Sjisjkin, Mikhail
Foto: Forlaget Batzer & Co.

Mikhail Sjisjkin

cand.mag. Emil Groth Larsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
Sjisjkin, Mikhail
Foto: Forlaget Batzer & Co.

Indledning

Den russiske forfatter Mikhail Sjisjkin er en hyldet fornyer af den russiske romantradition, der bærer arven fra Tjekhov, Tolstoj og Nabokov ind i det tredje årtusind. I hans forviklede og forunderlige romaner kombineres flere lag af fortællinger, når han skildrer Ruslands evige konflikter, folder sine sansemættede iagttagelser ud til filosofiske arabesker og sætter levet liv på sprog. Han beskæftiger sig med det skrevne ords bestandighed og holder det op imod menneskets forgængelighed, når han graver sig ned i sine fortælleres forskellige afkroge og viser os deres verdner.

 

50678881

Blå bog

Født: 18. januar 1961, Moskva.

Uddannelse: Har studeret engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet.

Debut: Novellen Urok kalligrafii (Kalligrafitimen). Znamja, 1993.

Litteraturpriser: Mikhail Sjisjkin er den første forfatter, der har vundet alle tre af de største russiske litteraturpriser: Den Russiske Bookserpris, 2000. Den Store Bogpris, 2006. Den Nationale Bestsellerpris, 2006. Desuden Den Internationale Litteraturpris, 2011 (Haus der Kulturen der Welt, Tyskland).

Seneste udgivelse: Brevbogen. Batzer & co, 2013. Oversat af Trine Søndergaard.

Inspiration: Lev Tolstoj, Anton Tjekhov, Ivan Bunin.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og pludselig forstår jeg en meget simpel ting, nemlig at dette trinbræt, denne lygte, hammerens slag mod akselkassen, den græshoppeagtige filen fra telegrafens vindue, lugten af røg og af det varme lokomotiv der pruster af damp og smøreolie, og dette skrig fra lokomotivet – et hæst og træt skrig – det er mig.”
”Brevbogen”, s. 91.

Mikhail Sjisjkin blev i 1961 født i Moskva og voksede op i Sovjetunionen. Hans mor underviste i litteratur, men det var igennem storebroderens gruppe af fritænkende venner, der læste forbudte værker, at Sjisjkin fik interesse for litteratur. Efter sin skolegang studerede han engelsk og tysk ved Moskvas Statslige Pædagogiske Universitet. En del af uddannelsen havde militært formål, så han lærte bl.a. at foretage afhøringer af tyske krigsfanger. Siden da arbejdede han først for et ungdomstidsskrift og underviste siden i tysk og engelsk på en skole i Moskva. I 1995 flyttede han med sin kone til Schweiz, hvor han bl.a. arbejdede som tolk og lærer.

Sjisjkins debuterer med novellen ”Urok kalligrafii” (”Kalligrafitimen”) i tidsskriftet ”Znamja”, der også udgav hans første roman, ”Vsekh ozjidaet odna notsj” (”Natten hænder os alle”) – begge i 1993. I 1999 fulgte romanen ”Vzjatie Izmaila” (”Erobringen af Izmail”), men det var først med ”Venushår” fra 2005, at han opnåede et internationalt gennembrud. Udgivelsen af ”Brevbogen” i 2010 cementerede Mikhail Sjisjkins position som Ruslands måske største nulevende romanforfatter. Bogen er oversat til 25 sprog. Foruden sine fiktive værker har Sjisjkin skrevet to litterære rejsebøger.

Sjisjkins romaner trækker veksler på den traditionelle russiske litteratur med forfattere som Tjekhov, Tolstoj og Nabokov, men hans værker præsenterer sig i en anden og mere sammenstykket form, hvor perspektiv, afsender og stil ofte ændrer sig. Indholdet i hans bøger spreder sig og peger i mange retninger, men beskæftiger sig helt enkelt med dét at være menneske. Når man som læser tages med rundt i de forskellige afkroge af karakterernes sind, støder man på de store spørgsmål om moral, eksistens og død. Der veksler imellem det iagttagende og næsten trivielle til det storladne, arkaiske og filosofiske. Imens Sjisjkins romaner er udpræget russiske og beskæftiger sig med landets historie og konflikter, har de samtidig en universalitet, der i kraft af de skarpe skildringer af figurernes eksistentielle anliggender hæver dem over tid og sted.

