Henriette Rostrups ”Skygger” (2011) er en spændingsroman, eller en psykologisk thriller, som den også er blevet kaldt, hvor vi ikke venter på en afsløring af, hvem morderen mon er, men hvornår morderen afslører sig selv gennem sit vanvidstogt. Rostrup udstiller med den stereotypt afmålte, velfungerende og korrekte hovedperson, lokalpolitikeren Benedikte, den overfladiskhed, der netop gør mange offentlige personer så mistænkeligt glatte.
Da Benedikte en aften påkører en dreng på Nørrebro og vælger at flygte fra stedet, mens drengen ånder ud, starter et vanvid i hendes ellers perfekt kontrollerede bevidsthed. Romanen fortæller herfra historien om, hvordan psykopatien blomstrer i hovedpersonen, og om hvem den fortærer på sin vej. Den bygges op gennem parallelhistorier fra flugten, hvor vi i en af dem følger den palæstinensiske pige Rana som det eneste vidne til mordet. Parallelt løber også historien om Ranas nye dansklærer Lilja, som gennem en klasseøvelse får kendskab til, hvad Rana har set, men tier om.
28951922
”Skygger” minder i sin opbygning om en kriminalroman, idet opklaringen af forbrydelsen er central, selvom læseren hele vejen igennem kender psykopatens forbrydelser. Læreren Lilja er vores detektiv og spændingen opstår, som hun skridtvis samler puslespilsbrikkerne, men samtidig ikke ved, hvilken fare hun står i. Romanen trækker på den måde også tråde til femi-krimien, selvom den ikke rummer nogen centrale patriarker, som vores elskværdige detektiv skal kæmpe imod. I stedet står slaget mellem to stærke kvinder, den ene en ressourcestærk, hvid kvinde, som er en del af systemet og derfor på flere fronter bærer mere kapital end den anden; en viljestærk, godhjertet indvandrerkvinde som har måttet kæmpe livet igennem. Den taler i sine dramatiske billeder om kvinderoller og klasseforskel, og hvordan politisk korrekthed kan skygge for en indgroet antipati.