Renée Toft Simonsen
Foto: Politikens forlag

Renée Toft Simonsen

stud.mag. Susanne Nørgaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2006. Opdateret af cand.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, Bureauet, juli 2019.
Top image group
Renée Toft Simonsen
Foto: Politikens forlag
Main image
Toft Simonsen, Renée
Foto: Michael Mottlau / Scanpix

Indledning

Børnebogsforfatteren Renée Toft Simonsen skriver bøger, der tager udgangspunkt i den virkelighed nutidens børn vokser op i. Emner som skilsmisse, venskab, kærlighed, integration og alternative familieformer tages op i et politisk ukorrekt og børnevenligt sprog sammen med farverige illustrationer. Ligesom i den populære Karla, der er skilsmissebarn og har en alkoholiseret far, og oplever at blive svigtet af sin bedste veninde, er det også i ”Børnene fra Sølvgade” børnene der er fortællingens helte.

48588743

Blå bog

  • Født: 12. maj 1965 i Århus, Danmark.

  • Uddannelse: Cand.psych. ved Århus Universitet, 2002.

  • Debut: Karlas Kabale, 2003.

  • Litteraturpriser: Bog- og Papirbranchens (BMF) børnebogspris, 2004.

  • Seneste udgivelse: Børnene fra Sølvgade tager kampen op. Politiken, 2020.

 

 

 

 

 

 

 

 

Renée Toft Simonsen læser op af sin seneste bog ”Børnene fra Sølvgade”

Artikel type
boern

Baggrund

Man er jo ligesom født af en mor, der engang har været sammen med en far, og så er det de to mennesker, man har som forældre resten af vejen, ik’ sandt? Men sådan behøver det altså ikke at være. Nogle gange kan man godt vælge nogle nye forældre, hvis dem, man har, er gået i stykker, eller hvis man bare har brug for det. Det havde vi, for vi havde ikke nogen.”

Børnene fra Sølvgade”, s. 9.

Renée Toft Simonsen er vokset op som den mellemste søster af tre i en kernefamilie i Århus. Som teenager blev hun model og sendt til New York, hvor hun i 1982 blev kåret til “Face of the Eighties”. Hun valgte dog at droppe sin glamourøse modelkarriere allerede som 24-årig og flyttede hjem til Danmark, hvor hun tog sin studentereksamen i Århus og fik to børn med erhvervsmanden Kristian Sandvad. I 1995 gik de fra hinanden, og Renée Toft Simonsen slog sig ned i en villa i Risskov. I 2000 blev hun gift med popsangeren Thomas Helmig, som hun havde fået barn med i 1998. I 2002 blev hun færdig som psykolog fra Århus Universitet.

Efter studierne søgte hun en ph.d.-stilling - for at undersøge påvirkningen af et foster under en graviditet. Hun fik stillingen, men takkede ved nærmere eftertanke nej: “Jeg vil ikke have en stresset hverdag. Det ville gå for meget ud over familien. Desuden trængte jeg til at få tid og plads til at finde mig selv og mine følelser. Jeg ville ikke længere bevise, at jeg er klog.” (Christina Alfthan: Jeg er ingen perfekt mor, 2003-10-27).

I stedet for en fremtid som forsker fandt Renée Toft Simonsen på noget andet, for når man er barn af 70’erne, er det ikke nok at være nogens mor: “Jeg er jo opdraget med frigørelse og ligestilling, så det der med bare at gå hjemme ved kødgryderne og sørge for sine børn, det er jo overhovedet ikke fyldestgørende, vel.” (Lotte Thorsen: Hugo er heldig. Politiken, 2003-10-31). Valget faldt i stedet, godt opfordret af hendes mand Thomas Helmig, på børnebøger, som hun kunne skrive hjemmefra. Debuten “Karlas kabale” udkom i 2003 og er siden blevet fulgt op af fire andre Karla-bøger samt to bøger om Karlas lillebror, som Simonsen besluttede at give sin egen serie til de mindste. Endvidere har hun skrevet bogen “Anthony Greenwood og den amerikanske præsident”, som er baseret på de godnathistorier, som hendes mand fortæller til børnene, samt en læs-let bog, “Den sejeste”.

Derudover har Renée Toft Simonsen skrevet bidrag til diverse antologier om blandt andet kvindeliv, kærlighed og selvrealisering. I 2014 udgav hun selvbiografien ”At finde hjem”, som særligt handler om hendes modelkarriere i 1980’erne, og i 2019 udkom børnebogen ”Børnene fra Sølvgade”.

