José Saramago
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix

José Saramago

cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
José Saramago
Foto: Sz Photo/Sueddeutsche Zeitung Photo/Ritzau Scanpix
Main image
Saramago, José
Foto: Samleren

Indledning

José Saramago er Portugals eneste nobelprismodtager i litteratur og vel nok landets mest kendte forfatter. Han var optaget af menneskelige vilkår og kærlighed, som han fremhævede over politik, religion og den officielle vedtagne historie. Saramago var kommunist og ateist og bevægede sig ofte ud i den politiske og religiøse satire. Især kom han i konflikt med den katolske kirke og den katolsk-venlige regering i Portugal, hvilket førte til et selvvalgt eksil på Lanzarote i hans livs sidste år.

 

50708632

Blå bog

Født: 16. november 1922 i Azinhaga, Portugal.

Død: 18. juni 2010.

Uddannelse: Teknisk skole.

Debut: Terra do Pecado. Minerva, 1947.

Priser: Nobelprisen i litteratur, 1998.

Seneste udgivelse: Kain. Samleren, 2013. Oversat af Tine Lykke Prado.

Inspiration: Karl Marx, Fyrtårnet & Bivognen, Charles Chaplin.

 

 

 

 

 

jose

Artikel type
voksne

Baggrund

”Dybest set må man erkende at historien ikke alene er selektiv, den er også partisk, den plukker kun det af livet der betragtes som materiale af historisk samfundsmæssig betydning og forkaster det øvrige, hvor den måske lige præcis kunne have fundet den rigtige forklaring på kendsgerningerne.”
”Elefantens rejse”, s. 146.

José Saramago blev født i den lille landsby Azinhaga i Portugal den 16. november 1922. Hans forældre og bedsteforældre var bønder. Da José Saramago var to år, flyttede familien til Lissabon, hvor faderen fik arbejde som politimand. Få måneder efter ankomsten til Lissabon døde Saramagos storebror. Han holdt fortsat ferier i hjembyen Azinhaga hos sine bedsteforældre, indtil hans bedstefar fik et slagtilfælde og blev flyttet til Lissabon.

Saramago læste på teknisk skole i Lissabon og arbejdede efter skoletiden som bilmekaniker i to år. Saramago havde dog en stor interesse for litteratur og gik på biblioteket om natten. I 1947 fik han sin debut med ”Terra do Pecado”, og samme år fik han en datter med Ilda Reis, som han giftede sig med i 1944, et ægteskab der varede indtil 1970.

Saramago fik arbejde som journalist og i 1955 som oversætter. Han meldte sig ind i kommunistpartiet i 1969 og var medlem til sin død. Efter Nellikerevolutionen i 1974, som førte til en demokratisering af Portugal, blev Saramago fyret som journalist, og han helligede sig forfatterfaget på fuld tid. Hans store gennembrud opnåede han først i sine tressere med ”Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige passarola” fra 1982, en kærlighedshistorie der finder sted under inkvisitionen i Portugal i det 18. århundrede, og som blander fakta med fiktion.

I 1988 giftede han sig med den spanske journalist Pilar del Rio, som han forblev gift med til sin død i 2010. Saramago udgav yderligere tre romaner i 1980’erne, som gav ham stor international opmærksomhed. Saramago var erklæret ateist og kom i klammeri med det katolske Portugal og Vatikanet, da han udgav ”Jesusevangeliet” i 1991, hvor han portrætterer Jesus og Gud som fejlbehæftede ’normale’ mennesker. Det blev for meget for den portugisiske regering, som ikke lod værket nominere til en litterær pris. Saramago brød efterfølgende med sit hjemland og flyttede til spanske Lanzarote med sin kone.

En stor hæder modtog han i 1998, da det svenske akademi tildelte ham nobelprisen i litteratur. I 2010 døde han af leukæmi. 

En fortælling om blindhed

”Jeg er blind, Jeg er blind gentog han i desperation mens de hjalp ham ud af bilen, og tårerne der sprang frem gjorde, at de øjne han påstod var døde, skinnede endnu mere. Det er hvad der sker, det vil gå over skal du se, nogle gange er det nerver.”
”En fortælling om blindhed”, s. 2.

