Sjisjkin, Mikhail
Foto: Forlaget Batzer & Co.

Mikhail Sjisjkin

Artikel type
voksne
cand.mag. Emil Groth Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Sjisjkin, Mikhail
Foto: Forlaget Batzer & Co.

Indledning

Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin er en hyldet fornyer af den russiske romantradition, der bærer arven fra Tjekhov, Tolstoj og Nabokov ind i det tredje årtusind. I hans forviklede og forunderlige romaner kombineres flere lag af fortællinger, når han skildrer Ruslands evige konflikter, folder sine sansemættede iagttagelser ud til filosofiske arabesker og sætter levet liv på sprog. Han beskæftiger sig med det skrevne ords bestandighed og holder det op imod menneskets forgængelighed, når han graver sig ned i sine fortælleres forskellige afkroge og viser os deres verdner.

 

50678881

Blå bog

Født: 18. januar 1961, Moskva.

Uddannelse: Har studeret engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet.

Debut: Novellen Urok kalligrafii (Kalligrafitimen). Znamja, 1993.

Litteraturpriser: Mikhail Sjisjkin er den første forfatter, der har vundet alle tre af de største russiske litteraturpriser: Den Russiske Bookserpris, 2000. Den Store Bogpris, 2006. Den Nationale Bestsellerpris, 2006. Desuden Den Internationale Litteraturpris, 2011 (Haus der Kulturen der Welt, Tyskland).

Seneste udgivelse: Brevbogen. Batzer & co, 2013. Oversat af Trine Søndergaard.

Inspiration: Lev Tolstoj, Anton Tjekhov, Ivan Bunin.

 

 

 

Baggrund

”Og pludselig forstår jeg en meget simpel ting, nemlig at dette trinbræt, denne lygte, hammerens slag mod akselkassen, den græshoppeagtige filen fra telegrafens vindue, lugten af røg og af det varme lokomotiv der pruster af damp og smøreolie, og dette skrig fra lokomotivet – et hæst og træt skrig – det er mig.”
”Brevbogen”, s. 91.

Mikhail Sjisjkin blev i 1961 født i Moskva og voksede op i Sovjetunionen. Hans mor underviste i litteratur, men det var igennem storebroderens gruppe af fritænkende venner, der læste forbudte værker, at Sjisjkin fik interesse for litteratur. Efter sin skolegang studerede han engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet. En del af uddannelsen havde militært formål, så han lærte bl.a. at foretage afhøringer af tyske krigsfanger. Siden da arbejdede han først for et ungdomstidsskrift og underviste siden i tysk og engelsk på en skole i Moskva. I 1995 flyttede han med sin kone til Schweiz, hvor han bl.a. arbejdede som tolk og lærer.

Sjisjkins debuterer med novellen ”Urok kalligrafii” (”Kalligrafitimen”) i tidsskriftet ”Znamja”, der også udgav hans første roman, ”Vsekh ozjidaet odna notsj” (”Natten hænder os alle”) – begge i 1993. I 1999 fulgte romanen ”Vzjatie Izmaila” (”Erobringen af Izmail”), men det var først med ”Venushår” fra 2005, at han opnåede et internationalt gennembrud. Udgivelsen af ”Brevbogen” i 2010 cementerede Mikhail Sjisjkins position som Ruslands måske største nulevende romanforfatter. Bogen er oversat til 25 sprog. Foruden sine fiktive værker har Sjisjkin skrevet to litterære rejsebøger.

Sjisjkins romaner trækker veksler på den traditionelle russiske litteratur med forfattere som Tjekhov, Tolstoj og Nabokov, men hans værker præsenterer sig i en anden og mere sammenstykket form, hvor perspektiv, afsender og stil ofte ændrer sig. Indholdet i hans bøger spreder sig og peger i mange retninger, men beskæftiger sig helt enkelt med dét at være menneske. Når man som læser tages med rundt i de forskellige afkroge af karakterernes sind, støder man på de store spørgsmål om moral, eksistens og død. Der veksler imellem det iagttagende og næsten trivielle til det storladne, arkaiske og filosofiske. Imens Sjisjkins romaner er udpræget russiske og beskæftiger sig med landets historie og konflikter, har de samtidig en universalitet, der i kraft af de skarpe skildringer af figurernes eksistentielle anliggender hæver dem over tid og sted.

 

Venushår

”Alt omkring dig er levende – du lægger lige hæftet fra dig græsset for at tage T-shirten af, og da du samler det op igen, kravler der myrer på siden, lige som bogstaver på flugt.”
”Venushår”, s. 601.

Den navnløse fortæller i Mikhail Sjisjkins roman ”Venerin Volos” fra 2005 (”Venushår”, 2012) er russisk tolk på et modtagecenter for asylansøgere i Schweiz, og en stor del af handlingen består af de samtaler eller forhør, som han medierer. Mange af de flygtede er fra Tjetjenien og fortæller grufulde historier om mord, tortur og voldtægt. Et andet spor i handlingen består af Xenofons myter om den persiske hærfører Kyros, som fortælleren læser i sine pauser. Desuden optræder der dagbogsoptegnelser fra en afdød sangerinde, som fortælleren skulle have interviewet og skrevet selvbiografi for, samt ikke sendte breve til fortællerens søn og skildringer af episoder fra hans problemfyldte forhold til kvinden Isolde.

29654689

Venushår er en bregneplante, der symboliserer kærligheden. Og betragter man plantens bladfulde og frodige stængler, der fra et rodfæstet centrum peger i hver sin retning, har man et godt billede af romanens komposition. Der veksles imellem de forskellige lag og stilarter, og de bliver til en montage af beretninger, iagttagelser og refleksioner, der abrupt afløser hinanden og flettes sammen i én omskiftelig strøm af erindringer og betragtninger. Der er gennemgående temaer at spore – uretfærdighed, ulykke, ensomhed, etc., men stoffet fremlægges på en sådan legende måde, at temaerne bestandig beskues fra forskellige vinkler, og at sammenhængen kun anes. Dybest set er det en bog om dét at være menneske, der samtidig peger på nogle af uretfærdigheder og problemer, der tilstøder os – på tværs af tid og rum.

”Venushår” handler på mange måder om menneskets forbindelse til både det skrevne ord, til trangen til at fortælle sin egen historie og til spørgsmål om sandhed og originalitet. Asylansøgerne vurderes ikke på deres historier, men på deres, måske usande, beretningers konsistens, lige som dagbogsnotater og breve understreger ønsket om at blive forstået, husket og blive til som skrift. Samtidig er Mikhail Sjisjkins fantasifulde, menneskekendte og poetiske sprog i sig selv en hyldest til dét at skrive og fortælle.