”A viagem do Elefante” (”Elefantens rejse”, 2010) fra 2008 blev Jose Saramagos næstsidste roman. Den omhandler en faktisk begivenhed fra 1551, hvor det portugisiske regentpar forærede Ærkehertug og vicekonge af Spanien (og senere tysk-romersk kejser) Maximilian en indisk elefant ved navn Salomon. Elefanten bor sammen med sin passer og fører Subhro udenfor Lissabon i Portugal og bliver ledsaget af et portugisisk kavalerikompagni gennem Portugal, Spanien, Italien og over Alperne og endelig på en flod frem til Wien, hvor de bliver storslået modtaget.
Subhro er romanens egentlige hovedperson, han er af indisk afstamning og en klog og forsigtig mand. Han indleder en venskab med kavalerikommandanten på rejsen, og det er dynamikken og samtalerne mellem de to, der udgør hoveddelen af fortællingen. Under elefantens rejse til Østrig rejser de gennem byer, hvis befolkninger er forbløffede over at se en rigtig elefant. Ved overgangen til Spanien bliver de modtaget af østrigske tropper, og det er lige ved at komme til kamp mellem de portugisiske og de østrigske tropper.
Karavanen rejser gennem vigtige norditalienske byer, der er præget af reformationen mod den katolske kirke, som Martin Luther startede i 1517. Her rejser de bl.a. gennem Trento, hvor de katolske Tridentinerkoncil finder sted, den katolske kirkes modreformation. Her udfører Salomon et ’mirakel’ på en præsts befaling og med Subhros hjælp. Det er et eksempel på Saramagos religionskritik, som er essentiel i mange af hans værker.
”Elefantens rejse” er skrevet med mange metafiktionelle markører, altså hvor værket gør opmærksom på sin egen opdigtethed. Fortælleren i værket lægger ikke skjul på, at han fortæller historien fra vores samtid, ligesom han ikke lægger skjul på, at historien i høj grad er opdigtet, ligesom han stiller sig til dommer og kommer med betragtninger over karakterernes handlinger og tanker. Samtidig har vi at gøre med en særdeles ironisk og skælmsk fortæller, der på humoristisk vis fortæller om den menneskelige tilstand.