Serien om Action-helten Anthony Greenwood

I 2005 udgav Renée Toft Simonsen den første bog i serien om teenageactionhelten Anthony Greenwood. Projektet er inspireret af de historier som hendes mand, rockmusikeren Thomas Helmig, fortæller deres børn, når de skal i seng om aftenen. “Anthony Greenwood og den amerikanske præsident” fra 2005 er historien om, hvordan den 13-årige Greenwood fra Andalusien får til opgave at redde den amerikanske præsident fra et attentat.

25964047

Bogen er let overskuelig og har små finesser, som skal appellere til drenge. Beskrivelser af specialudviklede våben, dramatiske tegneserieagtige illustrationer og et medfølgende computerspil “Mission Antiterror” med musik af Thomas Helmig i samspil med en action-packed agenthistorie skal opmuntre drengene til at gå i kast med bøgerne.

I både plot og udseende adskiller den sig altså noget fra Renée Toft Simonsens populære Karla-bøger, og sigtet med Anthony Greenwood, som foregår i et udpræget drengeunivers, er da også et ganske andet. Hvor sigtet med Karla er mere socialt kritisk, er formålet her at række ud til drengene, som Renée Toft Simonsen gerne vil have til at læse noget mere: “Jens Kristian (hendes ti-årige søn, red.) kommer aldrig igennem en mursten som Harry Potter - hans små arme bliver trætte bare ved tanken. Anthony Greenwood er en bog til sådan en som ham. Nu har jeg læst kapitel et, kapitel to, nu har jeg læst en bog, kan han så stolt sige.” (Louise Witt: “Mit forbillede er Astrid Lindgren”. Århus Stiftstidende, 2005-12-31).