Karlas kabale

“Folk, de mødte på gaden, vendte sig om og så efter dem. Men det var også noget af et syn, der mødte dem. En laset posemand, der skubbede en stopfyldt indkøbsvogn foran sig. En meget høj mand med et langt, hvidt skæg, en stor, grøn kappe og spids hat, der trak en gammel rusten herrecykel, hvor der sad en lille pige på bagagebæreren. En lille pige med store blå øjne, skulderlangt lyst hår og en grøn rygsæk på ryggen.”
“Karlas kabale”, s. 120.

Renée Toft Simonsens debutbog “Karlas kabale” fra 2003 handler om den vanskelige kabale, det er at få en sammenbragt familie til at gå op. Og ikke mindst hvor svært det kan være som barn at navigere i de voksnes kaos. Historien er fulgt op af farvestrålende akvareller tegnet af Lars Gabel, som gør det lettere og sjovere for børnene at følge med i historien om den spinkle, blonde Karla med den grønne kasket.

Historien foregår i “huset på bakken”, hvor hovedpersonen Karla bor med sin kærlige og sjove sammenbragte familie, bestående af mor, bror, stedfar, ny lillebror, og af og til også en stedsøster. Karlas far er alkoholiker, og det er derfor ikke altid, han overholder de aftaler, han har med Karla. En dag, hvor Karla har glædet sig rigtig meget til at se ham, dukker han slet ikke op. Da moren så oven i købet ikke forstår, hvor ked af det Karla er, bliver det hele for meget for hende. Hun pakker sine ting og går hjemmefra. Nu vil hun bo på gaden – hun skal bare først lige finde farens ven, den hjemløse Buster.

24929604

Karla finder Buster midt inde i byen. Men han er ikke alene. Han jager rundt med en indkøbsvogn sammen med Merlin, som er en højtråbende mand med en lang kappe. Først kan Buster slet ikke huske Karla og ignorerer hende. Men hun er stædig og bliver ved at forklare om sin far. Til sidst lykkes det, og Buster og Merlin tager Karla med sig til lossepladsen uden for byen, hvor de bor. Her overnatter Karla i et skur mellem de to posemænd. Desværre (eller heldigvis) er der mange, der har set Karla gå med de to mænd, og næste morgen bliver de alle tre vækket af politiet, som anholder Buster og Merlin og tager Karla med sig. På stationen møder hun sin familie, som er meget glad for at se hende.

Det hele ender selvfølgelig godt, da Karla først får forklaret sig. Buster og Merlin bliver løsladt, Karla kommer med sin familie hjem, og moren får sagt undskyld og laver en ny aftale med faren. Om aftenen lægger Karla en kabale i sin seng for at finde ud af om faren næste gang vil huske deres aftale. Kabalen går op - hjulpet lidt på vej.

Bogen er en beskrivelse af det moderne familieliv, og udgangspunktet i skilsmissefamilien brænder stærkt igennem: “Karla synes ikke, hun bor i en rigtig familie. Og hun kæmper med at få kabalen til at gå op. Sådan tror jeg, der er mange børn, der har det. Og måske kan de have glæde af at læse den her bog og opdage, at de ikke er de eneste, der har det sådan.” (Lotte Thorsen: “Hugo er heldig”. Politiken, 2003-10-31

Karla og Katrine

“Karla gik hen til Jonas, sammen fik de tændt stearinlysene og sendt dem afsted ud på søen. Alle de voksne kom ned til bredden og sagde ”neej” og “ihh” og “åhh, hvor er det smukt”. Men Karla kunne ikke være rigtig glad. Det var, som om det hele pludselig var ødelagt; festen og alt det hyggelige og dejlige. Hun kunne ikke holde op med at tænke på Katrine, der lå alene nede i teltet med soveposen trukket helt op om hovedet.”
“Karla og Katrine”, s. 129.

Historierne fra huset på bakken fortsætter i “Karla og Katrine” fra 2004, hvor Karla skal på sommerlejr med familien og får lov at invitere bedste-veninden, Katrine, med. Katrine siger ja tak til ferien. Hun siger også ja til at blande blod med Karla, så de kan blive evigt bedste-veninder. Det hele tegner ren idyl. Men på sommerlejren møder de to piger drengen, Jonas, som bor i pleje på en gård, hvor pigerne bliver taget i at stjæle kartofler. Karla synes straks godt om Jonas, og de pjatter og griner sammen hele tiden. Og så går der ikke lang tid, før Katrine føler sig overset og får hjemve.

