Henriette Rostrup

Henriette Rostrup er født i 1970 og opvokset på Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sin mand Stephan Grabowski og deres to børn. Den mangefacetterede og kulørte forskellighed, som hun skildrer med sine bøgers karakterer synes netop at komme fra en opvækst på 1970’ernes Nørrebro: ”Dengang var der flere narkomaner og drankere, og de var lige rundt om hjørnet, i ens baggård og ved busstoppestedet. Så som barn oplevede man, at folk lever mange forskellige liv, og at de ikke alle er lige rosenrøde og homogene, og det er sundt, tror jeg,” fortæller hun (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

I en periode arbejde Rostrup i forlagsbranchen i New York, hvor hun blandt andre spottede forfattere som Jonathan Safran Foer i sit virke som litterær agent. En verden som hun har hentet inspiration fra til romanen ”Det år vi gik til begravelser” (2015), som delvist foregår på Manhattan. Men som Rostrup selv siger, skriver hun om et kvarter, der ikke findes længere: ”Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” fortæller hun (Isabel Rosado: Forfattermøde med Henriette Rostrup. Isabelrosado.com, 2015-10-29).

Med sin daglige plads ved tasterne fortæller Rostrup, at hun har fundet en særlig ro i rollen som forfatter: ”[…] jeg blev forfatter, fordi jeg egentlig helst vil være i fred med mine historier. Og da jeg debuterede som forfatter, glædede jeg mig mest til, at jeg nu havde et alibi til at være sær. Fordi det følger med forfatterrollen, at man godt må være lidt sær. Det har jeg altid været, men nu havde jeg et alibi og kunne sige, ’tak for en hyggelig aften, men nu skal jeg hjem og skrive”. (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

Rostrups debut, novellesamlingen ”Afkom” (2007), rummer ti skæbnesvangre fortællinger om enlige individers menneskelige afsavn. Alle er de mørke fortællinger, præget af ensomhedens stille vanvid og enkelte med meget dramatiske udfald.
Titelnovellen ’Afkom’ hvisker et gennemgående tema i samlingen om familiens fald og de familiære relationers sammenbrud. I ’Afkom’ fortæller en kvinde om sit mislykkede forsøg på at redde en fugleredes uudklækkede dueæg. Det bliver en kamp, hvor hun kæmper med modstridende følelser om ængstelse og fascination, væmmelse og omsorg, mens æggene langsomt går i forrådnelse. I forsøget på at redde duens ufødte unger tænker hovedpersonen tilbage på den undulat, hun som barn fik af sin tante, som havde opkaldt den efter sin afdøde søn Rasmus. Ingen forklaring følger, og man får her en idé om, at de maternelle neuroser, der på overfladen er lette at spotte hos novellens fortæller, udspringer af en særlig personlig historie og opvækst, man kun kan gætte sig til.

26750652

I en anmeldelse af samlingen lægger Anders Juhl Rasmussen mærke til to tydelige fortællestrategier: ”[…] den ene er den overraskende vending i fortællingen mod et dramatisk punkt, den anden er den tvetydige beskrivelse af et fænomen. I novellen ”Under puden” er den tvetydige beskrivelse af, hvad der enten er politibetjentens revolver eller kønsorgan selve omdrejningspunktet.” (Anders Juhl Rasmussen: Debutanter myldrer frem. Kristeligt Dagblad, 2007-08-30).

Tilsløring af hovedpersonernes motiver bruger Rostrup i flere af novellerne, hvilket driver dem fremad og gør hver lille fortælling til et mysterium, man søger at finde svaret på. Men da man kun enkelte steder får et svar, efterlader samlingen til slut læseren med en ufuldstændig, hul følelse, og karaktererne står tilbage som silhuetter af potentielle og realistiske menneskeskæbner, som lever videre i kraft af deres ufuldendte historier. Rostrup har fat i det inderste og mørkeste af sindets afkroge og udforsker i et simpelt, refererende sprog, hvordan ekstremer i almindelige menneskers relationer til hinanden kan danne afsindige sindstilstande.