Sjældent er Jose Saramagos religionskritik kommet så tydeligt til udtryk som i ”Caim”, hans sidste værk fra 2009 (”Kain”, 2009). Den tager udgangspunkt i Biblens fortælling, ligesom hans tidligere værk ”Jesusevangeliet” på dansk i 1995. Værket tager afsæt i den bibelske figur Kain, søn af Adam og Eva, som slår sin bror Abel ihjel. Kain bliver vidne til de store begivenheder i Det Gamle Testamente, uden begrænsninger i tid eller rum. Således overværer han både ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra, tilbedelsen af den gyldne kalv, Israels folk under Moses’ ledelse, Abrahams ofring af sin søn Isak, Jobs plager og syndfloden og Noas ark. Kain er en sympatisk og (rimelig) moralsk mand, til trods for at han er brodermorder. Mens Gud (konsekvent stavet med småt) er en hævngerrig, ondskabsfuld og inkonsekvent gud, der er egoistisk og forfængelig.
50708632
Kain stiller sig yderst kritisk over for Gud og hans handlinger, f.eks. at han ødelægger byerne Sodoma og Gomorra, inklusiv alle børnene der bor i dem. Han stiller spørgsmål. Gud afklædes og kritiseres langsomt gennem romanen af både Kain og fortælleren. Sidstnævnte stiller sig på vanlig vis kritisk over for karakterernes, herunder især Guds, handlinger.
Saramago var erklæret ateist, og det religionskritiske løber som en rød tråd gennem hans forfatterskab. Han var allerede kommet i konflikt med sit katolske hjemland ved udgivelsen af ”Jesusevangeliet”, og med udgivelsen af ”Kain” blev der pustet til gløderne i den konflikt. Fortælleren i ”Kain” kritiserer yderligere Biblens tekst, ved ironisk at hævde at intet her er opdigtet, med henvisning til de geografiske detaljer. Den største gudskritik kommer nok i konstateringen af, at Gud hverken er almægtig eller alvidende. På tidspunkter i romanen møder han Kain uden at genkende ham eller blive overrasket over hans tilstedeværelse i en bibelsk scene. De engle der optræder stiller sig også, diskret, undrende over Guds planer, men hans veje er jo uransagelige, som det hedder.