På sommerlejren er de alle sammen inviteret til et noget anderledes bryllup. Karla og Katrine har aftalt at tænde en masse lys og sende dem ud på søen som en gave til brudeparret. Men Katrine vil pludselig ikke være med og lægger sig ned i sin sovepose i teltet. Karla må selv sende alle lysene afsted sammen med Jonas. Hun har haft så travlt med at have det sjovt med hele sin familie og sin nye ven, at hun først slet ikke har opdaget, at Katrine opfører sig anderledes. Men nu kan hun ikke tænke på andet, og det hele bliver endnu værre, da Katrine helt nægter at tale om det og i stedet tager på fisketur med Mads Morten uden at invitere Karla med.

25407571

Karla får sig en lang snak med morens barndomsveninde, Dolly, og hun beslutter sig for at sige undskyld til Katrine – eller rettere: “undskyld, undskyld, undskyld!” Hun finder Katrine, som i virkeligheden ikke er så sur, men bare ked af, at Karla pludselig talte mere med Jonas end med hende. Karlas undskyld virker næsten øjeblikkeligt, og de to piger bliver gode venner igen. Ferien ender endda med, at Jonas hjælper dem med at prikke et lille hul i hver sin finger, så de kan blande blod og blive blod-søstre. Men først efter at Katrine har bidt sin frygt i sig. Karla har fået sit første kys.

Bogen handler om, hvordan to veninder selv lærer at løse deres problemer, og hvor vigtigt det er at have gode venner. I børnehøjde tager den fat i de problemer, der er blandt veninder i den alder: “Som barn er det livsvigtigt at have gode veninder eller venner. Børns venskaber er betydningsfulde, fordi det ikke er et horisontalt forhold som mellem barn og voksen, men et vertikalt forhold, hvor børn spejler sig i hinanden og udvikler sig” , siger forfatteren og børnepsykologen (Rasmus Blicher: “Veninder varer evigt”. Jylland-Posten, 2004-09-15). Hun illustrerer de følelser, som er indblandet med masser af indlevelse: “Det var skrækkeligt, hvis Katrine ikke kom med. Hun ville kede sig ihjel. Karla gad ikke lege med Mads Morten og Lillebror. De var for små. Bare Katrine ville med. Bare hun ville være bedste-bedste-veninder og blande blod. Åh, bare hun ville!” (“Karla og Katrine”, s. 13).

Karlas svære valg

“Ja, det er rigtigt, det Karla siger, men der er også noget mere,” sagde hun. Hun holdt en lille pause, hvorefter hun løftede hagen og fortsatte med høj klar stemme. “Der er også nogen, der siger grimme ting om mig, fordi jeg har slør på og kommer fra Afghanistan, og det synes jeg er rigtig tarveligt, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få dem til at holde op,” sagde Selma.
"Karlas svære valg", s. 144

I forhold til den relativt hverdagslige problematik blandt børn i “Karla og Katrine”, bliver det mere alvorligt i “Karlas svære valg” fra 2005.

I bogen kommer der en ny afghansk pige, Selma, ind i Karlas klasse. Mange i klassen har aldrig før set en pige med tørklæde og spørger om en hel masse. De tror eksempelvis, at Selma beder til en gud, der hedder Allan, og Selma må i sin første time i klassen fortælle og fortælle. Men den første glubske interesse for hende dør hurtigt ud. Hun er selvsagt meget fremmed i klassen, og der er ingen, der inviterer hende med ud at lege i frikvarteret. I stedet sidder hun alene tilbage i klassen, mens resten løber ud for at lege fangeleg. Ikke engang Karla stopper op og tager hende med. Efterhånden begynder de andre børn også – især nogle af pigerne – at hviske grimme ting om Selma bag hendes ryg.

