Henriette Rostrup
Foto: Turbine

Henriette Rostrup

stud.mag. Nicoline Siebken Skandov, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
Henriette Rostrup
Foto: Turbine
Main image
Rostrup, Henriette
Foto: Politikens forlag

Indledning

Der ruskes i remmene i Henriette Rostrups fortællinger, og man væmmes, forarges og forskrækkes ikke sjældent af hendes karakterers påfund. Under dramatiske begivenheder, hvor børn ofte ser til eller er direkte ofre, udforsker hun de nære, familiære relationers brodne kar og de historier, der ligger bag dem. Med hovedpersoner, der ofte er upålidelige og utilregnelige, er fortællingerne ligeså ofte drevet af de personlige narrative udforskninger, som de er af spændingen og forløsningen af de dramatiske plot.

 

54700091

Blå bog

Født: 21. maj 1970.

Uddannelse: Cand.mag. i moderne litteratur og litteraturformidling, Københavns Universitet, 1998.

Debut: Afkom. Bazar forlag, 2007.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Drengen fra krematorium D. Turbine, 2018. (Den døde by, 1).

 

 

 

 

 

 

Henriette Rostrup læser op af Skygger

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Sommetider kunne en hel dag forsvinde for hende, mens hun gik rundt blandt gravstederne og ledte efter de små sten, hvor fødselsdag og dødsdag var indenfor samme årti. Når hun fandt en stod hun længe og stirrede på den og forestillede sig, hvad der mon var hændt det barn.”
”Grusomme historier om børn” i ”Afkom”, s. 15.

Henriette Rostrup er født i 1970 og opvokset på Nørrebro i København, hvor hun stadig bor med sin mand Stephan Grabowski og deres to børn. Den mangefacetterede og kulørte forskellighed, som hun skildrer med sine bøgers karakterer synes netop at komme fra en opvækst på 1970’ernes Nørrebro: ”Dengang var der flere narkomaner og drankere, og de var lige rundt om hjørnet, i ens baggård og ved busstoppestedet. Så som barn oplevede man, at folk lever mange forskellige liv, og at de ikke alle er lige rosenrøde og homogene, og det er sundt, tror jeg,” fortæller hun (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

I en periode arbejde Rostrup i forlagsbranchen i New York, hvor hun blandt andre spottede forfattere som Jonathan Safran Foer i sit virke som litterær agent. En verden som hun har hentet inspiration fra til romanen ”Det år vi gik til begravelser” (2015), som delvist foregår på Manhattan. Men som Rostrup selv siger, skriver hun om et kvarter, der ikke findes længere: ”Alt det hårde og kriminelle findes ikke længere, men kunstnerne har heller ikke råd til at bo der. Hele det kunstneriske miljø er flyttet ud. Jeg ville ikke kunne skrive om byen, som den er nu post 9/11. Sidst jeg var der, gik det op for mig, at det er en sindssygt stressende by. Jeg kender ikke New York længere,” fortæller hun (Isabel Rosado: Forfattermøde med Henriette Rostrup. Isabelrosado.com, 2015-10-29).

Med sin daglige plads ved tasterne fortæller Rostrup, at hun har fundet en særlig ro i rollen som forfatter: ”[…] jeg blev forfatter, fordi jeg egentlig helst vil være i fred med mine historier. Og da jeg debuterede som forfatter, glædede jeg mig mest til, at jeg nu havde et alibi til at være sær. Fordi det følger med forfatterrollen, at man godt må være lidt sær. Det har jeg altid været, men nu havde jeg et alibi og kunne sige, ’tak for en hyggelig aften, men nu skal jeg hjem og skrive”. (Anja Berth: ”Homogenitet er da røvsygt”. Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10).

Afkom

”Hun har sine favoritter blandt ulykkeshændelserne, men også de helt almindelige historier, dem, der går ti af på dusinet, samler hun på. Dem, som henregnes under statistikkerne, men som til enhver tid trækker tæppet væk under de involverede og forandrer deres liv, uanset at de nærmest må betegnes som almindeligheder.”
”Afkom”, s. 8.

