Baggrund

Citat
Man er jo ligesom født af en mor, der engang har været sammen med en far, og så er det de to mennesker, man har som forældre resten af vejen, ik’ sandt? Men sådan behøver det altså ikke at være. Nogle gange kan man godt vælge nogle nye forældre, hvis dem, man har, er gået i stykker, eller hvis man bare har brug for det. Det havde vi, for vi havde ikke nogen.”

Børnene fra Sølvgade”, s. 9.

Renée Toft Simonsen er vokset op som den mellemste søster af tre i en kernefamilie i Århus. Som teenager blev hun model og sendt til New York, hvor hun i 1982 blev kåret til “Face of the Eighties”. Hun valgte dog at droppe sin glamourøse modelkarriere allerede som 24-årig og flyttede hjem til Danmark, hvor hun tog sin studentereksamen i Århus og fik to børn med erhvervsmanden Kristian Sandvad. I 1995 gik de fra hinanden, og Renée Toft Simonsen slog sig ned i en villa i Risskov. I 2000 blev hun gift med popsangeren Thomas Helmig, som hun havde fået barn med i 1998. I 2002 blev hun færdig som psykolog fra Århus Universitet.

Efter studierne søgte hun en ph.d.-stilling - for at undersøge påvirkningen af et foster under en graviditet. Hun fik stillingen, men takkede ved nærmere eftertanke nej: “Jeg vil ikke have en stresset hverdag. Det ville gå for meget ud over familien. Desuden trængte jeg til at få tid og plads til at finde mig selv og mine følelser. Jeg ville ikke længere bevise, at jeg er klog.” (Christina Alfthan: Jeg er ingen perfekt mor, 2003-10-27).

I stedet for en fremtid som forsker fandt Renée Toft Simonsen på noget andet, for når man er barn af 70’erne, er det ikke nok at være nogens mor: “Jeg er jo opdraget med frigørelse og ligestilling, så det der med bare at gå hjemme ved kødgryderne og sørge for sine børn, det er jo overhovedet ikke fyldestgørende, vel.” (Lotte Thorsen: Hugo er heldig. Politiken, 2003-10-31). Valget faldt i stedet, godt opfordret af hendes mand Thomas Helmig, på børnebøger, som hun kunne skrive hjemmefra. Debuten “Karlas kabale” udkom i 2003 og er siden blevet fulgt op af fire andre Karla-bøger samt to bøger om Karlas lillebror, som Simonsen besluttede at give sin egen serie til de mindste. Endvidere har hun skrevet bogen “Anthony Greenwood og den amerikanske præsident”, som er baseret på de godnathistorier, som hendes mand fortæller til børnene, samt en læs-let bog, “Den sejeste”.

Derudover har Renée Toft Simonsen skrevet bidrag til diverse antologier om blandt andet kvindeliv, kærlighed og selvrealisering. I 2014 udgav hun selvbiografien ”At finde hjem”, som særligt handler om hendes modelkarriere i 1980’erne, og i 2019 udkom børnebogen ”Børnene fra Sølvgade”.