Karla har det dårligt med, at Selma bliver mobbet. Selv Katrine er gået med til at holde hende udenfor og kalde hende grimme ting. Og da Karla forsøger at tage Selma i forsvar, bliver hun selv upopulær blandt de andre piger og uvenner med Katrine. Hun går i gang med at udtænke en plan for, hvordan hun kan få Selma med i gruppen. Første skridt er at få hende til at deltage i klassens krybbespil. Selma sidder nemlig bare på bænken og ser på, mens de andre øver. Én af de andre piger, Eva, har bestemt, at de skal optræde i mini-skirts og bare ben, og det kan Selma ikke være med til på grund af hendes religion. Så Karla finder i stedet på, at de alle sammen kan iklæde sig gammeldags natkjoler, og Selma kan danse i midten – så gør det ikke så meget, at hun har tørklæde på.

25983246

Hun fremlægger planen for de andre piger og klasselæreren, Susse. Samtidig får hun også flettet ind, at de andre piger mobber Selma. Susse tager det meget alvorligt og forklarer pigerne, at hun vil skrive et brev hjem til deres forældre. Den slags hedder nemlig ikke bare mobning, men racisme. Efter den opsang bliver det hele bedre, og Selma bliver inddraget i krybbespillet og i pigegruppen. Og Karlas mor inviterer hele Selmas familie til julefrokost, så bogen ender med det helt store kulturmøde mellem en dansk og en afghansk familie.

“Karlas svære valg” er både et lille indblik i en anden kultur og en fortælling om, hvordan det er at blive mobbet og holdt udenfor, fordi man er anderledes. Den tager emnet integration op, og den afspejler forfatterens ønske om at fortælle en positiv integrationshistorie til de mange danske børn, som hver dag selv møder børn og familier med en anden etnisk baggrund. Pointen er plads til forskellighed: “Selvfølgelig skal flygtninge og indvandrere indordne sig under de demokratiske regler. Men derfra til at sige, at man ikke må spise noget bestemt, at man ikke må klæde sig på en bestemt måde, have tørklæde på. Hvad er det for noget mærkeligt noget at bestemme over mennesker?” (Louise Witt: “Mit forbillede er Astrid Lindgren”. Århus Stiftstidende, 2005-12-31).

Karla og Jonas

“Der var ankommet tre damer indtil videre, og hvem af dem, der var Nana Nielsen kunne de ikke vide, men Jonas havde allerede en idé. En af dem havde brunt hår ligesom ham, godt nok var der røde striber i, og det var sat højt op på hovedet i et springvand, men det havde den samme farve som hans, det kunne han se. Med tårer i øjnene kiggede han over mod forretningen, Tænk, hvis det var hans mor, der var derinde lige nu?”
Renée Toft Simonsen: “Karla og Jonas”, side 150.

I den fjerde bog i serien om Karla, “Karla og Jonas” fra 2006, har Karla svært ved at overbevise sin mor om, hvor vigtigt det er at få lov at farve håret rødt inden festen om lørdagen. Karla er blevet 11 år og drenge, fester og make-up begynder i højere grad at komme ind i hendes liv.
Hendes problemer er dog ikke noget i forhold til Jonas’, som hun mødte på sommerlejren i “Karla og Katrine”. Jonas bor på børnehjem, og selv om de voksne er søde, savner han en familie ligesom Karlas. Med Karlas hjælp finder han sin journal på børnehjemmet, hvor hans mors navn og adresse står. Han har lokket Karla med sig, og de to børn drager af sted som blinde passagerer med toget til København for at finde Nana Nielsen fra Bagsværd, der bortadopterede en lille dreng for 12 år siden.

26483972

Men Dda de to børn når til København, er tingene ikke så lette, som de først så ud til. Karla og Jonas prøver at tage en taxa til Bagsværd, men chaufføren sætter dem af midt på motorvejen, fordi de ikke har penge nok. Heldigvis har Karla sin mobiltelefon, så hun ringer til sin farmor, som bor i Charlottenlund. Farmoren er noget overrasket og lige midt i et spil bridge med veninderne, men henter dem selvfølgelig straks i sin lille bil. Og i stedet for at sende Karla og Jonas hjem, kaster farmoren og hendes veninder sig over opgaven og hjælper til med at finde Jonas’ mor. Det viser sig nemlig, at Karlas farmor selv er bortadopteret og kender alt til ønsket om at kende sine rødder.