 

Venushår

”Alt omkring dig er levende – du lægger lige hæftet fra dig græsset for at tage T-shirten af, og da du samler det op igen, kravler der myrer på siden, lige som bogstaver på flugt.”
”Venushår”, s. 601.

Den navnløse fortæller i Mikhail Sjisjkins roman ”Venerin Volos” fra 2005 (”Venushår”, 2012) er russisk tolk på et modtagecenter for asylansøgere i Schweiz, og en stor del af handlingen består af de samtaler eller forhør, som han medierer. Mange af de flygtede er fra Tjetjenien og fortæller grufulde historier om mord, tortur og voldtægt. Et andet spor i handlingen består af Xenofons myter om den persiske hærfører Kyros, som fortælleren læser i sine pauser. Desuden optræder der dagbogsoptegnelser fra en afdød sangerinde, som fortælleren skulle have interviewet og skrevet selvbiografi for, samt ikke sendte breve til fortællerens søn og skildringer af episoder fra hans problemfyldte forhold til kvinden Isolde.

29654689

Venushår er en bregneplante, der symboliserer kærligheden. Og betragter man plantens bladfulde og frodige stængler, der fra et rodfæstet centrum peger i hver sin retning, har man et godt billede af romanens komposition. Der veksles imellem de forskellige lag og stilarter, og de bliver til en montage af beretninger, iagttagelser og refleksioner, der abrupt afløser hinanden og flettes sammen i én omskiftelig strøm af erindringer og betragtninger. Der er gennemgående temaer at spore – uretfærdighed, ulykke, ensomhed, etc., men stoffet fremlægges på en sådan legende måde, at temaerne bestandig beskues fra forskellige vinkler, og at sammenhængen kun anes. Dybest set er det en bog om dét at være menneske, der samtidig peger på nogle af uretfærdigheder og problemer, der tilstøder os – på tværs af tid og rum.

”Venushår” handler på mange måder om menneskets forbindelse til både det skrevne ord, til trangen til at fortælle sin egen historie og til spørgsmål om sandhed og originalitet. Asylansøgerne vurderes ikke på deres historier, men på deres, måske usande, beretningers konsistens, lige som dagbogsnotater og breve understreger ønsket om at blive forstået, husket og blive til som skrift. Samtidig er Mikhail Sjisjkins fantasifulde, menneskekendte og poetiske sprog i sig selv en hyldest til dét at skrive og fortælle.

 

Brevbogen

”Derfor var det jeg havde skrevet, den vigtigste og mest betydningsfulde del af mig. Jeg troede, at ordene ville være min krop når jeg ikke længere var her.”
”Brevbogen”, s. 214.

I 2010 udgav Sjisjkin ”Pis’movnik” (”Brevbogen”, 2013). Det er en epistolær roman, altså en brevroman, der udgøres af selve korrespondancen. En krig har splittet de to elskende Vladimir og Aleksandra – eller Volodja og Sasjenka, som de kalder hinanden. Hun er medicinstuderende i en sovjetisk by og bliver senere læge, imens Vladimir er militær stabssekretær under bokseropstanden i Kina omkring 1900 og skriver dødsattester. De mødtes som teenagere en sommer, og i deres breve gennemgår de igen deres korte tid sammen.

Men foruden gendrivelsen af minderne fungerer brevene samtidig som selvbiografiske beretninger med poetiske iagttagelser af verden og rum for filosofiske betragtninger. I løbet af romanen erfares det, at der er en forskydning i romanens tid, da Aleksandra befinder sig i en anden historisk periode end Vladimir – en tid, der ligger væsentligt tættere på vor egen.

