”The Golden House” fra 2017 (”Det gyldne hus”, 2018) handler om familien Golden, der har slettet alle fortidens spor og under mystiske omstændigheder ankommer til USA umiddelbart inden Barack Obamas indsættelse. Familien bestående af far og tre sønner bosætter sig i et stort palæ på Manhattan, der blandt andet deler have med det hus, hvor den nogle og tyve-årige aspirerende filminstruktør René Unterlinden bor.
Romanen er et episk drama om samtidens USA, og René, der er romanens fortæller, panorerer os filmisk igennem fortællingen. Det helt centrale tema er identitet – det gælder blandt andet den etniske, kønsmæssige samt amerikanske identitet i perioden op til valget af Trump, der konsekvent betegnes som ’Jokeren’. Hvad sker der med identiteten, når den bliver politiseret?
Igennem familien Golden undersøger Rushdie, hvorvidt man kan smide sin etniske identitet ud med badevandet og undergå den ultimative forvandling. Svaret er ikke ligefrem positivt. Hver af de tre sønner lider under forskellige former for identitetskriser. Den yngste søn D Golden føler sig som en kvinde fanget i en mandekrop, og han forsøger romanen igennem at finde ud af, hvilken køns- og seksualitetskategori han passer ind i. Den mellemste søn Apu er en succesfuld kunstner, men føler, at han må tage tilbage til sin fødeby for at forene fortid og nutid og derigennem blive et helt menneske – en rejse der bliver fatal.
54140797
Den ældste søn Petya udvikler en form for autisme kombineret med agorafobi, og han gemmer sig på sit værelse, hvor han sidder og fabrikerer computerspilsuniverser. Og så er der Nero, patriarken, der er entreprenant, charmerende, kvik og vittig, men samtidig bundkorrupt, grådig og uforskammet til det sidste, og som netop derfor graver sin egen – og familiens – grav.
Romanen tematiserer endvidere løgn og sandhed. Både igennem Goldens forsøg på at slette fortiden og igennem Jokerens løgne og fortielser. Men det er sandheden, der er den stærkeste kraft i romanen. Således er det René, der ganske vist på mange måder er en biperson i romanen, der ender ud som den mest levedygtige karakter. Historien om René bliver da også en form for udviklingshistorie, hvor han går fra perifer fortæller til succesrig instruktør, lige som han vokser personligt og lærer at forstå og bekende sig selv i romanens løb.