Venushår

Citat
”Alt omkring dig er levende – du lægger lige hæftet fra dig græsset for at tage T-shirten af, og da du samler det op igen, kravler der myrer på siden, lige som bogstaver på flugt.”
”Venushår”, s. 601.

Den navnløse fortæller i Mikhail Sjisjkins roman ”Venerin Volos” fra 2005 (”Venushår”, 2012) er russisk tolk på et modtagecenter for asylansøgere i Schweiz, og en stor del af handlingen består af de samtaler eller forhør, som han medierer. Mange af de flygtede er fra Tjetjenien og fortæller grufulde historier om mord, tortur og voldtægt. Et andet spor i handlingen består af Xenofons myter om den persiske hærfører Kyros, som fortælleren læser i sine pauser. Desuden optræder der dagbogsoptegnelser fra en afdød sangerinde, som fortælleren skulle have interviewet og skrevet selvbiografi for, samt ikke sendte breve til fortællerens søn og skildringer af episoder fra hans problemfyldte forhold til kvinden Isolde.

29654689

Venushår er en bregneplante, der symboliserer kærligheden. Og betragter man plantens bladfulde og frodige stængler, der fra et rodfæstet centrum peger i hver sin retning, har man et godt billede af romanens komposition. Der veksles imellem de forskellige lag og stilarter, og de bliver til en montage af beretninger, iagttagelser og refleksioner, der abrupt afløser hinanden og flettes sammen i én omskiftelig strøm af erindringer og betragtninger. Der er gennemgående temaer at spore – uretfærdighed, ulykke, ensomhed, etc., men stoffet fremlægges på en sådan legende måde, at temaerne bestandig beskues fra forskellige vinkler, og at sammenhængen kun anes. Dybest set er det en bog om dét at være menneske, der samtidig peger på nogle af uretfærdigheder og problemer, der tilstøder os – på tværs af tid og rum.

”Venushår” handler på mange måder om menneskets forbindelse til både det skrevne ord, til trangen til at fortælle sin egen historie og til spørgsmål om sandhed og originalitet. Asylansøgerne vurderes ikke på deres historier, men på deres, måske usande, beretningers konsistens, lige som dagbogsnotater og breve understreger ønsket om at blive forstået, husket og blive til som skrift. Samtidig er Mikhail Sjisjkins fantasifulde, menneskekendte og poetiske sprog i sig selv en hyldest til dét at skrive og fortælle.