”Ensaio sobre a cegueira” (”En fortælling om blindhed”, 1998) fra 1995 er en af Jose Saramagos mest kendte romaner. Romanen er at karakterisere som science fiction af den dystopiske slags, der omhandler civilisationens undergang. I ”En fortælling om blindhed” rammer katastrofen i form af blindhed, der spredes blandt befolkningen som en epidemi.

Man følger en flok navnløse personer, der som de første er blevet ramt. De interneres i et forhenværende sindssygehospital under militær bevogtning. Forholdene i hospitalet bliver hurtigt brutale, da de internerede blinde begynder at slås indbyrdes om den begrænsede mængde mad, en gruppe bevæbnede får kontrol med madleverancerne og bruger deres magt til at voldtage kvinderne fra de andre grupper.

22262475

Hovedpersonen i romanen er ”doktorens kone”, som er gift med en øjenlæge, der som en af de første bliver ramt af blindhed. Hun foregiver at være blind for ikke at blive adskilt fra sin mand og bliver interneret sammen med ham. Hun skjuler, at hun kan se, men tager ansvaret for den lille gruppe blinde, som ægteparret ender sammen med. Den lille gruppe undslipper hospitalet og opdager, at hele samfundet er ramt af blindhed, og at anarki og lovløshed også hersker udenfor hospitalets mure. Den lille gruppe, som beskrives som en lille familie, finder et nyt hjem og et nyt liv i doktorparrets lejlighed, hvor de lever sammen, indtil blindheden pludselig forsvinder, så brat som den ramte.

”En fortælling om blindhed” beskriver, hvor tyndt civilisationens fernis er, og hvor hurtigt samfundet degenerer til barbari, når katastrofen rammer. Værket indskriver sig derfor i en klassisk tradition for post-apokalyptisk/dystopisk science fiction, hvor menneskeheden rammes af en katastrofe og forfalder til dyrisk barbari i form af kannibalisme, voldtægt og deslige. Typisk for Saramagos stil er mange punktummer erstattet af kommaer, hvilket giver en hektisk syntaks, der halser afsted. Udsagn er ikke markerede og ofte heller ikke adresseret, hvilket kan skabe forvirring om, hvem der siger hvad. 

Elefantens rejse

”Det er ikke rigtigt til at begribe hvorfor ærkehertugmaximilian havde besluttet at foretage tilbagerejsen på denne årstid, men det står fast som et historisk, ubestrideligt og veldokumenteret faktum bekræftet af historikere og romanforfattere.”
”Elefantens rejse”, s. 146.

”A viagem do Elefante” (”Elefantens rejse”, 2010) fra 2008 blev Jose Saramagos næstsidste roman. Den omhandler en faktisk begivenhed fra 1551, hvor det portugisiske regentpar forærede Ærkehertug og vicekonge af Spanien (og senere tysk-romersk kejser) Maximilian en indisk elefant ved navn Salomon. Elefanten bor sammen med sin passer og fører Subhro udenfor Lissabon i Portugal og bliver ledsaget af et portugisisk kavalerikompagni gennem Portugal, Spanien, Italien og over Alperne og endelig på en flod frem til Wien, hvor de bliver storslået modtaget.

Subhro er romanens egentlige hovedperson, han er af indisk afstamning og en klog og forsigtig mand. Han indleder en venskab med kavalerikommandanten på rejsen, og det er dynamikken og samtalerne mellem de to, der udgør hoveddelen af fortællingen. Under elefantens rejse til Østrig rejser de gennem byer, hvis befolkninger er forbløffede over at se en rigtig elefant. Ved overgangen til Spanien bliver de modtaget af østrigske tropper, og det er lige ved at komme til kamp mellem de portugisiske og de østrigske tropper.

Karavanen rejser gennem vigtige norditalienske byer, der er præget af reformationen mod den katolske kirke, som Martin Luther startede i 1517. Her rejser de bl.a. gennem Trento, hvor de katolske Tridentinerkoncil finder sted, den katolske kirkes modreformation. Her udfører Salomon et ’mirakel’ på en præsts befaling og med Subhros hjælp. Det er et eksempel på Saramagos religionskritik, som er essentiel i mange af hans værker.

