Rasmus á Rógvu

Rasmus á Rógvu er vokset op på Færøerne, og hans navn kan udtales ”Rasmus au rougvøh”. På Færøerne havde hans forældre en købmandsbutik, og moderen var desuden smørrebrødsjomfru. Øerne var et for beskyttet miljø for Rasmus á Rógvu: ”Mine forældre havde en teori om, at hvis man flyttede til Færøerne så blev man fri for alt det farlige: stoffer, hærværk osv. Det gjorde jeg naturligvis oprør imod,” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07).

Rasmus á Rógvu blev født på Frederiksberg og rejste fra Færøerne tilbage til Storkøbenhavn som 16-årig, omkring år 2000. Her gik han på musikhøjskole og arbejdede i Jysk Sengetøjslager, var afrydder, postbud og lignende. Efter nogle år blev han elev på et tekstværksted på en produktionsskole og søgte herefter ind på Forfatterskolen. Han blev optaget i 2006 og studerede sammen med Christel Wiinblad, Christian Bjoljahn, Ida Marie Hede, Ina Christensen, Jonas Exofanis Suchanek, Marie Kudahl, Simon Tolsgaard og Signe Brønserud. De dimitterede fra Forfatterskolen i 2008. Skolen nuancerede Rasmus á Rógvus forhold til litteratur: “Jeg nyder bare at læse og skrive. Før skolen skrev jeg mest, så jeg vidste, at jeg levede, og der skete noget. Nu nyder jeg det,” (Maria Skov: 'Vi er inspireret af tosser'. Information, 2008-31-07).

I 2011 debuterede han med romanen ”Skuffen og Skeden” på Gyldendal og forlaget informerer, at han er ved at afslutte endnu en roman.

Rasmus á Rógvus debutroman fra 2011 er på små 168 sider, og den markerer sig straks med sin obskøne titel ”Skuffen og Skeden”. Romanen er en surrealistisk fortælling, der følger eftersøgningen af et forsvundet kærestepar ved navn Skuffen og Skeden. Eftersøgningen følger man via jeg-fortælleren Kost, som både er fordrukken, selvdestruktiv og socialt akavet, hvor han ”støder ind i mennesker”. Kost har følgeskab af parret Forde og Lea i eftersøgningen, som begge ligeledes tangerer det subsistensløse og alkoholiske.

På sin forvirrende mission kommer Kost forbi flere barer og ud for mange mærkelige og voldelige hændelser, som alle udfordrer læserens håb om en ren og retlinjet fortælling. Kost bliver slæbt med hjem af den sexhungrende og kræftsyge Gila, der med sit ”Kom ind og knep mig” får den sortseende Kost til at konkludere, at ”Pikken ville komme i klemme. Alting ville komme i klemme. Jeg svarede ikke.” (”Skuffen og Skeden”, s. 54). Kost prøver videre i romanen at forstå den patetiske figur Grib, som ringer med en klokke på en bakketop og bidrager med sit ”Lidenskab! Lidenskab! Lidenskab!”. Til sidst ender Kost med at stjæle en bil fra et trafikulykkessted, i fuldskab tæske en skyggeagtig person uden identitet og ved endestationen udbryde ”ingen mening, ingen rytme, ingen årsag, intet budskab,” (”Skuffen og Skeden”, s. 163). Linjen opsummerer fint værkets tomhed og manglende masterplan og plot. Fra disse absurde brudstykker drejer romanen, på sine sidste fem sider, tilbage på et trekantsdrama mellem Kost, Lea og Forde. Og dette uden at man som læser får svar på Skuffen og Skedens forsvinden.

”Skuffen og Skeden” er ikke en ensidet oplevelse. På en måde er romanen et formeksperiment tilhørende sproget og udfordringen af det danske sprog. Til dette aspekt hører de surrealistiske, poetiske og legende passager, som udfordrer narrativet – en modsætning til f.eks. krøniker og historiske romaner. Derudover er værket en kriminalroman med socialrealistiske tendenser, som man ser dem i den skandinaviske krimi – typisk kendetegnet ved en efterforsker, som er menneskelig og sårbar. Socialrealismen underbygges blandt andet af alkoholisme og fattigdom hos eftersøgningsholdet, den kræftramte Gila og hendes sexlyst, trafikuheldet samt scenen, hvor Kost giver alkohol til børn.