Mikhail Sjisjkin er som forfatter først og fremmest en kreativ og dygtig komponist. Hans romaner kombinerer adskillige spor, perspektiver og stile. Og derfor er de atypiske og originale i deres form, selv om deres temaer er eviggyldige. Sjisjkin har forladt de traditionelle plotstrukturer, der normalt driver en romans handling frem, for at gøre plads til ”betragtninger” – fortællernes iagttagelser eller tanker. Med sine figurer som agenter inddrager han både sagn og myter, beretninger fra bipersoner og andre litterære værker. Idet Sjisjkin overskrider sine karakterers umiddelbare tid og rum, bliver hans romaner knyttet sammen af andre forbindelser. De komplicerede formelle greb og doseringen af stoffet i postmoderne brudstykker overskygger ikke indholdet, og Sjisjkin skildrer sine figurer med skarpe psykologiske og poetiske snit.
Rent tematisk er Mikhail Sjisjkin tro over for den stolte russiske romantradition, da hans romaner behandler de moralske spørgsmål ved at fremvise og overveje menneskers adfærd. Samtidig er døden et tilbagevendende motiv – ofte stillet over for det skrevne ords evighed. Når en af hans fortællere tegner et erindringsbillede, gengiver en fortælling eller præcist griber en sansemættet iagttagelse og folder den ud til en filosofisk tanke om døden, om eksistens og eller om tingenes status, kommer han vidt omkring i, hvad det vil sige at være menneske.
Der er i Sjisjkins forfatterskab en gennemgående anvendelse af selvbiografisk materiale – eksempelvis har han selv bestredet samme erhverv som tolken i ”Venushår.” Og der er en form for gennemsigtighed i bøgernes fortællere, der gør, at man aldrig kommer helt kommer tæt på dem, selv om de gengiver deres inderste tanker og følelser. Sjisjkin har udtalt sig om forbindelsen imellem ham selv og sine fortællere: ”Hovedheltene bliver aldrig beskrevet. Og det er der en helt enkel grund til: Alle mine helte er mig.” (Anna Griboedova: The Idea Behind Letter-book Came To Me Overnight. Russkiy Mir Foundation, 2011-30-11).