Men der er mere end én Nana Nielsen i Københavns-området, og først efter et par forgæves forsøg og lange lange samtaler med Karlas mor hjemme i Århus, lykkes det dem at finde den rigtige Nana, som er frisør på Vesterbro.
Nana bliver meget glad for at se Jonas. Hun har selv ledt efter ham i mange år, men uden held. Hun tager hele selskabet med hjem til sin nye mand og to små drenge, og det hele ender godt for Jonas. Det ender også godt for Karla, som får sit hår farvet rødt af den glade Nana, og hun får (endnu) et kys – af Jonas – selvom hun siger nej til at være kærester.

Karlas lillebror

“Jeg ved faktisk, hvor der er gemt en chokoladeskat, men...” sagde Lillebror. Længere nåede han ikke, før kvælerslangen afbrød ham. “Først skal vi kysse,” sagde den og smaskede lidt. Licky lavede en væmmelig grimasse og spyttede på gulvet, bvar, kysse, det var ulækkert.
“Lillebror og kysse-kvælerslangen”.

Lillebror kender man som læser af Renée Toft Simonsens børnebøger allerede. Han er Karlas mindste lillebror med det meget barnlige og farverige sprog og den lidt for livlige fantasi. Lillebror lever rent faktisk mere eller mindre i en fantasiverden. Hver dag kommer han hjem fra børnehave og fortæller om alle de fantastiske ting, han har udrettet sammen med sin usynlige ven, Licky, og det er som oftest ikke så lidt... Renée Toft Simonsen besluttede at give lillebror sin egen billedbogsserie for netop at fange de lidt yngre børn med masser af billeder og fantasi. Og billedbøgerne får heller ikke for lidt – de er fyldt med glimmer, guld og lak og har masser af farverige tegninger.

26273536

I den første bog om “Lillebror og kyssekvælerslangen” fra 2006 får vi Lillebror som slik-junkie parat til at begå “kriminelle” handlinger for at få sit “stof”, chokoladen, som moren har forbudt. Herfra fantaserer Lillebror sig gennem et tyvetogt, hvor han har en kyssekvælerslange på slæb, som hele tiden vil kysse. Slangen er dog ingen hindring for Lillebror, som forvandler hele sit værelse til en jungle og begiver sig ud på en vild chokoladejagt. I fortsættelsen “Lillebror og Silver” fra 2006 sættes Lillebrors livlige fantasi endnu engang i sving, da moren kræver, at han afleverer to film om slædehunden Silver tilbage til den nabo, han har lånt dem af. Sammen med Silver tager Lillebror i sin fantasi af sted på en farlig mission på Grønland, hvor de jager tyve og bygger en iglo, mens sneen fyger omkring dem.

Ideen med Lillebror-serien er at lade den lille dreng styre, hvornår grænsen mellem fantasi og virkelighed, løgn og sandhed skal sættes. De farverige billeder og de meget fantasifulde fortællinger indfanger en stor del af et børnehavebarns univers – og ikke mindst opmærksomhed. Ved at supplere med situationer fra hverdagen med reprimander fra mor, drillerier fra storebror og oprydning på værelset, formår Renée Toft Simonsen at sætte fingeren på hverdagslivet, som det bliver set gennem en lille drengs øjne.

Serien om Action-helten Anthony Greenwood

I 2005 udgav Renée Toft Simonsen den første bog i serien om teenageactionhelten Anthony Greenwood. Projektet er inspireret af de historier som hendes mand, rockmusikeren Thomas Helmig, fortæller deres børn, når de skal i seng om aftenen. “Anthony Greenwood og den amerikanske præsident” fra 2005 er historien om, hvordan den 13-årige Greenwood fra Andalusien får til opgave at redde den amerikanske præsident fra et attentat.

25964047

Bogen er let overskuelig og har små finesser, som skal appellere til drenge. Beskrivelser af specialudviklede våben, dramatiske tegneserieagtige illustrationer og et medfølgende computerspil “Mission Antiterror” med musik af Thomas Helmig i samspil med en action-packed agenthistorie skal opmuntre drengene til at gå i kast med bøgerne.

I både plot og udseende adskiller den sig altså noget fra Renée Toft Simonsens populære Karla-bøger, og sigtet med Anthony Greenwood, som foregår i et udpræget drengeunivers, er da også et ganske andet. Hvor sigtet med Karla er mere socialt kritisk, er formålet her at række ud til drengene, som Renée Toft Simonsen gerne vil have til at læse noget mere: “Jens Kristian (hendes ti-årige søn, red.) kommer aldrig igennem en mursten som Harry Potter - hans små arme bliver trætte bare ved tanken. Anthony Greenwood er en bog til sådan en som ham. Nu har jeg læst kapitel et, kapitel to, nu har jeg læst en bog, kan han så stolt sige.” (Louise Witt: “Mit forbillede er Astrid Lindgren”. Århus Stiftstidende, 2005-12-31).