Rostrups debut, novellesamlingen ”Afkom” (2007), rummer ti skæbnesvangre fortællinger om enlige individers menneskelige afsavn. Alle er de mørke fortællinger, præget af ensomhedens stille vanvid og enkelte med meget dramatiske udfald.
Titelnovellen ’Afkom’ hvisker et gennemgående tema i samlingen om familiens fald og de familiære relationers sammenbrud. I ’Afkom’ fortæller en kvinde om sit mislykkede forsøg på at redde en fugleredes uudklækkede dueæg. Det bliver en kamp, hvor hun kæmper med modstridende følelser om ængstelse og fascination, væmmelse og omsorg, mens æggene langsomt går i forrådnelse. I forsøget på at redde duens ufødte unger tænker hovedpersonen tilbage på den undulat, hun som barn fik af sin tante, som havde opkaldt den efter sin afdøde søn Rasmus. Ingen forklaring følger, og man får her en idé om, at de maternelle neuroser, der på overfladen er lette at spotte hos novellens fortæller, udspringer af en særlig personlig historie og opvækst, man kun kan gætte sig til.

26750652

I en anmeldelse af samlingen lægger Anders Juhl Rasmussen mærke til to tydelige fortællestrategier: ”[…] den ene er den overraskende vending i fortællingen mod et dramatisk punkt, den anden er den tvetydige beskrivelse af et fænomen. I novellen ”Under puden” er den tvetydige beskrivelse af, hvad der enten er politibetjentens revolver eller kønsorgan selve omdrejningspunktet.” (Anders Juhl Rasmussen: Debutanter myldrer frem. Kristeligt Dagblad, 2007-08-30).

Tilsløring af hovedpersonernes motiver bruger Rostrup i flere af novellerne, hvilket driver dem fremad og gør hver lille fortælling til et mysterium, man søger at finde svaret på. Men da man kun enkelte steder får et svar, efterlader samlingen til slut læseren med en ufuldstændig, hul følelse, og karaktererne står tilbage som silhuetter af potentielle og realistiske menneskeskæbner, som lever videre i kraft af deres ufuldendte historier. Rostrup har fat i det inderste og mørkeste af sindets afkroge og udforsker i et simpelt, refererende sprog, hvordan ekstremer i almindelige menneskers relationer til hinanden kan danne afsindige sindstilstande. 

Skygger

”Hun ser folks blikke, idet de passerer på vej til deres tog. Hastige blikke, der flakker væk, når det møder hendes. Hun spotter pletten, der hvor hun spildte en sjat vin i forgårs, de nussede kanter på frakken, det uvaskede hår. Og i et kort sekund går det op for hende, at hun ikke længere er en af dem.”
”Skygger”, s. 277.

Henriette Rostrups ”Skygger” (2011) er en spændingsroman, eller en psykologisk thriller, som den også er blevet kaldt, hvor vi ikke venter på en afsløring af, hvem morderen mon er, men hvornår morderen afslører sig selv gennem sit vanvidstogt. Rostrup udstiller med den stereotypt afmålte, velfungerende og korrekte hovedperson, lokalpolitikeren Benedikte, den overfladiskhed, der netop gør mange offentlige personer så mistænkeligt glatte.

Da Benedikte en aften påkører en dreng på Nørrebro og vælger at flygte fra stedet, mens drengen ånder ud, starter et vanvid i hendes ellers perfekt kontrollerede bevidsthed. Romanen fortæller herfra historien om, hvordan psykopatien blomstrer i hovedpersonen, og om hvem den fortærer på sin vej. Den bygges op gennem parallelhistorier fra flugten, hvor vi i en af dem følger den palæstinensiske pige Rana som det eneste vidne til mordet. Parallelt løber også historien om Ranas nye dansklærer Lilja, som gennem en klasseøvelse får kendskab til, hvad Rana har set, men tier om.

28951922

”Skygger” minder i sin opbygning om en kriminalroman, idet opklaringen af forbrydelsen er central, selvom læseren hele vejen igennem kender psykopatens forbrydelser. Læreren Lilja er vores detektiv og spændingen opstår, som hun skridtvis samler puslespilsbrikkerne, men samtidig ikke ved, hvilken fare hun står i. Romanen trækker på den måde også tråde til femi-krimien, selvom den ikke rummer nogen centrale patriarker, som vores elskværdige detektiv skal kæmpe imod. I stedet står slaget mellem to stærke kvinder, den ene en ressourcestærk, hvid kvinde, som er en del af systemet og derfor på flere fronter bærer mere kapital end den anden; en viljestærk, godhjertet indvandrerkvinde som har måttet kæmpe livet igennem. Den taler i sine dramatiske billeder om kvinderoller og klasseforskel, og hvordan politisk korrekthed kan skygge for en indgroet antipati. 

 

 

Det år vi gik til begravelser

”Jeg forestiller mig, at der kun gik få uger, før han over den varme kødsuppe, med skeen i hånden og munden fuld af mad, friede til hende. Og jeg forestiller mig, hvordan lettelsen bredte sig som helium i kroppen på hende ved tanken om, at hun havde reddet sig selv og sit barns fremtid.”
”Det år vi gik til begravelser”, s. 81.

