Utopisk detektivroman

Citat
Ekstra citat “Telefonen ringede. Og den havde sikkert ringet ret længe. Margaret Moss kæmpede sig op i siddende stilling og så sig desorienteret omkring. Det tog lidt tid, før hun fandt ud af, at hun var i sin egen stue, at klokken var halv syv om aftenen og at telefonsvareren nu snøvlede sig metallisk igennem sit budskab henne på skrivebordet”. Kjersti Scheen:
Kjersti Scheen: “Mord i kulissen” side 165.

I serien om Margaret Moss benytter Kjersti Scheen sig med kærlig ironi af en gammel genre, nemlig detektivromanen. Ironien komme blandt andet til udtryk ved, at Scheen har givet sin hovedperson en indre stemme, som betragter det hele udefra med en ordlyd, der skiftevis refererer til hårdkogte detektivromaner og romantiske litterære skildringer. Forfatterens hovedperson er vel at mærke helt klar over, at hun på denne måde indlægger en ironisk distance. Som det hedder i starten af romanen: “Margaret var på sin side ofte plaget af noget, hun betragtede som sit alter ego, en stemme inde i hovedet, der bestandigt blandede sig i det, hun gjorde, sommetider med den hårdkogte tone fra film noir, sommetider som en melodramatisk heltinde fra en dameroman. Nu var den der pludselig igen. "Natten faldt uden nåde over menneskene i den frysende by. Privatopdager Moss smilede. Det var ikke noget pænt smil. Moss og natten var sådan set på samme hold.”” (Kjersti Scheen: “Mord i kulissen” side 5).

Scheens krimifortællinger er blevet kritiseret for at indeholde urealistiske og usandsynlige begivenheder. Men ifølge forfatteren er dette træk netop del af den genre, hun indskriver sig i med sine detektivromaner: “Bøgerne om Margaret Moss er frie for krav om sandsynlighed og sandhed (…) Baggrunden for mine kriminalromaner er, at jeg gennem mange år har lejet gamle hytter, hvor der stod Agatha Christie-bøger, som blev læst i laser. Det er kærligheden til en bestemt type utopisk kriminallitteratur, som har inspireret mig. For der findes jo ikke detektiver som dem, disse forfattere skriver om” , siger Kjersti Scheen (Agnes Moxnes og Anne Cathrine Straume: “Kriminell virkelighetsflukt”. NRK, 2003-03-17).

I sine kriminalromaner kombinerer Scheen denne type detektivromaner med en skildring af almindelige menneskers relativt almindelige hverdag. Margaret Moss er ganske vist privatdetektiv, men hun er også enlig mor til en teenagedatter med grønt hår, hun er lidt for tyk og har blandt andre dårlige vaner hang til vodka og til en gift lastbilchauffør.