At beskæftige sig med Rushdies forfatterskab er som at bevæge sig frem mod en stadig større forståelse for kulturelt fragmentariske og splittede identiteter. Rushdie har udtalt, at: “Den farligste ide i verden i dag er forestillingen om renhed (…) Jeg er indædt tilhænger af urenhed. Jeg kæmper for urenheden, for blandinger og krydsninger. Det repræsenterer mit håb for en fremtidig verden.” (Christine Ockrent: “Jeg kæmper for urenheden”. Interview i Politiken, 1993-03-14).
Hybriden er en gennemgående figur hos Rushdie såvel på det sproglige, kompositoriske og geografiske niveau som på karakterniveau. Som læsere præsenteres vi for en verden under konstant forandring, hvor det bliver umuligt at opretholde en endegyldig sandhed om verden, og hvor sandheden derfor konstant må udforskes. Identiteten forstås som et resultat af spændingen mellem kaos og form, rod og rodløshed, Øst og Vest, kærlighed og død, fornuft og irrationalitet, løgn og sandhed. Temaerne udforskes via sprogspil, ordleg og metaforer, der skaber en ny og anderledes litterær form. En form, der blander østlig og vestlig indflydelse i en sprudlende, spraglet stil, der tenderer til at bringe de almindelige sprogsystemer i bevægelse og ud af balance.
Værkerne har ofte stærke og gennemgående metaforer: For eksempel fungerer et gennemhullet lagen i “Midnatsbørn” som en markering af grænsen mellem til- og afsløring, og som et billede på at vi mennesker er dømte til at sanse og erkende i fragtmenter. I “De sataniske vers” står selve migrationen som hovedmetafor for det fællesmenneskelige nomadiske vilkår og for formernes evindelige mutationer og metamorfoser. Mens “Jorden under hendes fødder” har jordskælvet som hovedmetafor for en omskiftelig verden, hvor verdens mening ikke er åbenbar.
Rushdie skriver i essayet “I god tro”, at “De sataniske vers hylder hybriditet, urenhed, blanding, og den forvandling, der følger af nye og uventede kombinationer af mennesker, kulturer, tanker, politiske ideer, film, sange. Den jubler over bastardiseringen og frygter det Renes absolutisme. Blanding, sammenrod, lidt af dette og lidt af hint, det er den måde det nye kommer til verden. Romanen er for forandring-ved-sammensmeltning, forandring-ved-forurening. Det er en kærlighedssang til vore bastard-jeg’er.” Men sammen med denne valorisering fremtræder en erkendelse af, at menneskene behøver form for at overleve, og derfor afvises rødderne ikke som uvæsentlige. Således når Saleem i “De sataniske vers” en bæredygtig forståelse af sig selv, da han genforenes med sit ophav, ligesom kærlighedens kraft mellem Mira og Rai får “Jorden under hendes fødder” til at ende i en håbefuld og optimistisk tone. Tilsvarende er det familien Golden i ”Det gyldne hus”, der ikke er i stand til at overleve, da den totalt forkaster sit ophav, mens fortælleren René viser vejen mod en frugtbar tilværelse midt i det splittede USA.