”Elefantens rejse” er skrevet med mange metafiktionelle markører, altså hvor værket gør opmærksom på sin egen opdigtethed. Fortælleren i værket lægger ikke skjul på, at han fortæller historien fra vores samtid, ligesom han ikke lægger skjul på, at historien i høj grad er opdigtet, ligesom han stiller sig til dommer og kommer med betragtninger over karakterernes handlinger og tanker. Samtidig har vi at gøre med en særdeles ironisk og skælmsk fortæller, der på humoristisk vis fortæller om den menneskelige tilstand.

Kain

”Hvem skal straffe herren for alle disse døde, tænkte kain og fortsatte straks, Lucifer vidste hvad han gjorde, da han satte sig op imod gud, og de der siger at han gjorde det af misundelse, tager fejl, for han havde blot gennemskuet herrens onde natur”
”Kain”, s. 88.

Sjældent er Jose Saramagos religionskritik kommet så tydeligt til udtryk som i ”Caim”, hans sidste værk fra 2009 (”Kain”, 2009). Den tager udgangspunkt i Biblens fortælling, ligesom hans tidligere værk ”Jesusevangeliet” på dansk i 1995. Værket tager afsæt i den bibelske figur Kain, søn af Adam og Eva, som slår sin bror Abel ihjel. Kain bliver vidne til de store begivenheder i Det Gamle Testamente, uden begrænsninger i tid eller rum. Således overværer han både ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, tilbedelsen af den gyldne kalv, Israels folk under Moses’ ledelse, Abrahams ofring af sin søn Isak, Jobs plager og syndfloden og Noas ark. Kain er en sympatisk og (rimelig) moralsk mand, til trods for at han er brodermorder. Mens Gud (konsekvent stavet med småt) er en hævngerrig, ondskabsfuld og inkonsekvent gud, der er egoistisk og forfængelig.

50708632

Kain stiller sig yderst kritisk over for Gud og hans handlinger, f.eks. at han ødelægger byerne Sodoma og Gomorra, inklusiv alle børnene der bor i dem. Han stiller spørgsmål. Gud afklædes og kritiseres langsomt gennem romanen af både Kain og fortælleren. Sidstnævnte stiller sig på vanlig vis kritisk over for karakterernes, herunder især Guds, handlinger.

Saramago var erklæret ateist, og det religionskritiske løber som en rød tråd gennem hans forfatterskab. Han var allerede kommet i konflikt med sit katolske hjemland ved udgivelsen af ”Jesusevangeliet”, og med udgivelsen af ”Kain” blev der pustet til gløderne i den konflikt. Fortælleren i ”Kain” kritiserer yderligere Biblens tekst, ved ironisk at hævde at intet her er opdigtet, med henvisning til de geografiske detaljer. Den største gudskritik kommer nok i konstateringen af, at Gud hverken er almægtig eller alvidende. På tidspunkter i romanen møder han Kain uden at genkende ham eller blive overrasket over hans tilstedeværelse i en bibelsk scene. De engle der optræder stiller sig også, diskret, undrende over Guds planer, men hans veje er jo uransagelige, som det hedder. 

Genrer og tematikker

Jose Saramago har en meget karakteristisk skrivestil. Han skriver ofte i meget lange sætninger, hvor han bruger kommaer i stedet for punktummer. Dialoger i hans værker er ikke markeret med anførselstegn eller lignende og glider derfor ind og ud af fortællerstemmen, ligesom udsigelsespositionen kan være svær at afgøre. Der er ofte et fantastisk islæt i hans værker, og han skrev stort set aldrig realistiske værker.

Saramago bruger en del metafiktive greb, hvor han gør opmærksom på værkets fiktionalitet. Det kan f.eks. være ved at forsvare, fordømme eller kommentere begivenhederne, tage afstand fra noget eller prøve at overbevise læseren om nogets sandfærdighed. Fortælleren kan også gøre opmærksom på sin egen fortællende samtid, som han vil dele med læseren, selv ved historiske værker som ”Elefantens rejse”. Ofte er der en skælmsk, ironisk eller humoristisk tone i værkerne, der skal udstille menneskets (eller med ”Kain” – Guds) dårskab. Denne tone kan også anskues som værende meget pessimistisk og anti-idealistisk. Her fremstilles den menneskelige natur, som den virkelig er, loves der. Han anvender også ofte politisk eller religiøs satire.