I Henriette Rostrups roman ”Det år vi gik til begravelser” (2015) fortæller Jewel Temper, en ung dansk kvinde, i sporadiske afklip fra sit liv om en rodløs opvækst og tilværelse. I korte kapitler kaldet ”spøgelser” ser hun tilbage på en barndom med en vaklende far, der sjældent var der og en mor, der blev forladt og ikke magtede forældrerollen alene. Det var inden Julie skiftede navn til Jewel og flyttede til New York. I barndomserindringerne gemmer sig løgne og svigt af en kaliber, som ville forstyrre ethvert menneske i vejen til en stabil selvforståelse. Dette spejler romanen med sit kludetæppe af historier, der ukronologisk flettes sammen og fortælles med bratte spændingsbump og fald på vejen.

51978889

For Jewel er trods sit navn på ingen måde skarpsleben, men en karakter der vandrer hvileløst rundt i fortællingen om sig selv. Hvem er hun egentlig? Hvorfor gør hun, som hun gør? For hendes valg og handlemåder er ikke altid lige gennemskuelige og sympatiske, og ofte må man som læser se skævt til fortællingens hovedperson. Som når hun går i seng med sin bedste venindes stedfar, ikke fortæller en ellers elsket elsker at hun bærer hans barn eller år efter år og på daglig basis overlader datteren Nadia Belle til sin underbo, vennen Mr. V. Man kan også blive i tvivl om fortællerens troværdighed, hvornår Jewel husker rigtigt, og hvornår hun digter sin egen historie i fortællingen om sig selv.

Samtidig med tilbageblikkene til Jewels barndom rummer fortællingen om hendes voksenliv også mange forskellige historier. Kærlighedsforholdet til Tor, der intetanende bliver far til hendes barn, forholdet til underboen Mr. V., der er transvestit, men som man ellers ikke ved meget om og den excentriske veninde Amanda, der hiver Jewel ud i nattelivet. Hertil kommer historien om forlagsbranchen, som Jewel får arbejde hos under den litterære agent Mia. Hun ender som ghostwriter for den afdankede men lovpriste forfatter Scott, med hvem hun får et dybt venskab. I sidste ende skal det dog vise sig, at branchen er mere rådden, end den ser ud til, og i romanens sidste åndedrag er der en kommentar til de mange relationer, vi er stødt på. Hvis historier kan man i grunden tage for gode varer? 

Genrer og tematikker

I Henriette Rostrups persongalleri findes typer og mange af slagsen, men bedst som vi tror, vi skal placere dem i en bestemt kasse, afdækkes en uventet facet i deres personlighed, og de bliver med ét deres egne. Der er flere stærke kvinder, hvis styrke viser sig at være skrøbelig. Gennem disse kvinder tager Rostrup bl.a. op, hvordan man som kvinde og som menneske påtager sig nogle bestemte roller, som man, ikke mindst af sig selv, forventes at leve op til for at ”lykkes”. Hun udfordrer middelklassens konstruktioner om selvkontrol og normalisering i karakterer som den velfungerende og vellidte lokalpolitiker Benedicte i ”Skygger”, der på kort tid slår revner i både kernefamilieliv og karriere eller med den identitetssøgende og lyssky nomadeoprører Jewel Temper, der i ”Det år vi gik til begravelser” fortæller om, hvordan kernefamilien fra begyndelsen er en løgn.

I ingen af sine bøger er Rostrup bange for det stærkt dramatiske, og i flere historier går børn igen som ofre for en brutal verden. Som i novellen ’Grusomme historier om børn’ fra debuten ”Afkom”, hvor en kvinde samler på mordhistorier om børn, i ”Skygger” hvor vi i detaljer får beskrevet mordet på en ung pige, samt i hendes seneste bog, hvor hovedpersonens far fortæller grusomme historier om druknede og forsvundne børn fra sin ture på politipatrulje.

