Manden uden egenskaber

Citat
”Det er ikke vanskeligt at beskrive denne toogtrediveårige mand, Ulrich i grundtrækkene, skønt det eneste han ved om sig selv er, at han ville have lige kort og lige langt til alle egenskaber, og at de alle (…) på ejendommelig vis er ham ligegyldige”.
”Manden uden egenskaber 1”, s. 163.

Robert Musils hovedværk ”Der Mann ohne Eigenschaften” (”Manden uden egenskaber”, 1994) er en ordentlig sag på omkring 1700 sider, alt efter udgave. Musil startede med at skrive på den i 1921 og fortsatte frem til sin død i 1942. Værket finder sted i Wien i 1913 i det Østrig-ungarske dobbeltmonarkis sidste dage. Værket har en ydre handling, selvom det primært handler om ideer og filosofi.

Man følger den 32-årige matematiker Ulrich, manden uden egenskaber. Han har opgivet at forsøge at blive en stor, særlig mand og vil i stedet bruge et år på at finde ud af, hvad hans egenskaber dur til. Han bliver involveret i fejringen af den Østrig-ungarske kejser Franz Josephs 70-års tronjubilæum i 1918. Aktionen skal hylde freden og fremgangen i kejserriget men bliver ironisk nok en vej til krig og kejserrigets kollaps under Første Verdenskrig. Romanen analyserer nogle af de politiske og kulturelle processer, der bidrog til Første Verdenskrigs udbrud, samtidig med at den tegner et billede af det psykiske landskab i den fredsommelige periode før Verdenskrigens udbrud, med repræsentanter fra politikerstanden, kunstnermiljøet og adelsstanden.

Men handlingen er som sagt kun et groft skelet, hvorfra Musil konstant bevæger sig ud i essayistiske ekskurser, ofte af filosofisk art, hvilket gør værket svært tilgængeligt. Det er især overgangen fra det traditionelle storborgerlige samfund til det moderne massesamfund, og spændingen mellem individ og samfund, som denne overgang medfører, der optager Musil. Han skildrer også den voksende amerikanisering af europæisk kultur, som medfører en voksende rationalisering af rum og tid gennem tekniske forbedringer.

Musils tone er præget af ironi og satire. Alene titlen varsler allerede om den ironiske, skæmtende tone, der slås an i værket og understøttes af kapiteltitlerne, som f.eks. ”Et kapitel, som kan springes over af enhver, der ikke har nogen særlig mening om beskæftigelsen med tanker”. I værket er en fremhævet fortællerstemme, som nogen gange henvender sig direkte til læseren og gør grin med karaktererne og peger på værket som fiktion. Alle metafiktive træk. Romanen er en af de vigtigste tysksprogede romaner fra det 20. århundrede og er en af de vigtigste repræsentanter for den litterære modernisme.