Der er to træk ved Saramago, som slår tydeligt igennem i temaerne i hans bøger: At han var ateist og kirkemodstander, og at han var kommunist. Mange værker gennemstrømmes mere eller mindre eksplicit af en religionskritik, ligesom hans politiske ståsted ofte kommer til udtryk i politisk satire, der latterliggør magtens mænd. I hans værker fremhæves den menneskelige faktor frem for den officielt sanktionerede historie. 

Beslægtede forfatterskaber

Saramagos religionskritik og venstreorienterede politiske holdning kan minde om en anden Nobelprismodtager, nemlig den tyske forfatter Heinrich Böll. I Bölls roman ”En klovns ansigt” fra 1963 kritiseres den katolske kirke voldsomt, sammen med CDU, Tysklands konservative parti, hvilket førte til voldsomme udfald både fra kirken og de konservative, ikke ulig den reaktion Saramago fik med udgivelsen af ”Jesusevangeliet”.

Saramagos satiriske modus kan sammenlignes med forfatteren Franz Kafkas værker, der med en lignende satirisk-ironisk tone beskrev politiske magtstrukturer, f.eks. i hovedværket ”Processen” fra 1925 om en uskyldig mand, der bliver trukket ind i en farceagtig retssag. Saramagos mange fantastiske historier låner fra den sydamerikanske magiske realisme, hvor en hverdag pludselig kan blive ramt af noget overnaturligt, ligesom hans metafiktive greb kan sammenlignes med den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ værker. 

Bibliografi

Romaner

Saramago, José:
Terra do Pecado. Editorial Minerva, 1947.
Saramago, José:
Manual de Pintura e Caligrafia. Moraes Editores, 1977.
Saramago, José:
Levantado do Chão. Editorial Caminho, 1980.
Saramago, José:
Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola. Samleren, 1988. Oversat af Mone Hvass. (Memorial do convento. 1982).
Saramago, José:
Det år Ricardo Reis døde. Samleren, 1989. Oversat af Mone Hvass. (O Ano da Morte de Ricardo Reis. 1984).
Saramago, José:
Stenflåden. Samleren, 1990. Oversat af Mone Hvass. (O A jangada de pedra. 1986).
Saramago, José:
Historien om Lissabons belejring. Samleren, 1991. Oversat af Mone Hvass. (História do cerco de Lisboa. 1989).
Saramago, José:
Jesusevangeliet. Samleren, 1995. Oversat af Mone Hvass. (O evangelho segundo Jesus Cristo. 1991).
Saramago, José:
En fortælling om blindhed. Samleren, 1998. Oversat af Peer Sibast. (Ensaio sobre a cegueira. 1995).
Saramago, José:
Alle navnene. Samleren, 1999. Oversat af Peer Sibast. (Todos os nomes. 1997).
Saramago, José:
Alle navnene. Samleren, 1999. Oversat af Peer Sibast. (Todos os nomes. 1997).
Saramago, José:
Den duplikerede mand. Samleren, 2004. Oversat af Peer Sibast. (O homem duplicado. 2002).
Saramago, José:
En beretning om klarsyn. Samleren, 2005. Oversat af Peer Sibast. (Ensaio sobre a Lucidez. 2004).
Saramago, José:
Døden udebliver indimellem. Samleren, 2008. Oversat af Peer Sibast. (Intermitências da morte. 2005).
Saramago, José:
Elefantens rejse. Samleren, 2010. Oversat af Mone Hvass. (A viagem do elefante. 2008).
Saramago, José:
Claraboia. Editorial Caminho, 2011.
Saramago, José:
Kain. Samleren, 2013. Oversat af Tine Lykke Prado. (Caim. 2009).

Drama

Saramago, José:
A Noite. Editorial Caminho, 1979.
Saramago, José:
A Segunda Vida de Francisco de Assis. Editorial Caminho, 1987.
Saramago, José:
Don Giovanni ou O Dissoluto Absolvido. Editorial Caminho, 2005.

Digte

Saramago, José:
Os Poemas Possíveis. Portugália Editora, 1966.
Saramago, José:
Provavelmente Alegria. Livros Horizonte, 1970.

Om forfatterskabet

Artikler

Thurah, Thomas:
Menneskets evangelium. Weekendavisen, 1998-12-04.

Film

Mendes, Miguel Gonçalves.
José e Pilar. JumpCut, O2, El Deseo, 2010.
Meirelles, Fernando:
Fernando Meirelles. Filmatisering af ”En fortælling om blindhed”.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på José Saramago