I 2010 udgav Sjisjkin ”Pis’movnik” (”Brevbogen”, 2013). Det er en epistolær roman, altså en brevroman, der udgøres af selve korrespondancen. En krig har splittet de to elskende Vladimir og Aleksandra – eller Volodja og Sasjenka, som de kalder hinanden. Hun er medicinstuderende i en sovjetisk by og bliver senere læge, imens Vladimir er militær stabssekretær under bokseropstanden i Kina omkring 1900 og skriver dødsattester. De mødtes som teenagere en sommer, og i deres breve gennemgår de igen deres korte tid sammen.
Men foruden gendrivelsen af minderne fungerer brevene samtidig som selvbiografiske beretninger med poetiske iagttagelser af verden og rum for filosofiske betragtninger. I løbet af romanen erfares det, at der er en forskydning i romanens tid, da Aleksandra befinder sig i en anden historisk periode end Vladimir – en tid, der ligger væsentligt tættere på vor egen.
50678881
Den epistolære roman beskæftiger sig ofte med en relativt simpel intrige i relationen imellem to mennesker, men i ”Brevbogen” er der meget mere på spil. Brevene præsenteres i rækkefølge med skiftende afsendere, men de forholder sig ikke direkte hinanden. Måske når de aldrig frem? Denne forrykkede eller mislykkede kærlighedskorrespondance gør Sjisjkin i stand til at blotlægge figurernes mest personlige følelser og refleksioner samt at motivere personlige livsberetninger fra to forskellige historiske og geografiske kontekster.
”Brevbogen” er først og fremmest en roman om kærlighed og længsel – en længsel, der forstærkes ved de to elskendes afstande i tid og skildrer en dyb ensomhed. Men romanens egentlige temaer er snarere at finde i de mange små beretninger, iagttagelser og filosofiske betragtninger, som den består af. Og her kommer Sjisjkin så vidt omkring i sine figurer, at der rent fortælleteknisk mere er tale om uens perler på en snor end om en samlet fortælling. Og disse varierer fra beskrivelser af poetiske sansepåvirkninger og simple iagttagelser til krigens gru og tunge betragtninger om væren og erkendelse og om død og evighed.