50678881

Den epistolære roman beskæftiger sig ofte med en relativt simpel intrige i relationen imellem to mennesker, men i ”Brevbogen” er der meget mere på spil. Brevene præsenteres i rækkefølge med skiftende afsendere, men de forholder sig ikke direkte hinanden. Måske når de aldrig frem? Denne forrykkede eller mislykkede kærlighedskorrespondance gør Sjisjkin i stand til at blotlægge figurernes mest personlige følelser og refleksioner samt at motivere personlige livsberetninger fra to forskellige historiske og geografiske kontekster.

”Brevbogen” er først og fremmest en roman om kærlighed og længsel – en længsel, der forstærkes ved de to elskendes afstande i tid og skildrer en dyb ensomhed. Men romanens egentlige temaer er snarere at finde i de mange små beretninger, iagttagelser og filosofiske betragtninger, som den består af. Og her kommer Sjisjkin så vidt omkring i sine figurer, at der rent fortælleteknisk mere er tale om uens perler på en snor end om en samlet fortælling. Og disse varierer fra beskrivelser af poetiske sansepåvirkninger og simple iagttagelser til krigens gru og tunge betragtninger om væren og erkendelse og om død og evighed.

 

 

Genrer og tematikker

Mikhail Sjisjkin er som forfatter først og fremmest en kreativ og dygtig komponist. Hans romaner kombinerer adskillige spor, perspektiver og stile. Og derfor er de atypiske og originale i deres form, selv om deres temaer er eviggyldige. Sjisjkin har forladt de traditionelle plotstrukturer, der normalt driver en romans handling frem, for at gøre plads til ”betragtninger” – fortællernes iagttagelser eller tanker. Med sine figurer som agenter inddrager han både sagn og myter, beretninger fra bipersoner og andre litterære værker. Idet Sjisjkin overskrider sine karakterers umiddelbare tid og rum, bliver hans romaner knyttet sammen af andre forbindelser. De komplicerede formelle greb og doseringen af stoffet i postmoderne brudstykker overskygger ikke indholdet, og Sjisjkin skildrer sine figurer med skarpe psykologiske og poetiske snit.

Rent tematisk er Mikhail Sjisjkin tro over for den stolte russiske romantradition, da hans romaner behandler de moralske spørgsmål ved at fremvise og overveje menneskers adfærd. Samtidig er døden et tilbagevendende motiv – ofte stillet over for det skrevne ords evighed. Når en af hans fortællere tegner et erindringsbillede, gengiver en fortælling eller præcist griber en sansemættet iagttagelse og folder den ud til en filosofisk tanke om døden, om eksistens og eller om tingenes status, kommer han vidt omkring i, hvad det vil sige at være menneske.

Der er i Sjisjkins forfatterskab en gennemgående anvendelse af selvbiografisk materiale – eksempelvis har han selv bestredet samme erhverv som tolken i ”Venushår.” Og der er en form for gennemsigtighed i bøgernes fortællere, der gør, at man aldrig kommer helt kommer tæt på dem, selv om de gengiver deres inderste tanker og følelser. Sjisjkin har udtalt sig om forbindelsen imellem ham selv og sine fortællere: ”Hovedheltene bliver aldrig beskrevet. Og det er der en helt enkel grund til: Alle mine helte er mig.” (Anna Griboedova: The Idea Behind Letter-book Came To Me Overnight. Russkiy Mir Foundation, 2011-30-11).

 

Beslægtede forfatterskaber

Mikhail Sjisjkin er med sin blanding af formalistiske postmoderne stilgreb og videreførelse af den russiske romantradition med dens solide behandling af svære eksistentielle og moralske temaer en dybt original skikkelse på samtidens internationale litteraturscene. Han er sig bevidst om sine forgængere og har selv tilkendegivet, at han er dybt inspireret af sine russiske forfædre – særligt Anton Tjekhov, Lev Tolstoj og Ivan Bunin. Desuden er han med sin både flydende og flakkende skrivestil blevet kaldt en blanding af James Joyce og Lev Tolstoj.

