Når Taiye Selasi skal svare på, hvem hendes litterære idoler er, har hun svært ved at begrænse sig: ”Åh, der er så mange. Jeg forguder Penelope Lively, Alessandro Baricco, Roberto Bolaño, Toni Morrison, Arundhati Roy. Men de er mere mine helte end mine rollemodeller.” (Yuka Igarashi: Interview. Granta, 2011-06-10. Egen oversættelse). Hun fremhæver, at det mere er idoler end folk, der har lært hende at skrive. Her vil hun hellere hive fat i sine forældre og gamle skolelærere.
Kigger man på Selasis udgivelser, er det da også lidt vanskeligt at se, hvor hun henter inspiration henne. Som sort kvindelig forfatter bliver man ofte slået i hartkorn med andre sorte og kvindelige forfattere – uanset stil og emnefelt. Det er på mange måder uretfærdigt i forhold til Taiye Selasi, der meget er sin egen. Mange har skrevet om slaveri, racisme og vanskeligheder forbundet med at migrere – men det er ikke det, Selasi skriver om. Hun skriver om vanskeligheden ved at have flersporede rødder, at klare det godt, men stadig at have en trist historie, der hager sig fast i én. På den måde er en forfatter som Toni Morrison imidlertid ikke helt gal at sammenligne med, eftersom hun udover at være Selasis mentor og ”opdager” også stil- og emnemæssigt er beslægtet med Selasi.
Først og fremmest er de begge meget optaget af slægt og arvesynd. I Toni Morrisons ”Beloved” hjemsøges hovedpersonen således af sit afdøde barn – på rigtig spøgelsesmaner – og hun får ikke lov til at lægge sin fortid bag sig. Morrison tager udgangspunkt i slaveriet og tiden omkring de amerikanske borgerkrige, men hvis man kigger bort fra kulissen, har de to forfattere samme ærinde i forhold til slægt og skyld og skam.
Derudover kan man om dem begge sige, at de skriver på en temmelig formeksperimenterende vis, hvor der leges med den gængse historiefortælling. Det kommer bl.a. til udtryk i brugen af direkte tale, som hos begge konsekvent blandes sammen med indirekte tale, på en måde så læseren må gætte ud fra konteksten, hvad der siges og tænkes. Det samme kan siges om tegnsætningen, som er meget mere kunstfærdig end hos de fleste romanforfattere. Tegnene bruges hos begge til at angive mening (ikke grammatik) og slå en rytme an, som formidler en stemning eller følelse hos de forskellige karakterer, det være sig en tung og dreven sorg eller en hurtig og hektisk panikstemning.