Sjóns afsæt i lyrikken i sit tidlige forfatterskab har smittet af på de af hans romaner, der er oversat til dansk. Det er digterens sprogfornemmelse, som træder frem, når hans tonefald i ”Dine øjne så mig” for eksempel kan være højstemt som den ene yderlighed og halvsjofel i næste øjeblik. Forfatteren skriver om kønsdele og stuepigens vandladning og nævner ikke blot, hvor guddommeligt ærkeenglen troner over de dødelige. Sjón sætter grimt og kønt kind mod kind i sine bøger og har evnen til at lave passager, hvor det direkte ækle bliver klædt i poesi. I ”Skygge-Baldur” er det en del af tekstens logik, at læseren får at vide, hvordan rester af lig kommer til syne på kirkegården, efter jorden er opløst af smeltevand. For det er nu engang et af landskabets ansigter, og det islandske landskab må siges at være blandt romanens hovedpersoner, hvoraf ingen fremstår som glansbilleder.
”Skygge-Baldur” er Sjóns mest tilgængelige værk, fortalt med en ligefremhed, som ligger i forlængelse af de islandske folkeeventyr, han læste i sin barndom. Den markerer dels et brud i forhold til associationsmylderet i ”Dine øjne så mig”, der kan få en til at tænke, om det er forfatteren eller romanen, der har magten. Og dels er den langt mere stringent end ”Tusmørkeundere”, hvor karakteren Jonas trænger igennem med sin bevidsthedsstrøm.
Sjón har forklaret, at han med ”Tusmørkeundere” modstod sin trang til at redigere sætningerne ned i detaljen, mens han skrev: ”Derfor er bogen ikke som noget, jeg har skrevet før. Den er løsere, mere rastløs og utæmmet, og at jeg nåede det mål, gjorde mig meget glad. Samtidig er bevidsthedsstrøm-skrivemåden mere end en metode til at lukke af for Sjón og give Jonas plads. Den gav mig også en chance for at gå imod vores fælles forestillinger om velskrevet og velordnet prosa” (David K. Gestsson: Author of the Month: Sjón. Sagenhaftes-island.is, 2011).
Sjón søger udfordringen. Hans forhindring kan være at afgive lidt af sin styring eller bringe en roman i bevægelse, selv om fortælleren er strandet på et skib, som det er tilfældet i ”Splinten fra Argo”.
Det forekommer dog at være et tilbagevendende princip for ham, at hver roman skal bygge på grundig research, hvilket gerne knytter fiktionen til islandsk historie. Hans hovedperson i ”Tusmørkeundere” er baseret på den virkelige islænding Jon Gudmundsson, der levede fra 1574 til 1658 og oplevede Reformationens brud med katolicismen. ”Skygge-Baldur” trækker på overleveringer om de myteombruste rævejagter i Island. ”Jeg er en tyv. Jeg snuser ustandselig rundt hos antikvarboghandlere og udser mig mærkelige pamfletter, små memoirer, rejsebeskrivelser fra 1926 om en tur til Jerusalem, jeg samler altid på den slags spor af levet liv. Jeg har en fantastisk samling af mærkværdigheder, sørgelige ting eller meget smukke ting, som jeg hele tiden er inspireret af,” har han udtalt i et interview til Weekendavisen. (Synne Rifbjerg: Spor af levet liv. Weekendavisen, 2005-10-07).
Skønt Sjóns litteratur er forankret i Island, lukker hans forfatterskab sig ikke om sig selv. Historierne kan have forbindelser til europæisk identitet i bred forstand. ”CoDex 1962” berører blandt andet traumet fra Anden Verdenskrig i Tyskland, og Sjón portrætterer gang på gang søfolk og andre strejfende, der færdes på tværs af grænser.
Han er desuden optaget af myten som genre, hvad enten den har islandske rødder i ”Skygge-Baldur” eller græske i ”Splinten fra Argo”.
Ved siden af forfatterens udforskning af sprog, natur og kulturarv er forvandlingen et dominerende tema.
Det optræder i ”CoDex 1962”, hvor en jordbunke bliver til en dreng, i ”Skygge-Baldur” med præsten, der skifter ham til fabeldyr, og i ”Splinten fra Argo”, hvor snakkehovedet Kaineus kan tage skikkelse af en sølvmåge. Det er disse fænomener, der rører op i realismen i forfatterskabet, så verdensbilledet udvider sig. Magien findes ligeledes i objekter, der har deres eget liv – træstumpen i ”Splinten fra Argo” er skiftevis fortæller og potensmiddel; et puslespil samler næsten sig selv til en kiste i ”Skygge-Baldur”. ”Jeg har altid været fascineret af konceptet om en ting, der ændrer sig til noget andet, denne fluxus mellem væsener og materielle ting,” har han sagt til Information (Tobias Havmand: Myterne lever. Information, 2006-10-28).
Under de skiftende udslag af surrealisme er der en bund af humanisme hos Sjón. Mennesker begår onde handlinger, men udvekslingen af kærlighed forsvinder ikke. Abba og Fridrik tager sig af hinanden i ”Skygge-Baldur”, Marie-Sophie passer på Löwe i ”Dine øjne så mig”, og selv den bedrevidende Valdimar Haraldsson får en kæreste i ”Splinten fra Argo”.