Rune T. Kidde som voksen

Efter studentereksamen arbejdede Rune videre med sine tegninger og var med til at præge det begyndende danske tegneseriemiljø. Han flyttede til København i 1978 for at være tættere på kollegerne og forlagene og blev i 1982 gift med forlagsredaktør og afspændings-pædagog, Marianne Sørensen. I 1978 var han medstifter af kollektivforlaget Balder & Brage, og i 1980 fik han ’officiel’ debut med tegneseriealbummerne Man siger så meget og Rune T. Kidde. Senere var Rune også med til at starte de to danske tegneserietegnestuer Gimle og Tegneserieværkstedet.

28902298

Gennem det meste af sin karriere har Rune været meget produktiv og har spredt sig over mange forskellige områder: Han har været tegner og skribent, blandt andet i Ekstra Bladet, Politiken og Svikmøllen, redaktør på Interpresse og free-lance programtilrettelægger for Danmarks Radio. Derudover har han været aktiv i Dansk Forfatterforening. I 2000 startede han på teologistudiet på Københavns Universitet. Rune T. Kidde blev sidst i firserne blind efter en sukkersyge han havde haft siden sin barndom.