I forhold til den relativt hverdagslige problematik blandt børn i “Karla og Katrine”, bliver det mere alvorligt i “Karlas svære valg” fra 2005.
I bogen kommer der en ny afghansk pige, Selma, ind i Karlas klasse. Mange i klassen har aldrig før set en pige med tørklæde og spørger om en hel masse. De tror eksempelvis, at Selma beder til en gud, der hedder Allan, og Selma må i sin første time i klassen fortælle og fortælle. Men den første glubske interesse for hende dør hurtigt ud. Hun er selvsagt meget fremmed i klassen, og der er ingen, der inviterer hende med ud at lege i frikvarteret. I stedet sidder hun alene tilbage i klassen, mens resten løber ud for at lege fangeleg. Ikke engang Karla stopper op og tager hende med. Efterhånden begynder de andre børn også – især nogle af pigerne – at hviske grimme ting om Selma bag hendes ryg.
Karla har det dårligt med, at Selma bliver mobbet. Selv Katrine er gået med til at holde hende udenfor og kalde hende grimme ting. Og da Karla forsøger at tage Selma i forsvar, bliver hun selv upopulær blandt de andre piger og uvenner med Katrine. Hun går i gang med at udtænke en plan for, hvordan hun kan få Selma med i gruppen. Første skridt er at få hende til at deltage i klassens krybbespil. Selma sidder nemlig bare på bænken og ser på, mens de andre øver. Én af de andre piger, Eva, har bestemt, at de skal optræde i mini-skirts og bare ben, og det kan Selma ikke være med til på grund af hendes religion. Så Karla finder i stedet på, at de alle sammen kan iklæde sig gammeldags natkjoler, og Selma kan danse i midten – så gør det ikke så meget, at hun har tørklæde på.
25983246
Hun fremlægger planen for de andre piger og klasselæreren, Susse. Samtidig får hun også flettet ind, at de andre piger mobber Selma. Susse tager det meget alvorligt og forklarer pigerne, at hun vil skrive et brev hjem til deres forældre. Den slags hedder nemlig ikke bare mobning, men racisme. Efter den opsang bliver det hele bedre, og Selma bliver inddraget i krybbespillet og i pigegruppen. Og Karlas mor inviterer hele Selmas familie til julefrokost, så bogen ender med det helt store kulturmøde mellem en dansk og en afghansk familie.
“Karlas svære valg” er både et lille indblik i en anden kultur og en fortælling om, hvordan det er at blive mobbet og holdt udenfor, fordi man er anderledes. Den tager emnet integration op, og den afspejler forfatterens ønske om at fortælle en positiv integrationshistorie til de mange danske børn, som hver dag selv møder børn og familier med en anden etnisk baggrund. Pointen er plads til forskellighed: “Selvfølgelig skal flygtninge og indvandrere indordne sig under de demokratiske regler. Men derfra til at sige, at man ikke må spise noget bestemt, at man ikke må klæde sig på en bestemt måde, have tørklæde på. Hvad er det for noget mærkeligt noget at bestemme over mennesker?” (Louise Witt: “Mit forbillede er Astrid Lindgren”. Århus Stiftstidende, 2005-12-31).