Mit liv som mand

Philip Roths formmæssigt mest ambitiøse roman er “My Life As a Man” fra 1974 (“Mit liv som mand”, 1974). Romanen består overordnet af to dele, den ene fortalt af Nathan Zuckerman, der er en genkommende figur hos Roth, den anden af Peter Tarnapol, der i romanens univers også har skrevet bogens første del. Således er Zuckerman inden for romanens univers en figur, Tarnapol har fundet på. De begivenheder, som Nathan Zuckerman fortæller om i bogens første del, viser sig i den anden at være en fiktiv bearbejdelse af nogle “virkelige begivenheder”, der er hændt i Peter Tarnapols liv. For at tilføje en ekstra kinesisk æske afslører et hurtigt krads i overfladen af Philip Roths biografi, at begivenhederne i romanen er en bearbejdning af Roths eget liv som yngre, lovende forfatter i 1960’erne. “Mit liv som mand” leger bevidst med disse i-hinanden-indvævede fortælletråde. Hvor Roths gennembrudsroman, “Portnoys genvordigheder”, legede med quasi-selvbiografiske elementer, tematiserer “Mit liv som mand” direkte forholdet mellem private og offentlige fortællinger, eller med Roths egen distinktion, forholdet mellem den skrevne og den uskrevne virkelighed.  

De begivenheder, der fortælles og bearbejdes igen og igen i bogens system af kinesiske æsker, fungerer som en slags forstørrelsesglas til at undersøge, hvad der sker, når man fortæller en historie. Og ikke mindst, hvorfor man gør det. Det er igen psykologen Dr. Spielvogel, som også foranledigede fortællingen i “Portnoys genvordigheder”, der giver anledning til Peter Tarnapols fortælling om det ægteskab fra helvede, som romanens to dele indholdsmæssigt drejer sig om. 

Hvor det i “Portnoys genvordigheder” var moderen, der spillede rollen som den undertrykkende legemliggørelse af fortællerens overjeg, er det i “Mit liv som mand” fortællernes hustruer, der med ondskabsfuld narcissisme begrænser deres mænd – som de i øvrigt selv har lokket til ægteskab. Kvinderne i bogen er kort sagt regulære hun-djævle.

Disse vulgære tegneserieagtige overdrivelser fungerer som fortællernes brændstof. De sprutter af vrede og vrider sig af skuffelse. Hvad der moralsk og menneskeligt set er stærkt problematisk, giver på denne måde romanen en vidunderlig æstetisk energi, en rammende satirisk humor og sine steder et så maliciøst vid, at det gør den en sammenligning med den franske forfatter Louis Ferdinand Céline værdig.