Det er umuligt at beskæftige sig med “De sataniske vers” uden at forholde sig til de mange reaktioner, romanen har udløst. Rushdies romaner er alle politiske i den forstand, at de indskriver sig i en politisk sfære og vedkender sig at påvirke samfundet ved at udstille og stille spørgsmålstegn ved den måde, vi indretter os på.
Rushdie skriver i “Fantasiens hjemlande”, at “forfattere og politikere er naturlige rivaler. Begge grupper forsøger at skabe verden i deres eget billede; de kæmper om det samme territorium. Og romanen er en af de måder, hvorpå man kan benægte politikernes officielle udgave af sandheden.” Rushdies romaner propaganderer aldrig et bestemt politisk budskab, men de rummer for eksempel kritik af politisk magtmisbrug og af politiske fortolkninger af virkeligheden. Især “De Sataniske Vers” er blevet tolket og overfortolket, brugt og misbrugt i politisk øjemed. Som tidligere anført betød udgivelsen af den, at der i 1989 blev udstedt en fatwa over Rushdie, og derfor har han stort set siden måttet leve under jorden. Under navnet Joseph Anton – efter hans to yndlingsforfattere Joseph Conrad og Anton Chekhov.
Baggrunden for furoren er, at romanen benytter referencer til blandt andet Koranen og den hellige profet Mohammed, hvilket i visse islamiske kredse blev opfattet som blasfemi. Det kan forekomme ufatteligt, at litterær fiktion kan vække så megen opsigt og fremkalde så mange følelser ikke mindst, fordi alle de religiøse referencer er at finde i Gibreels drømme, hvor kampen mellem tro og tvivl dramatiseres. Problemet har da også ofte været, at mange af de, der har deltaget i diskussionen af romanen, ikke har læst den, og at de således bygger deres kritik og sårede følelser på et utilstrækkeligt grundlag.
Man kan ikke komme uden om, at Rushdie lader det politiske overvinde det religiøse, hvilket står i modsætning til den fundamentalistiske islamiske virkelighed, hvor de religiøse ord anses for rene og guddommelige, hævet over alt andet. Rushdie sår tvivl om denne religiøse selv-identitet og ophøjethed, men han hverken forsøger at fravriste menneskene ret til at tro, eller tilsviner den islamiske tro. Som han selv skriver i essayet “I god tro”, så tager “De Sataniske Vers” “afstand fra påtvungne ortodoksier af enhver slags”. Den tager altså afstand fra enhver dogmatik, der hævder at have patent på at fortolke verden, ligesom den kritiserer alle former for intolerance og diskuterer væsentlige emner som tro og racisme. En diskussion, som Rushdie ofte siden har fremhævet væsentligheden af at tage.