Påvirkninger

Rune T. Kidde fik allerede i 1970 offentliggjort sin første tegneserie på Politikens børneside, Kængu-posten. Den hed Sherif Star og var begyndelsen til en større produktion. I 1975 stiftede han ’Folkebevægelsen for W. C. Fields’ og udgav medlemsbladet Fields´isten. På den måde kom han i kontakt med Dan Turèll, og de skrev kort og breve og sendte frieksemplarer til hinanden hvilket betød meget for Rune.

Piet Hein besøgte også Rune i hans lille lejlighed på Frederiksberg og signerede en bog til ham med grukket: Gro i ro, lær af træer. Rune T. Kidde gror imidlertid ikke i ro, og han siger selv at det kreative brænder så stærkt i ham at han til tider har været ved at tage billetten. Han har lidt af både angst og depressioner og mener selv at det er humoren og historierne der har givet ham kræfterne til at komme igennem.

Rune udgav allerede lige efter studentereksamen sit eget undergrundsblad med tegneserien Blomstrende Spaghetti. I årene efter udkom udkom Fuglene, Historien om de kæmpestore bryster og digtsamlingerne Gjort Bedre Før og La i Slæk Foneide - sidstnævnte på et ’glemt’, ikke-eksisterende sprog, som Rune opfandt til lejligheden. Man kan se en klar linie fra disse tidlige værker til de ’litterærlige klassikere’ og hans andre tegneserier - fantasien, de skæve vinkler og evnen til at se virkeligheden på en anden måde. Man kan let komme til at tænke på en Storm P. i nutidig forklædning.