Rasmus á Rógvus debutroman fra 2011 er på små 168 sider, og den markerer sig straks med sin obskøne titel ”Skuffen og Skeden”. Romanen er en surrealistisk fortælling, der følger eftersøgningen af et forsvundet kærestepar ved navn Skuffen og Skeden. Eftersøgningen følger man via jeg-fortælleren Kost, som både er fordrukken, selvdestruktiv og socialt akavet, hvor han ”støder ind i mennesker”. Kost har følgeskab af parret Forde og Lea i eftersøgningen, som begge ligeledes tangerer det subsistensløse og alkoholiske.
På sin forvirrende mission kommer Kost forbi flere barer og ud for mange mærkelige og voldelige hændelser, som alle udfordrer læserens håb om en ren og retlinjet fortælling. Kost bliver slæbt med hjem af den sexhungrende og kræftsyge Gila, der med sit ”Kom ind og knep mig” får den sortseende Kost til at konkludere, at ”Pikken ville komme i klemme. Alting ville komme i klemme. Jeg svarede ikke.” (”Skuffen og Skeden”, s. 54). Kost prøver videre i romanen at forstå den patetiske figur Grib, som ringer med en klokke på en bakketop og bidrager med sit ”Lidenskab! Lidenskab! Lidenskab!”. Til sidst ender Kost med at stjæle en bil fra et trafikulykkessted, i fuldskab tæske en skyggeagtig person uden identitet og ved endestationen udbryde ”ingen mening, ingen rytme, ingen årsag, intet budskab,” (”Skuffen og Skeden”, s. 163). Linjen opsummerer fint værkets tomhed og manglende masterplan og plot. Fra disse absurde brudstykker drejer romanen, på sine sidste fem sider, tilbage på et trekantsdrama mellem Kost, Lea og Forde. Og dette uden at man som læser får svar på Skuffen og Skedens forsvinden.
”Skuffen og Skeden” er ikke en ensidet oplevelse. På en måde er romanen et formeksperiment tilhørende sproget og udfordringen af det danske sprog. Til dette aspekt hører de surrealistiske, poetiske og legende passager, som udfordrer narrativet – en modsætning til f.eks. krøniker og historiske romaner. Derudover er værket en kriminalroman med socialrealistiske tendenser, som man ser dem i den skandinaviske krimi – typisk kendetegnet ved en efterforsker, som er menneskelig og sårbar. Socialrealismen underbygges blandt andet af alkoholisme og fattigdom hos eftersøgningsholdet, den kræftramte Gila og hendes sexlyst, trafikuheldet samt scenen, hvor Kost giver alkohol til børn.