Den første bog i Veronica Roths sci-fi-trilogi ”Divergent”, 2011 (”Afvigeren”, 2012) foregår i fremtidens Chicago. En ny samfundsorden deler befolkningen i fem grupper, fem faktioner, med hver deres særegne og isolerede dyder: Intelligentsia – de lærde, Skytsenglene – de frygtløse, Sanddru – de ærlige, Pacifisterne – de fredelige og Puritanerne – de uselviske.
Beatrice er seksten år gammel og puritaner. Hun har nået den alder, hvor hun skal vælge, i hvilken faktion hun vil tilbringe resten af sit liv. Valget er et modningsritual, hvor de unge må gøre op med sig selv, om de befinder sig i den rigtige faktion.
For Beatrice er valget ikke enkelt. En simulationstest viser, at hun ikke hører til ét bestemt sted, hun er divergent – en afviger. Hun får at vide, at hun må skjule sin sande identitet. Afsløres den, kan det være til fare for hendes liv.
29276188
Beatrice vælger Skytsenglene og tager navnet Tris. For at blive fuldgyldige medlemmer skal de aspirerende skytsengle gennem et både mentalt og fysisk krævende introduktionsprogram – så krævende, at Tris ofte må sætte spørgsmålstegn ved dets moralske legitimitet. Hun er også udfordret af sit eget handlingsmønster, som truer med at afsløre hendes afvigeridentitet.
Jeg-fortællingen er på mange måder en klassisk dannelseshistorie. Tris forlader sin puritanske baggrund og bevæger sig ud på gyngende grund, et sted, hvor alt er det modsatte af, hvad hun er vant til. Hun famler efter at forstå, hvor hun egentlig hører til – ikke ulig en helt almindelig teenager i vores nutid. Midt i alt dette begynder hun at udvikle følelser for sin instruktør Four, som også bærer på flere hemmeligheder.
Dannelsestemaet er forbundet til en politisk dimension. Faktionerne har den hensigt, at de skal tøjle menneskehedens tendens til uvidenhed, fejhed, uærlighed, aggression og selviskhed. Faktionerne er trygge antiteser til disse karaktertræk, men de repræsenterer også et snæversyn som i værste fald resulterer i radikalisme. Det sker, da Intelligentsialederen Jeanine Matthews går til angreb på Puritanerfaktionen i sidste del af romanen. Roth viser her, at radikalisme ikke kun kommer i religiøs forklædning, men også kan være af videnskabelig karakter.