Suzanne Collins er med sin sci-fi serie ”Hunger Games” oplagt at sammenligne med Veronica Roths ”Divergent”. Hos Collins er handlingen ligeledes sat i et dystopisk fremtidsunivers. Men hvor ”Divergent” starter i et, på overfladen, demokratisk samfund, er universet i ”Hunger Games” fra begyndelsen styret af en diktatorisk ledelse. Der er denne ledelse, som sender unge mennesker i krig mod hinanden, i det morbide realityshow Hunger Games, hvor de skal kæmpe mod hinanden til døden. Kun én kan overleve.
Præmissen er noget anderledes hos Veronica Roth. Her kæmpes ikke til døden, men for at blive optaget i en faktion. Her skal de unge gennemgå et træningsprogram, som skal berede dem til livets alvor, hvor de også blive spillet ud mod hinanden. På den vis er der ikke så langt mellem de to universer. Collins og Roth skriver begge dannelsesromaner, og de bruger begge sci-fi-genren som afsæt for at beskrive den usikkerhed, fremmedgørelse og andre voldsomme følelser som akkompagnerer ungdomsårene.
En afsøgning af moral, etik og ondskab er også fælles temaer for Roth og Collins. Særligt én scene i ”Divergent” kan sammenlignes med ”Hunger Games”’ dødsspil. Den første bog i serien slutter med Intelligentsia faktionens angreb på Puritanerne. Til det formål har intelligentsianerne bragt Skytsenglene i en trancetilstand, en såkaldt simulation, som gør dem føjelige som fjernstyrede robotter. Tris er som divergent uimodtagelig overfor simulationen. Den kamp hun må udkæmpe mod sine egne er ikke fjern fra Kattua Everdeen og de andre teenageres kamp mod hinanden i dødsspillets arena i ”Hunger Games” trilogien. Hvad gør man, når ens egen overlevelse er afhængig af drab på uskyldige? Hvordan påvirker det mennesker at være og handle i den situation? Disse spørgsmål rejser både ”Divergent” og ”Hunger Games”.