Robert Musils hovedværk ”Manden uden egenskaber” er et af den litterære modernismes hovedværker og et af det 20. århundredes vigtigste tysksprogede værker. Den sammenlignes derfor ofte med andre af den litterære modernismes hovedværker: James Joyces ”Ulysses” og Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”. Samtidig placerer romanen sig som nævnt ovenfor i genren det spirituelle essay med dens mange essayistiske ekskurser. Andre vigtige repræsentanter for denne genre er Thomas Manns ”Trolddomsbjerget” og Hermann Brochs ”Søvngængerne”.
De mange filosofiske ekskurser, der er i ”Manden uden egenskaber”, trækker især på samtidens store filosofiske tænkere, mest kendt er Friedrich Nietzsche. ”Manden uden egenskaber” er samtidig en undersøgelse af det nihilistiske filosofiske standpunkt, hvor alle værdier er lige meget værd og intet derfor er noget værd. Af samtidige tysksprogede, modernistiske romaner er værd at nævne Alfred Döblins ”Berlin, Alexanderplatz” fra 1929, som bruger nogle skæbner i Berlin som mikrokosmos for en samtidsanalyse. Endelig kan man trække tråde til Franz Kafka, som på samme måde som Musil bruger absurdisme og ironi til at fortælle sine historier.