Lev Tolstojs romanfigurer var som Sjisjkins komplicerede størrelser, som han brugte til at behandle moralske spørgsmål med. Lige som Sjisjkin skrev Tolstoj skarpe psykologiske portrætter og demonstrerede sin forståelse for menneskets mentale mekanismer. Og hvor Tolstoj i eksempelvis ”Krig og fred” præsenterer sine menneskelige skildringer med krigen og den russiske historie som baggrund, anvender Sjisjkin ligeledes Ruslands konfliktfyldte historie som handlingsskabende motiv.

I forlængelse af Sjisjkins slægtskab med Tolstoj kunne man desuden pege på forfatteren og dramatikeren Anton Tjekhov som en af de betydende skabere af den russiske romantradition. Her er desuden et sprogligt sammenfald, idet Tjekhov som Sjisjkin bruger ”stream of consciousness” – fortællerens tankestrøm – som litterært værktøj i bestræbelsen på at skildre mennesker i moralsk uføre.

En anden sproglig og tematisk slægtning på litteraturhistoriens familietræ er som nævnt James Joyce. For også Joyce betjente sig i sine bøger af stilblandinger og skift, lige som han brugte bevidsthedsstrøm som fortælleteknisk strategi. Begge formår de at hæve det lokale – hos Joyce er det Dublin, hos Sjisjkin er det Rusland i forskellige afskygninger – til noget universelt og gøre det almenmenneskeligt vedkommende. Joyce og Sjisjkin er desuden bundet sammen af en form for konceptuel genanvendelse af myten eller andre litterære værker som kompositorisk princip, f.eks. ”Odysséen” i Joyces ”Ulysses” og Xenofons myter om hærførerens Kyros i Sjisjkins ”Venushår”.

 

Bibliografi

Romaner

Sjisjkin, Mikhail:
Vsekh ozjidaet odna notsj (Natten hænder os alle). Znamja, 1993.
Sjisjkin, Mikhail:
Vzjatie Izmaila (Erobringen af Izmail). Znamja, 2000.
Sjisjkin, Mikhail:
Venushår. Batzer & co., 2012. Oversat af Ole Husted Jensen. (Venerin volos, 2005).
Sjisjkin, Mikhail:
Brevbogen. Batzer & co., 2013. Oversat af Trine Søndergaard. (Pis'movnik, 2010).

Noveller

Sjisjkin, Mikhail:
Urok kalligrafii (Kalligrafitimen). Znamja, 1993.
Sjisjkin, Mikhail:
Slepoj muzykant (Den blinde musikant). Znamja, 1994.

Nonfiktion

Sjisjkin, Mikhail:
Russkaja Schwejzarija. Literaturno-istoritscheskij putewoditel (Det russiske Schweiz. En litterær og historisk rejsefører). Znamja, 2000.
Sjisjkin, Mikhail:
Montreux-Missolunghi-Astapowo. Auf den Spuren von Byron und Tolstoj: eine literarische Wanderung vom Genfer See ins Berner Oberland (Montreux-Missolunghi-Astapowo. På sporet af Byron og Tolstoj: En vandring fra Genfer See til Berner Oberland). Limmat Verlag, 2002.

Om forfatterskabet

Artikler

Klobusiczky, Patricia: Michail Schischkin. Berliner Künstler-programm. 2012.
Kabel, Kristine:
Eksplosioner af ny betydning. Kristeligt Dagblad, 2012-12-07.
Taplin, Phoebe: The Light and the Dark by Mikhail Shishkin – review. The Guardian, 2013-03-13.
Wendelboe, Torben: ”Venushår” af Mikhail Sjisjkin. Litteratursiden, 2013-03-22.
Thyssen, Nikolai:
Spor af levet liv. Information, 2013-06-06.
Syberg, Karen:
Lykkeligt fyldt til randen med ord. Information, 2013-09-02.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Mikhail Sjisjkin

Kilder citeret i portrættet