I Henriette Rostrups persongalleri findes typer og mange af slagsen, men bedst som vi tror, vi skal placere dem i en bestemt kasse, afdækkes en uventet facet i deres personlighed, og de bliver med ét deres egne. Der er flere stærke kvinder, hvis styrke viser sig at være skrøbelig. Gennem disse kvinder tager Rostrup bl.a. op, hvordan man som kvinde og som menneske påtager sig nogle bestemte roller, som man, ikke mindst af sig selv, forventes at leve op til for at ”lykkes”. Hun udfordrer middelklassens konstruktioner om selvkontrol og normalisering i karakterer som den velfungerende og vellidte lokalpolitiker Benedicte i ”Skygger”, der på kort tid slår revner i både kernefamilieliv og karriere eller med den identitetssøgende og lyssky nomadeoprører Jewel Temper, der i ”Det år vi gik til begravelser” fortæller om, hvordan kernefamilien fra begyndelsen er en løgn.
I ingen af sine bøger er Rostrup bange for det stærkt dramatiske, og i flere historier går børn igen som ofre for en brutal verden. Som i novellen ’Grusomme historier om børn’ fra debuten ”Afkom”, hvor en kvinde samler på mordhistorier om børn, i ”Skygger” hvor vi i detaljer får beskrevet mordet på en ung pige, samt i hendes seneste bog, hvor hovedpersonens far fortæller grusomme historier om druknede og forsvundne børn fra sin ture på politipatrulje.
Rostrup har et nøgternt og simpelt sprog, men hvor beskrivelser af omgivelserne altid sætter en klar ramme for det, der fortælles. Vi befinder os altid i et særligt miljø, ofte i storbyen, hvor beskrivelserne af de steder, hvor karaktererne udfolder sig, rækker ud over de personlige fortællinger for at sige noget om det samfund, de befinder sig i. I deres neuroser ligger en kommentar om noget større. Som eksempel fortæller Rostrup om det evige trusselsbillede i risikosamfundet, som også ofte får plads i hendes historier: ”[…] vi bliver hele tiden gjort ansvarlige for vores eget liv, og vi tror, vi kan helgardere os: Hvis du bliver kørt ned og får en hjerneskade, er det, fordi du ikke kørte med cykelhjelm. Hvis dit barn er autistisk, er det, fordi du ikke lever som en kernesund familie. Og hvis du lider af barnløshed, eller hvis du får kræft, er det, fordi du ikke tænker positivt. Vi får en fornemmelse af, at al ulykke kunne være undgået, hvis blot vi havde været ansvarlige nok, og det kan jo lamme folk fuldstændig,” (Lotte Kirkeby Hansen: Trusselsbilleder fra nær og fjern. Information, 2008-09-18).
Om sin inspiration fortæller Rostrup selv, at hendes karakterer kan opstå når som helst: ”Der findes historier alle vegne, og sommetider føles det næsten, som om jeg bombarderes med fortællinger. Når jeg for eksempel er ude at rejse, er jeg sommetider decideret nødt til bevidst at slukke for min radar, fordi man i et lukket rum som flyveren, toget eller bussen er omgivet af folk, som man har rigtig lang tid til at betragte og derfor kan digte med på deres historier. Begyndelsen til en historie kan opstå ud fra en håndbevægelse eller et blik mennesker imellem.” (Litteratursiden.dk: Henriette Rostrup).