José Saramago

Artikel type
voksne
cand.mag. Christian Jess Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Main image
Saramago, José
Foto: Samleren

Indledning

José Saramago er Portugals eneste nobelprismodtager i litteratur og vel nok landets mest kendte forfatter. Han var optaget af menneskelige vilkår og kærlighed, som han fremhævede over politik, religion og den officielle vedtagne historie. Saramago var kommunist og ateist og bevægede sig ofte ud i den politiske og religiøse satire. Især kom han i konflikt med den katolske kirke og den katolsk-venlige regering i Portugal, hvilket førte til et selvvalgt eksil på Lanzarote i hans livs sidste år.

 

50708632

Blå bog

Født: 16. november 1922 i Azinhaga, Portugal.

Død: 18. juni 2010.

Uddannelse: Teknisk skole.

Debut: Terra do Pecado. Minerva, 1947.

Priser: Nobelprisen i litteratur, 1998.

Seneste udgivelse: Kain. Samleren, 2013. Oversat af Tine Lykke Prado.

Inspiration: Karl Marx, Fyrtårnet & Bivognen, Charles Chaplin.

 

 

 

 

 

jose

Baggrund

”Dybest set må man erkende at historien ikke alene er selektiv, den er også partisk, den plukker kun det af livet der betragtes som materiale af historisk samfundsmæssig betydning og forkaster det øvrige, hvor den måske lige præcis kunne have fundet den rigtige forklaring på kendsgerningerne.”
”Elefantens rejse”, s. 146.

José Saramago blev født i den lille landsby Azinhaga i Portugal den 16. november 1922. Hans forældre og bedsteforældre var bønder. Da José Saramago var to år, flyttede familien til Lissabon, hvor faderen fik arbejde som politimand. Få måneder efter ankomsten til Lissabon døde Saramagos storebror. Han holdt fortsat ferier i hjembyen Azinhaga hos sine bedsteforældre, indtil hans bedstefar fik et slagtilfælde og blev flyttet til Lissabon.

Saramago læste på teknisk skole i Lissabon og arbejdede efter skoletiden som bilmekaniker i to år. Saramago havde dog en stor interesse for litteratur og gik på biblioteket om natten. I 1947 fik han sin debut med ”Terra do Pecado”, og samme år fik han en datter med Ilda Reis, som han giftede sig med i 1944, et ægteskab der varede indtil 1970.

Saramago fik arbejde som journalist og i 1955 som oversætter. Han meldte sig ind i kommunistpartiet i 1969 og var medlem til sin død. Efter Nellikerevolutionen i 1974, som førte til en demokratisering af Portugal, blev Saramago fyret som journalist, og han helligede sig forfatterfaget på fuld tid. Hans store gennembrud opnåede han først i sine tressere med ”Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige passarola” fra 1982, en kærlighedshistorie der finder sted under inkvisitionen i Portugal i det 18. århundrede, og som blander fakta med fiktion.

I 1988 giftede han sig med den spanske journalist Pilar del Rio, som han forblev gift med til sin død i 2010. Saramago udgav yderligere tre romaner i 1980’erne, som gav ham stor international opmærksomhed. Saramago var erklæret ateist og kom i klammeri med det katolske Portugal og Vatikanet, da han udgav ”Jesusevangeliet” i 1991, hvor han portrætterer Jesus og Gud som fejlbehæftede ’normale’ mennesker. Det blev for meget for den portugisiske regering, som ikke lod værket nominere til en litterær pris. Saramago brød efterfølgende med sit hjemland og flyttede til spanske Lanzarote med sin kone.

En stor hæder modtog han i 1998, da det svenske akademi tildelte ham nobelprisen i litteratur. I 2010 døde han af leukæmi. 

En fortælling om blindhed

”Jeg er blind, Jeg er blind gentog han i desperation mens de hjalp ham ud af bilen, og tårerne der sprang frem gjorde, at de øjne han påstod var døde, skinnede endnu mere. Det er hvad der sker, det vil gå over skal du se, nogle gange er det nerver.”
”En fortælling om blindhed”, s. 2.

”Ensaio sobre a cegueira” (”En fortælling om blindhed”, 1998) fra 1995 er en af Jose Saramagos mest kendte romaner. Romanen er at karakterisere som science fiction af den dystopiske slags, der omhandler civilisationens undergang. I ”En fortælling om blindhed” rammer katastrofen i form af blindhed, der spredes blandt befolkningen som en epidemi.

Man følger en flok navnløse personer, der som de første er blevet ramt. De interneres i et forhenværende sindssygehospital under militær bevogtning. Forholdene i hospitalet bliver hurtigt brutale, da de internerede blinde begynder at slås indbyrdes om den begrænsede mængde mad, en gruppe bevæbnede får kontrol med madleverancerne og bruger deres magt til at voldtage kvinderne fra de andre grupper.

22262475

Hovedpersonen i romanen er ”doktorens kone”, som er gift med en øjenlæge, der som en af de første bliver ramt af blindhed. Hun foregiver at være blind for ikke at blive adskilt fra sin mand og bliver interneret sammen med ham. Hun skjuler, at hun kan se, men tager ansvaret for den lille gruppe blinde, som ægteparret ender sammen med. Den lille gruppe undslipper hospitalet og opdager, at hele samfundet er ramt af blindhed, og at anarki og lovløshed også hersker udenfor hospitalets mure. Den lille gruppe, som beskrives som en lille familie, finder et nyt hjem og et nyt liv i doktorparrets lejlighed, hvor de lever sammen, indtil blindheden pludselig forsvinder, så brat som den ramte.

”En fortælling om blindhed” beskriver, hvor tyndt civilisationens fernis er, og hvor hurtigt samfundet degenerer til barbari, når katastrofen rammer. Værket indskriver sig derfor i en klassisk tradition for post-apokalyptisk/dystopisk science fiction, hvor menneskeheden rammes af en katastrofe og forfalder til dyrisk barbari i form af kannibalisme, voldtægt og deslige. Typisk for Saramagos stil er mange punktummer erstattet af kommaer, hvilket giver en hektisk syntaks, der halser afsted. Udsagn er ikke markerede og ofte heller ikke adresseret, hvilket kan skabe forvirring om, hvem der siger hvad.