Børnene fra Sølvgade

”’Skulle vi bare så bare gå hen til en voksen og sige: Hey, voksne, kan du lige skrive vores lillesøster ind i skolen, så får du 500 kroner? Tror du helt ærligt ikke, en voksen ville synes, det var herremærkeligt?’” spurgte jeg. ’Ikke, hvis vi ansætter den voksne til at være … vores hushjælp. Ja, en hushjælp gør alt det, man beder om, henter kaffe og ordner post, det har jeg set på film. En hushjælp er en voksen og kunne derfor i teorien godt skrive Petra ind i skolen,’ sagde Kirk […].”

”Børnene fra Sølvgade”, s. 41.

Renée Toft Simonsens ”Børnene fra Sølvgade” (2019) er et højhastighedseventyr om fire børn, der bor alene i en lejlighed i København, efter at deres mor en dag for ti måneder siden gik ud for at vinterbade og aldrig kom tilbage. Med en stor portion opfindsomhed og snoen-sig-udenom problemerne holder børnene morens forsvinden hemmelig, mens de i fællesskab klarer hverdagen. Tristan på 15 år laver en solid lasagne og arbejder for cykelsmeden, niårige Kirk er familiens advokat in spe og gør sit for at holde lov og orden. Dét vanskeliggør den 11-årige jegfortæller Katinka imidlertid ved sin hang til at stjæle at supplere den sjat penge, som hun og seksårige Petra skraber sammen til ved at samle flasker. Når de tre store børn er i skole, passer Petra papegøgen Kaptajn God Humør og sine planter, som dominerer lejligheden.

46527321

Børnene lever i konstant frygt for, at skoleinspektøren Fru Moth og den mystiske ”Kommunetrold” skal opdage deres hemmelighed og få dem skilt fra hinanden for altid. Da Petra skal starte i skole, og Fru Moth kræver, at en voksen skriver Petra ind, er det lige ved at gå galt, men Kirk kender til ansættelsesret og foreslår, at de lovligt skaffer en hushjælp som midlertidig løsning på problemet. De hyrer den tidligere bakkesangerinde Miss Nelly fra Vollsmose, som er mand og går i dametøj, elsker børn og dyr, bager fremragende boller og er kæreste med Brian. I en periode er alt godt, men Miss Nelly er splittet mellem sin pligt til at melde børnene til politiet og følge sin kærlighed til dem.

”Børnene fra Sølvgade” blander socialrealisme med en Pippi-lignende eventyrlighed. Her er børn hverdagshelte i en voksenverden, hvor ting fra et barns perspektiv nogle gange gøres på en ret ”random måde” (s. 30). Med børnene ved roret brydes normer for venskaber, familiekonstellationer og boformer umærkeligt og naturligt. Sproget skal forestille at være Katinkas, og tonen er på én gang 2019-ungdomssprog og har noget gammelklogt over sig. Den fortællestrøm, der berettes med, lægger sig troværdigt op ad, hvordan en 11-årigs tankemønster kunne forløbe – med alle de afveje og impulser, det indebærer. Fortællingen akkompagneres af Zarah Juuls fantasifulde illustrationer.

Genrer og tematikker

Renée Toft Simonsen skriver socialrealisme i øjenhøjde med de børn, bøgerne henvender sig til. Bøgerne tager udgangspunkt i den hverdag, som mange børn i en moderne familie vokser op i, og de handler om nogle af tidens meget omdiskuterede emner som alternative familieformer, ensomhed, mobning, racisme, integration, misbrug og forbrugssamfund.

Hun skildrer en moderne verden, hvor der er behov for mere hensynsfuldhed over for hinanden og mere rummelighed i forhold til, hvad der opfattes som normalt: “Jeg vil gerne vise, at det er okay at være forskellige. Det er de helt banale sandheder, som jeg ikke synes, man kan blive træt af. Det er de indre værdier, det kommer an på, og ikke om der står Converse på skoene, eller om man er anderledes. Jeg vil ikke moralisere over for ungerne, men jeg håber, at jeg som forfatter kan give mine værdier videre.” (Rasmus Blicher: Veninder varer evigt. Jyllands-Posten, 2004-09-15).

