Tusmørkeundere

Citat
”Gespenstet var åbenbart helt ustyrligt og overholdt hverken menneskelige eller højere magters regler; det var ikke alene blevet forvist fra de levendes rige, men også de dødes.”
”Tusmørkeundere”, s. 89.

Værket kortlægger islændingen Jonas den Lærdes liv og levned op gennem 1600-tallet i Island, hvor helgener og gamle guder bliver erstattet af idealet om oplysning. ”Rökkurbýsnir, 2008, (”Tusmørkeundere”, 2010) er Sjóns bud på en kunstnerroman, og hans hovedperson har mange talenter. Som barn lindrer Jonas kvindelige skavanker ved håndspålæggelse, men for ham er kvaksalveriet blot et skridt på vejen til at blive naturforsker og forfatter. Farfar Hakon introducerer Jonas til en tilgang til skriftlig produktion, der både byder sande og opdigtede oplysninger velkommen. Det forplanter sig som en nysgerrighed i hovedpersonen, der observerer dagligdags naturfænomener med samme appetit, som han fordriver et genfærd. Netop bekæmpelsen af et voldeligt spøgelse ved Snæfjallastrand gør Jonas til en kontroversiel skikkelse. Han bliver uønsket af de islandske myndigheder, der ikke kan forklare Jonas’ evner på rationel vis og dømmer dem til at være trolddom.

28388497

Jonas den Lærde ændrer status til fredløs og skal som straf opholde sig på øen Guldbjørnsey med konen Sigridur. Hun er efterhånden blevet en smule træt af sin fritænker af en mand, men Jonas får uventet oprejsning. Han hentes til København af videnskabsmanden Ole Worm, som blandt andet savner indsigt i runer og islandsk digtekunst. Jonas’ helt store bedrift bliver imidlertid, at han kan afsløre over for Worm, at det enhjørningehorn, der i pulveriseret form bliver anset for at være mirakelmedicin, egentlig stammer fra narhvalen. Men selv om hans bidrag til videnskaben er påskønnet i Danmark, er han persona non grata i Island nogle år endnu, indtil Sjón næsten leverer en happy ending. Jonas tages til nåde af sine landsmænd og får lov at udfolde sig som radikal intellektuel.

Romanen bringer et grundigt portræt af den mandetype, der er blevet typisk for Sjón: den tænksomme individualist. Han optræder i ”Splinten fra Argo” i en lidt forstokket version (Valdimar Haraldsson) og i ”Skygge-Baldur” som botanikeren Fridrik Fridjonsson. Dernæst viser ”Tusmørkeundere” verden efter Reformationen som et hjemsted for antihumanisme, hvor man mest tænker på sig selv. Jonas’ kone dør eksempelvis, fordi hun bliver glemt på Guldbjørnsey, mens han er bortrejst. Bogen tematiserer, at mennesker distancerer sig fra hinanden, men nærheden til naturen er et grundvilkår. Til slut mærker Jonas ”verdensvævet” i en lykkerus; han er forbundet med alt.