Marilynne Robinson er vokset op i en lille by i Idaho, der minder meget om byen Fingerbone fra hendes gennembrudsroman “Hus og Hjem”. Hendes far arbejdede med tømmer, og de første mange år af Robinsons liv blev tilbragt i den vilde natur. Noget, der med hendes egne ord har haft en stor religiøs indvirkning på hende. Hendes forældre var dog ikke videre religiøse, men for Robinson kom interessen i teologi helt naturligt. “Det var som en fisk i vandet. Det var helt naturligt for mig.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).
Som barn læste hun alt, hvad det lokale bibliotek kunne byde på, og senere tog hun en Ph.d. i engelsk på University of Washington i Seattle. Hun gik ikke særligt op i, hvilken karriere, hun skulle få, for som hun siger: “Jeg har aldrig været ambitiøs på den måde, som det er meningen, at man skal være ambitiøs. Hvilket er en kæmpe hjælp, hvis man gerne vil skrive.” (Emma Brockes: A Life in Writing: Marilynne Robinson. Guardian, 2009-05-30).
Det var, mens hun skrev på sin afhandling, at hun påbegyndte sin første roman, fordi hun, som hun siger, blev optaget af at skrive “udvidede metaforer”. De udvidede metaforer udviklede sig til romanen “Housekeeping”, som Robinson ved et tilfælde viste til en ven, som derefter sendte den til sin agent. Til Robinsons store overraskelse blev romanen udgivet, og “Housekeeping” (1980) blev hurtigt betragtet som en klassiker i amerikansk litteratur.
Først 24 år senere kom hendes næste roman, “Gilead”, men Robinson har i mellemtiden beskæftiget sig med mange andre ting. Hun underviser på en af de ældste og mest anerkendte skriveskoler i USA: the Writers’ Workshop på University of Iowa. Og så har hun skrevet indtil flere nonfiction-bøger om nogle af de emner, der interesser hende. Senest “Absence of Mind: The Dispelling of Inwardness from the Modern Myth of the Self” (2010), som omhandler mødet mellem videnskab og tro; et af de emner, der optager Marilynne Robinson allermest.
Robinson er fraskilt og mor til to voksne drenge. I dag bor hun i Iowa City, hvor hun underviser, og de lokale ser hende ind imellem gå tur med hunden med hovedet begravet i en bog af Thoreau eller Melville.