Den måde, hun tematiserer den sammenbragte familie på, er et eksempel på dette. I Simonsens bøger er en familie ikke en traditionel konstellation af far, mor og børn, men viser i stedet familier af mange typer med papfædre, forældre af samme køn, plastikonkler og og halvsøskende. Familien er i Simonsens bøger også  udtryk for en mere generel åbenhed overfor andre, som f.eks. hjemløse eller indvandrere. At have stærke venskaber, må man forstå, er lige så vigtigt som at have en god familie, og kærligheden, hvad enten den er familiær eller venskabelig, er således også et centralt tema for Renée Toft Simonsen.

Bibliografi

Serien om Karla

Toft Simonsen, Renée :
Karlas kabale. 2003. Børnebog.
Toft Simonsen, Renée :
Karla og Katrine. 2004. Børnebog.
Toft Simonsen, Renée :
Karlas svære valg. 2005. Børnebog.
Toft Simonsen, Renée :
Karla og Jonas. 2006. Børnebog.
Toft Simonsen, Renée :
Karla superstjerne. 2009. Børnebog.
Toft Simonsen, Renée :
Karlas kamp. Politikens Forlag, 2011.

Serien om Lillebror

Toft Simonsen, Renée :
Lillebror og kyssekvælerslangen. 2006. Billedbog.
Toft Simonsen, Renée :
Lillebror og Silver. 2006. Billedbog.

Serien om Tiberius Tudefjæs

Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs stikker en løgn. Politiken, 2012. 1. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs laver muskler. Politiken, 2013. 2. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs går ikke med piger. Politiken, 2013. 3. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs og Skrid-Elvis Politiken, 2014. 4. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs nakker tandfeen. Politiken, 2015. 5. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs dropper julen. Politiken, 2015. 6. del.
Toft Simonsen, Renée :
Tiberius Tudefjæs danser tango. Politiken, 2016. 7. del.
Toft Simonsen, Renée : Tiberius Tudefjæs siger farvel. Politiken, 2017. 8. del.

Andre børnebøger af Renée Toft Simonsen

Toft Simonsen, Renée :
Anthony Greenwood og den amerikanske præsident. 2005. Børnebog (inkl. pc-spil).
Toft Simonsen, Renée :
Den sejeste. 2006. Læs let-bog.
Toft Simonsen, Renée :
Wilbur, en møgunge. 2007.
Toft Simonsen, Renée :
Anthony Greenwood og gidslet i Afrika. 2007. A. G. Serien.
Toft Simonsen, Renée : Alle er gode til noget. ADHD-foreningen, 2013. Billedbog.
Toft Simonsen, Renée: Børnene fra Sølvgade. Politiken, 2019.
Toft Simonsen, Renée: Børnene fra Sølvgade tager kampen op. Politiken, 2020.

Andre tekster af Renée Toft Simonsen

Frøkjær, Cecilie:
Gennem østrogenmuren. 2001 Antologi med bidrag af Renée Toft Simonsen.
Hansen, Jette:
Jeg slipper dig ikke – før du velsigner mig. 2003. (red.). Antologi med bidrag af Renée Toft Simonsen. Bidrag til antologi.
Holbæk, Mette (red.).:
Kys det liv. 2003. Antologi med bidrag af Renée Toft Simonsen.

Andre bøger af Renée Simonsen

Toft Simonsen, Renée og Andreas Fugl Thøgersen: Renée - At finde hjem. Politikens Forlag, 2014. Erindringer.
Toft Simonsen, Renée: Jeg er f@*cking hot! Politiken, 2018. Erindringer.

Beslægtede forfatterskaber

De alvorlige temaer blødes op af søde og morsomme fortællinger fra børns hverdag og af Simonsens uformelle sprog. Tonen er barnlig og fræk, men forfatterens omsorg for karaktererne skinner tydeligt igennem, og de eftertænksomme passager giver fint modspil til de mere pjattede og frække.

Med sin bramfri og til tider politisk ukorrekte stil sætter Simonsen ikke blot gang i børns fantasi, men stikker også til de voksnef.eks. skriver Merete Reinholdt om ”Børnene i Sølvgade: ”En og anden kan blive stødt på manchetterne af f.eks. den detaljerede beskrivelse af, hvordan man stjæler i en tøjbutik. De går så glip af den fine underlæggende fortælling. (Merete Reinholdt: I Renée Toft Simonsens univers stjæler børnene, og mor har druknet sig og alligevel er det hele hyggeligt. Berlingske, 2019-05-24).

