoveller” (”Vinternoveller”, 2015), der består af tre noveller. I den korte ”Vi kan ikke hjælpe alle” er en ung mor og hendes femårige datter Alexa på vej hjem fra børnehave. Alexa har – igen – tisset i bukserne og fryser i regnen, men de har ikke råd til at tage bussen hjem. Moren har på Alexas opfordring givet en tyver til en narkoman på gaden, og da de står i prøverummet i centret for at prøve nye underbukser, har de derfor ikke penge til at købe dem. Den jegfortællende mor falder sammen på taburetten i refleksion over, hvor dårlig en mor hun er, og hvor uansvarlig Alexas far er, og gennem tilbageblik til morens barndom åbnes for de nedarvede være- og talemåder, som man ikke kan flygte fra. Stilen er gentagende, og man følger morens tanker i de lange, associerende sætninger.
51674324
I ”Den rigtige Thomas” er jegfortælleren Thomas lige kommet ud efter 18 måneder i fængsel, og han gør sig klar til at få besøg af sin søn Leon for første gang. Han skal bare lige købe en hovedpude til ham først. Da han ikke kan svare på nogen af ekspedientens velmenende spørgsmål om ”Dun, fjer eller syntetisk?”, ”Høj, lav eller medium?” og det værste: ”Hvor gammel er din søn?”, vælter han ud af butikken, ædende sin vrede og frygt. Den nærmeste pub lokker ham ind med kolde øl og varme Vibeke, der har god tid. Hele tiden har han fængselspsykologens konstruktive stemme kørende i hovedet, når han bliver usikker.
I ”Søskende” følger man et umage søskendepar: Mikael på fire, Mia på syv og Rebekka på 17. De har tre forskellige fædre og en ustabil mor, og med Børneværnets trussel om tvangsflytning stikker Rebekka af med de små børn til en hytte på fjeldet. Men turen er lang og kold, de små ben kan ikke gå i sneen, og først da en bil tager dem op, lyser håbet. Rebekka gør alt, hvad hun kan, for at passe på sine søskende, men alligevel er det hele lidt forkert.
Novellerne skildrer eksistenser, som ikke har de fornødne kræfter til at ændre på deres hverdag. De har drømme og gode intentioner, men hverken penge, overskud eller modenhed nok til at gøre det, de helst vil. De er fanget mellem deres faktiske muligheder og deres forestillinger, mellem selvindsigt og andres dømmende blikke. Normalitetsbegrebet kan ikke rumme dem, selvom de bare gerne vil indgå i den store bløde mængde, der er normal.