Rostrup har et nøgternt og simpelt sprog, men hvor beskrivelser af omgivelserne altid sætter en klar ramme for det, der fortælles. Vi befinder os altid i et særligt miljø, ofte i storbyen, hvor beskrivelserne af de steder, hvor karaktererne udfolder sig, rækker ud over de personlige fortællinger for at sige noget om det samfund, de befinder sig i. I deres neuroser ligger en kommentar om noget større. Som eksempel fortæller Rostrup om det evige trusselsbillede i risikosamfundet, som også ofte får plads i hendes historier: ”[…] vi bliver hele tiden gjort ansvarlige for vores eget liv, og vi tror, vi kan helgardere os: Hvis du bliver kørt ned og får en hjerneskade, er det, fordi du ikke kørte med cykelhjelm. Hvis dit barn er autistisk, er det, fordi du ikke lever som en kernesund familie. Og hvis du lider af barnløshed, eller hvis du får kræft, er det, fordi du ikke tænker positivt. Vi får en fornemmelse af, at al ulykke kunne være undgået, hvis blot vi havde været ansvarlige nok, og det kan jo lamme folk fuldstændig,” (Lotte Kirkeby Hansen: Trusselsbilleder fra nær og fjern. Information, 2008-09-18).

Om sin inspiration fortæller Rostrup selv, at hendes karakterer kan opstå når som helst: ”Der findes historier alle vegne, og sommetider føles det næsten, som om jeg bombarderes med fortællinger. Når jeg for eksempel er ude at rejse, er jeg sommetider decideret nødt til bevidst at slukke for min radar, fordi man i et lukket rum som flyveren, toget eller bussen er omgivet af folk, som man har rigtig lang tid til at betragte og derfor kan digte med på deres historier. Begyndelsen til en historie kan opstå ud fra en håndbevægelse eller et blik mennesker imellem.” (Litteratursiden.dk: Henriette Rostrup).

Beslægtede forfatterskaber

Selvom Henriette Rostrup ikke skriver kriminalromaner, deler hun nogle træk med de danske femikrimiforfattere, der er kendetegnet ved selv at være kvinder og have kvindelige hovedroller til at opklare forbrydelserne i deres bøger. Ligesom hos krimiforfattere som Sara Blædel og Elsebeth Egholm bærer Rostrups bøger på stærke kvindekarakterer, der ikke lader sig kue af mandsdominans og sjældent giver efter for nogen. Men de indre konflikter og de ru overflader i relationerne til andre mennesker, kvinder som mænd, venner som elskere, er også centrale temaer i portrættet af de moderne kvinder. Som i hendes roman ”Skygger”, hvor fortællingen får tre dimensioner med en dramatisk forbrydelse i centrum sammenflettet med personlige skildringer af kvindeliv og en samfundskritisk undertone.

Men for Rostrup er det ikke så meget forbrydelsen, som står i centrum, som det er de konsekvenser den kan få for de involverede personer. For det, hun især interesserer sig for, er det mellemmenneskelige, det konfliktfyldte og dysfunktionelle i relationerne mellem mennesker. Kernefamilien som udgangspunkt for disse konflikter er et yndet udgangspunkt, hvorfor Rostrup kan siges at have tematisk fællesskab med Hanne-Vibeke Holst, som hun også deler en sproglig hverdagslig stil med. I romanen ”Undskyldningen” arbejder Holst ligesom Rostrup med det familieopgør, som vi ser i novellen ”Sidste kapitel” fra samlingen ”Afkom” og i romanen ”Det år vi gik til begravelser”. 

Bibliografi

Romaner

Rostrup, Henriette:
I dag og i morgen. Bazar Forlag, 2008.
Rostrup, Henriette:
Skygger. Rosinante, 2011.
Rostrup, Henriette:
Det år vi gik til begravelser. Politikens Forlag, 2015. bibliotek.dk

Noveller og samlinger

Rostrup, Henriette:
Afkom. Bazar Forlag, 2007.
Rostrup, Henriette:
Søen. Novelleforlaget.dk, 2011.
Rostrup, Henriette:
Skopelos, novelle i antologien 360 grader. Lindhardt og Ringhof, 2013.

Andet

Rostrup, Henriette:
Syndig, smuk og fortabt – om kvinden i krimien i Den sidste gode genre, antologi om kriminallitteratur. Klim, 1995.

For unge

Rostrup, Henriette: Problemet med Kevin. Alinea, 2018.
Rostrup, Henriette: Søen. Fahrenheit, 2018. Kunstner: Michael Schiøler Tingsgård. Tegneserie.

Den døde by - serie

Rostrup, Henriette: Drengen fra krematorium D. Turbine, 2018. (1).

Om forfatterskabet

Web

Henriette Rostrups hjemmeside, hvor man kan finde info om hendes bøger, anmelderuddrag, kontaktoplysninger.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Henriette Rostrup

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Kristeligt Dagblad, 2007-08-30.
Nørrebro-nordvest-bladet, 2015-11-10.
Ukendt skribent. Tilgået 2016-06-20.