Grimus

Citat
”“Jeg ved ikke hvad du er, sagde Flaksende Ørn mens han gik fremad, men ved at besudle dig vil jeg blive renset for min fortid. Renset for den skyld og skam som havde taget en skjult del af min bevidsthed i besiddelse.”
“Grimus”, s. 118.

Hovedpersonen i Salman Rushdies debutroman ”Grimus” fra 1975 (”Grimus”, 2014) hedder Flaksende Ørn og er Axonaindianer. Han har en uheldig start på tilværelsen, da hans mor dør lige inden hans fødsel, og hans far dør kort efter. Eftersom døden klæber til ham, holder de andre indianere sig på afstand af ham. Hans eneste allierede i tilværelsen er søsteren Fugl-Hund, der tager sig af ham, lige til den dag, hun introducerer en udødelighedsdrik.

I første omgang vil Flaksende Ørn nemlig ikke drikke sin del af den livgivende drik, men da søsteren forsvinder sammen med den mystiske skikkelse Sispy, vælger han alligevel det evige liv til, og efter at han i 700 år har levet som 34-årig, tager han ud for at finde sin søster. Rejsen går til et parallelt univers, hvor alle beboerne er udødelige og lever fuldstændig stivnede tilværelser. Flaksende Ørn må gøre op med farlige kræfter og ikke mindst lære sine egne indre dæmoner at kende for at kunne stå op imod disse kræfter.

51224639

Øen fremstilles som en verden ud af mange mulige verdener. Den er uden geografisk lokalitet, og læseren tvinges således til i ægte science-fiction stil at indtræde i et ukendt univers. Ofte bryder fortællingen dog med genren ved at referere til den virkelige verdens litteratur, filosofi og religion. Man kan fremhæve den manglende geografiske lokalitet som en pointe i forhold til romanens hovedtemaer, som er eksilering, anderledeshed, identitet og kærlighed.

Allerede fra fødslen er Flaksende Ørn udenfor fællesskabet, og det er først, da han evner at tage livtag med sin rolle som værende udenfor, at han bliver i stand til at gøre op med de farlige kræfter på øen og samtidig finder svaret på, hvad der definerer et menneskeliv. Det viser sig, at døden – ifølge romanens udsagn – spiller en afgørende rolle. Som det hedder: ”Hvis nu en mand er berøvet døden. Hvis nu han så vandrer gennem al evighed som en begyndelse uden ende. Betyder fraværet af døden i ham så at livet også er fraværende?” (s. 103).

Romanen er i øvrigt skrevet til en konkurrence hos forlaget Victor Gollancz om at være den bedste science-fiction roman. En førstepræmie blev det ikke til, men til gengæld en udgivelse.