”Nachlaß zu Lebzeiten” fra 1936 (”En levendes efterladte papirer”, 2001) er en kortprosasamling, udgjort af skitser og eksperimenter fra Musils hånd. I Musils eget forord til samlingen skriver han om digteres efterladte papirer, der har ”en mistænkelig lighed med ophørsudsalg”, men trods det oplever en popularitet, da det er sidste gang, digteren lægger beslag på sin læser. For at forhindre noget lignende udgiver Musil selv sine efterladte papirer. I virkeligheden drejede det sig vist også om at få en indtægt, da Musil ikke oplevede nogen kommerciel succes med sine værker, heller ikke med hovedværket ”Manden uden egenskaber”.
23329468
Værket er opdelt i fire dele. Første del ”Billeder” består af 14 små skitser eller observationer på 1-2 sider, nogen gange i form af prosadigte. Her er bl.a. en sjov historie om en flues kamp mod fluepapirets klister i bogens åbningshistorie ”Fluepapiret”. Bogens anden del, kaldet ”Uvenlige betragtninger”, er en slags essays med forskellige betragtninger. Der er observationer om tyskernes kærlighed til naturen, kunst og kitsch, offentlige monumenter, folks behov for at sende postkort mm. Tredje del hedder ”Historier der ikke er historier”, der bl.a. indeholder kimen til hovedværket ”Manden uden egenskaber”, en lille historie betitlet ”Et menneske uden karakter”.
Bogens fjerde og sidste del er en længere historie kaldet ”Solsorten”, en meget personlig historie om to barndomsvenner og fortællerens krigserfaringer og morens død. Her lykkes det Musil at kombinere den fantasifulde og den analytiske side af sig selv, og teksten er samlingens stærkeste og mest personlige.
”En levendes efterladte papirer” er præget af den samme ironiske tone der præger mange af ekskurserne i ”Manden uden egenskaber”. Dog er historierne langt mere absurde, fabulerende og legende end hovedværkets meget komprimerede og gennemarbejdede tekst. Det gør også samlingen til Musils mest tilgængelige og en god introduktion til forfatterskabet.