Robert Musil beskæftigede sig primært med prosa men skrev også teaterstykker og journalistik. Et af hans temaer er forholdet mellem erotisme og sjælelig transcendens, hvilket er et af hovedtemaerne i novellesamlingen ”Tre kvinder”. Musil var yderst civilisationskritisk, hvilket han oftest udtrykte på ironisk eller satirisk vis, og han hudflettede sin samtids intellektuelle for deres dumhed på sin sædvanlige lakoniske, humoristiske vis. Musil var selv ikke-troende men havde en stor interesse i religion og mysticisme, hvilket han også inkorporerer i både ”Manden uden egenskaber” og ”Disciplen Törless’ forvirringer”.
Musil havde selv en videnskabelig baggrund som ingeniør, ja hans baggrund var primært teknisk frem for litterær. Den præcision og grundighed, der hører sig til det naturvidenskabelige arbejde, tog han i høj grad med sig over i sit forfatterskab. Formmæssigt, hvor han arbejdede med en utrolig præcision i sine sætninger, men også på indholdssiden, hvor et grundlæggende tema hos ham er tiltrækningen og frastødelsen af det videnskabelige rationale vilkår.
Genremæssigt kan man placere ”Manden uden egenskaber” i, hvad der nogle gange kaldes den intellektuelle roman eller det spirituelle essay, foruden at placere den i den litterære modernisme (ofte er de to genrer sammenfaldende). Musils værk er nok den stærkeste repræsentant for denne genre, ja hele bogen med dens små, humoristisk betitlede kapitler, kan læses som en lang essaysamling. Essayet tager sin form og metode fra videnskaben og dens emne fra kunsten, som Musil selv skriver, og bliver derfor den perfekte syntese for forfatteren.