Socialrealisme er en stærk tendens i børne- og ungdomslitteraturen, og temaer som sygdom, død, sorg, fattigdom, fremmedhed, venskaber, kærlighed og tolerance får plads.

Hvordan man lærer at leve med alvorlig sygdom er temaet i Jesper Wung-Sungs ”Ud med Knud” (2014), hvor man følger den kræftramte dreng William. Sygdomstemaet er også centralt for Wung-Sungs børnebog ”Lillefingeren” (2017) fra serien om lillebror Finn og storebror Arne. Her er det søskendekærligheden mellem brødrene, der bliver redningen på Arnes sygdom.

At kunne løsne barsk socialrealisme op med sødme og humor mestres også af Katrine Assel i ”Månen er en højtaler” (2017), som handler om Alvin, der bor alene med sin OCD-ramte mor og savner en far.

Også forfatterne Manu Sareen og Morten Dürr er eksempler på forfattere, der skriver socialrealistisk. I Sareens bøger om Iqbal Farooq, (den første fra 2006) og rrs ”Slip aldrig Samiras hånd” (2007) er venskab på tværs af kulturer og nationaliteter centrale temaer.

Eftertænksomme børn, som man finder i Renée Toft Simonsens bøger, genfindes i Mette Vedsøs bøger om den eftertænksomme Tove. ”Tove tænker – Alene i London (2017) er efterfølgeren til ”Tove tænker – Dobbelt så gammel”, der var nomineret til Kulturministeriets forfatterpris for børn og unge i 2016.

Forståelse for folk, der er anderledes, er også temaer for Birgitte Bregnedals bøger. I ”En ven blandt Isbjerge” (2019) flytter Lærke fra Gribskov til Grønland og skal finde ud, hvordan hun falder til i et helt nyt land og blandt fremmede mennesker. For de lidt mindre børn behandles temaer som venskab og mangfoldighed i Katrine Marie Guldagers s nyere børnebogsserie om “Peter Prik”. I “Peter Prik har en traktor” (2006) er det f.eks. en pointe, at har alle skolebørnene har  forskellige hudfarver.

Renée Toft Simonsens eget forfatterforbillede er Astrid Lindgren, og inspirationen er at spore i de handlekraftige og karakterstærke børn, der dominerer f.eks. ”Børnene fra Sølvgade”. Deres selvrådende indstilling og insisteren på ”voksen-fri zone” minder på sin vis om Lindgrens karakterer som Karlsson på taget, Pippi Langstrømpe og de seks børn fra Bulderby.

En klassiker-pendant er desuden Bjarne Reuters forfatterskab. I f.eks. bøgerne om Buster, ”Busters verden” (1979), ”Kys stjernerne” (1980) og ”Hvor regnbuen ender” (1982), går socialrealisme hånd i hånd med en varm humor. Også Kim Fupz Aakeson formidler i sit enorme forfatterskab alvorlige og svære emner med humor og ironi. F.eks. i ”Verdens grimmeste pige” (1989), som handler om ’hun’ med de meget store ører.

Om forfatterskabet

Artikler

Andersen, Jens: Nøj, det er for voksne. 2003. Berlingske Tidende, 2003-10-30.
Skrydstrup, Ingelise: Tag selv ansvar for integrationen. 2005. B.T., 2005-11-04.
Lundsteen, Jakob: Alle vil jo gerne kende sine rødder. 2006. B.T., 2006-10-08.
Schelin, Karen Margrethe: Lykken er ikke at være model. 2006. Berlingske Tidende, 2006-10-14.

Websider

Forfatterens profil på Instagram, hvor hun deler billeder fra sit privatliv og arbejdet som forfatter.
Artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Renée Toft Simonsen

Kilder citeret i portrættet

Alfthan, Christina: Jeg er ingen perfekt mor. B.T., 2003-10-27.
Thorsen, Lotte: Hugo er heldig. Politiken, 2003-10-31.
Blicher, Rasmus: Veninder varer evigt. Jyllands-Posten, 2004-09-15.
Witt, Louise: Mit forbillede er Astrid Lindgren. Århus Stiftstidende, 2005-12-31.