Rasmus á Rógvu er vokset op på Færøerne, og hans navn kan udtales ”Rasmus au rougvøh”. På Færøerne havde hans forældre en købmandsbutik, og moderen var desuden smørrebrødsjomfru. Øerne var et for beskyttet miljø for Rasmus á Rógvu: ”Mine forældre havde en teori om, at hvis man flyttede til Færøerne så blev man fri for alt det farlige: stoffer, hærværk osv. Det gjorde jeg naturligvis oprør imod,” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07).
Rasmus á Rógvu blev født på Frederiksberg og rejste fra Færøerne tilbage til Storkøbenhavn som 16-årig, omkring år 2000. Her gik han på musikhøjskole og arbejdede i Jysk Sengetøjslager, var afrydder, postbud og lignende. Efter nogle år blev han elev på et tekstværksted på en produktionsskole og søgte herefter ind på Forfatterskolen. Han blev optaget i 2006 og studerede sammen med Christel Wiinblad, Christian Bjoljahn, Ida Marie Hede, Ina Christensen, Jonas Exofanis Suchanek, Marie Kudahl, Simon Tolsgaard og Signe Brønserud. De dimitterede fra Forfatterskolen i 2008. Skolen nuancerede Rasmus á Rógvus forhold til litteratur: “Jeg nyder bare at læse og skrive. Før skolen skrev jeg mest, så jeg vidste, at jeg levede, og der skete noget. Nu nyder jeg det,” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07).
I 2011 debuterede han med romanen ”Skuffen og Skeden” på Gyldendal og forlaget informerer, at han er ved at afslutte endnu en roman.