Beslægtede forfatterskaber

Mikhail Sjisjkin er med sin blanding af formalistiske postmoderne stilgreb og videreførelse af den russiske romantradition med dens solide behandling af svære eksistentielle og moralske temaer en dybt original skikkelse på samtidens internationale litteraturscene. Han er sig bevidst om sine forgængere og har selv tilkendegivet, at han er dybt inspireret af sine russiske forfædre – særligt Anton Tjekhov, Lev Tolstoj og Ivan Bunin. Desuden er han med sin både flydende og flakkende skrivestil blevet kaldt en blanding af James Joyce og Lev Tolstoj.

Lev Tolstojs romanfigurer var som Sjisjkins komplicerede størrelser, som han brugte til at behandle moralske spørgsmål med. Lige som Sjisjkin skrev Tolstoj skarpe psykologiske portrætter og demonstrerede sin forståelse for menneskets mentale mekanismer. Og hvor Tolstoj i eksempelvis ”Krig og fred” præsenterer sine menneskelige skildringer med krigen og den russiske historie som baggrund, anvender Sjisjkin ligeledes Ruslands konfliktfyldte historie som handlingsskabende motiv.

I forlængelse af Sjisjkins slægtskab med Tolstoj kunne man desuden pege på forfatteren og dramatikeren Anton Tjekhov som en af de betydende skabere af den russiske romantradition. Her er desuden et sprogligt sammenfald, idet Tjekhov som Sjisjkin bruger ”stream of consciousness” – fortællerens tankestrøm – som litterært værktøj i bestræbelsen på at skildre mennesker i moralsk uføre.

En anden sproglig og tematisk slægtning på litteraturhistoriens familietræ er som nævnt James Joyce. For også Joyce betjente sig i sine bøger af stilblandinger og skift, lige som han brugte bevidsthedsstrøm som fortælleteknisk strategi. Begge formår de at hæve det lokale – hos Joyce er det Dublin, hos Sjisjkin er det Rusland i forskellige afskygninger – til noget universelt og gøre det almenmenneskeligt vedkommende. Joyce og Sjisjkin er desuden bundet sammen af en form for konceptuel genanvendelse af myten eller andre litterære værker som kompositorisk princip, f.eks. ”Odysséen” i Joyces ”Ulysses” og Xenofons myter om hærførerens Kyros i Sjisjkins ”Venushår”.